Old/New Testament
Jakobs sidste ord til sine 12 sønner
49 Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.
2 Kom og hør, I Jakobs sønner,
lyt til Israel, jeres far!
3 Ruben, du min ældste søn,
det første skud på stammen,
ypperlig i rang og styrke,
4 men uregerlig som havets bølger.
Du mistede din forret som førstefødt,
for du gik i seng med din fars kone.
Hvilken skændig handling
at vanære sin far sådan.
5 Simeon og Levi, to alen af ét stykke,
mænd af vold og vrede ord.
6 Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere,
i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.
7 Forbandet være jeres hidsighed,
forbandet jeres vrede og vold.
I bliver adskilt i Israel,
spredt ud over landet.
8 Juda, dine brødre vil juble,
når du tilintetgør dine fjender.
Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.
9 Juda er en løve, der vogter over sit bytte.
Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?
10 Scepteret skal tilhøre Juda,
og han skal herske,
indtil den rette hersker kommer,[a]
han, som alle folkeslag skal lyde.
11 Han binder sit æsel til en vinstok
og vasker sit tøj i druesaft.
12 Hans øjne er mørkere end rødvin,
hans tænder hvidere end mælk.
13 Zebulon vil havne ved havet,
hans land bliver hjemsted for skibe,
det strækker sig helt til Sidon.
14 Issakar er stærk som et æsel,
han hviler sig mellem kvægfoldene.
15 Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet
og hvor frugtbart landet er,
tager han villigt åget på skuldrene
og arbejder hårdt for føden.
16 Dan skaffer sit folk deres ret
så godt som nogen af Israels stammer.
17 Han er som en slange på stien,
hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.
18 Åh Gud, du er vores redning!
19 Gad bliver angrebet af omstrejfende bander,
men han forfølger og udplyndrer dem.
20 Asher får en overflod af afgrøder
og kan levere til kongens hof.
21 Naftali løber frit omkring,
kommer gerne med smukke ord.[b]
22 Josef er som en vinstok, plantet ved kilden,
hvis ranker spreder sig over muren.
23 Han blev beskudt med bitterheds pile,
hans modstandere behandlede ham hårdt,
24 men han holdt sin bue med fasthed,
hans stærke arme rystede ikke.
Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud,
og igennem det blev han en hyrde,
en frelser for Israels folk.
25 Din fars Gud er din hjælper,
og den Almægtige velsigner dig
med himlens velsignelser ovenfra
og jordens velsignelser nedenfra,
med ægteskabelige glæder
og med mange børn.
26 Den velsignelse, du får fra din far,
overgår de ældgamle bjerges velsignelser
og det, de evige høje kan tilbyde.
Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved,
på issen af fyrsten blandt brødre.
27 Benjamin er som en ulv på rov.
Han æder af sit bytte om morgenen
og deler ud af sit overskud om aftenen.”
28 Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Jakobs død og begravelse
29 Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. 30-32 I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” 33 Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.
50 Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. 2 Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. 3 Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.
4 Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. 5 „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”
6 Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.
7 Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. 8 Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. 9 Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.
10 Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. 11 Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,[c] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” 12 Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: 13 De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. 14 Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.
Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre
15 Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. 16-17 Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.
18 Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.
19 Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? 20 Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. 21 Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.
Josefs død
22 Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, 23 og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.
24 „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” 25 Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”
26 Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Guds rige vokser fra småt til stort(A)
31 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. 32 Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre urter, ja, det bliver en stor busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.”
33 Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Om brugen af billedtale(B)
34 Jesus brugte altid billeder, når han talte til folkeskaren. 35 Sådan opfyldtes det profetiske ord:
„Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været ukendt fra verdens begyndelse.”[a]
Jesus forklarer billedet med hveden og ukrudtet
36 Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.
37 „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. 38 „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, 39 og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.
40 Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. 41 Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen 42 og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. 43 Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”
Skatten og perlen
44 Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.
45 Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. 46 En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”
Sorteringen ved verdens ende
47 Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. 48 Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. 49 Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. 50 De onde bliver kastet i ildovnen, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.”
Nyt og gammelt
51 „Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” 52 Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”
Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby(C)
53 Da Jesus havde afsluttet sin billedtale, fortsatte han vandringen sammen med disciplene 54 og kom snart til sin hjemby, Nazaret. Her underviste han en sabbatsdag i synagogen, og folk blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han fået den visdom fra? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? 55 Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. 56 Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” 57 Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”
58 På grund af deres mangel på tro kunne han ikke udføre ret mange undere der.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.