Old/New Testament
Jakob flygter fra Laban
31 Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” 2 Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. 3 Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”
4 Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. 5 „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. 6 I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, 7 men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. 8 Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. 9 På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”
10 „I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. 11 Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.
‚Jakob!’ sagde han.
‚Ja,’ svarede jeg.
12 Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. 13 Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”
14 Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. 15 Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. 16 Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”
17-21 Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!
22 Først to dage senere[a] fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. 23 Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. 24 Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” 25 Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.
26 „Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! 27 Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. 28 Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! 29 Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ 30 Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”
31 „Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. 32 Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.
33 Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. 34 Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. 35 Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.
36 Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. 37 „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” 38 Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. 39 Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej. 40 Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. 41 I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. 42 Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”
Jakobs pagt med Laban
43 Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? 44 Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”
45 Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, 46 og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. 47-48 Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,[b] Jakob kaldte den Galed.[c] „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. 49 „Den skal også kaldes Mitzpa,[d] for herefter skal Herren selv holde øje med os. 50 Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” 51-52 Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. 53 Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.”
Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, 54 hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.
Jakob frygter mødet med Esau
32 Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen. 2 Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde. 3 Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.[e]
4-5 Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban. 6 Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”
7 Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!” 8 Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre, 9 for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”
10 Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig! 11 Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre. 12 Åh, Herre, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn. 13 Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”
14 Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau: 15 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, 16 30 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler. 17 Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr. 18 Til den mand, som førte den første gruppe, sagde han: „Når I møder Esau, og han spørger: ‚Hvor skal I hen? Hvem er jeres herre? Hvis er dyrene?’ 19 skal I svare: ‚De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ” 20 Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: „I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham. 21 Og husk at sige: ‚Din tjener Jakob kommer lige bagved!’ ” Hans plan var at formilde Esau, før han mødte ham ansigt til ansigt. „Måske han så tager venligt imod mig,” tænkte han. 22 Så blev gaverne sendt i forvejen, mens Jakob blev tilbage og gik til ro i lejren.
Jakob kæmper med Herren
23-24 Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine 11 sønner over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden. 25 Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry. 26 Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led. 27 Så sagde han: „Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!”
Men Jakob gispede: „Jeg slipper dig ikke, med mindre du velsigner mig!”
28 „Hvad er dit navn?” spurgte manden.
„Jakob,” svarede han.
29 „Du skal ikke længere hedde Jakob—men Israel,[f]” sagde manden. „For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.”
30 „Hvad er dit navn?” spurgte Jakob ham.
„Hvorfor spørger du?” svarede manden. Så velsignede han ham der.
31 Jakob kaldte stedet Peniel,[g] for han sagde: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt—uden at miste livet!” 32 Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften. 33 Derfor undlader Israels folk den dag i dag at spise musklen ved hofteskålen. Det var nemlig der, Jakob blev ramt.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(A)
18 Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”
19 Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.
20 Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år, 21 og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”
22 Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet[a] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.
23 Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken, 24 sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen. 25 Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.
26 Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.
To blinde mænds tro
27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[b] hav barmhjertighed med os!” 28 De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.
„Ja, Herre!” svarede de.
29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” 30 Derefter kunne de begge se.
Jesus forbød dem at sige det til nogen, 31 men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.
Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale
32 Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. 33 Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. 34 Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Høsten er stor
35 Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. 36 Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde. 37 Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. 38 Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.