Old/New Testament

Esaus slægt

36 Det følgende er Esaus historie, han som også blev kaldt Edom:

² Esau giftede sig med to kana’anæiske piger: Ada, en datter af hittitten Elon, og Oholibama, en datter af Ana og barnebarn af hivvitten Zibon. ³ Han giftede sig også med sin kusine Basemat, en datter af Ishmael og søster til Nebajot. ⁴ Esau og Ada fik en søn, der blev kaldt Elifaz. Esau og Basemat fik en søn, der blev kaldt Reuel. ⁵ Esau og Oholibama fik tre sønner, der fik navnene Jeush, Jalam og Kora. Alle disse sønner blev født i Kana’ans land.

⁶ Senere tog Esau sine koner, sine sønner, sine døtre, hele sin husstand og besætning og alt, hvad han havde samlet sig i Kana’ans land, og flyttede til et andet land af frygt for sin bror Jakob. ⁷ Deres husdyr var jo også blevet alt for mange til, at de som fremmede kunne bo samme sted som de fastboende. Der var slet ikke græs nok. ⁸ Esau slog sig derfor ned i Seirs bjergland.

⁹ Her følger en liste over Esaus efterkommere, edomitterne, som bor i Seirs bjergland:

^10-13 Ada fødte som sagt Esau en søn, der fik navnet Elifaz, og han fik fem sønner: Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. Elifaz havde også en kone, som hed Timna, og med hende fik han sønnen Amalek.

Esau og hans kone Basemat fik sønnen Reuel, og han fik fire sønner: Nahat, Zerach, Shamma og Mizza.

¹⁴ Esaus kone Oholibama, en datter af Zibons søn Ana, fødte tre sønner: Jeush, Jalam og Kora.

^15-16 Esaus sønner og sønnesønner blev stamfædre for de forskellige stammer blandt Edoms folk. De stammer, der er kendt under navnene Teman, Omar, Zefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek, nedstammer alle fra Elifaz, Esaus og Adas ældste søn.

¹⁷ De stammer, der er kendt under navnene Nahat, Zerach, Shamma og Mizza, nedstammer alle fra Reuel, Esaus og Basemats søn.

^18-19 Desuden er der stammerne Jeush, Jalam og Kora, opkaldt efter de sønner, som Esau fik med sin kone Oholibama, Anas datter.

Edoms oprindelige indbyggere

^20-21 Her følger en liste med navnene på de stammer, som oprindeligt boede i Seirs land: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan. De er efterkommere af og har navn efter horitten Seirs sønner.

²² Lotan, Seirs søn, havde følgende sønner: Hori og Hemam. Lotan havde også en søster ved navn Timna.

²³ Shobals sønner hed Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.

²⁴ Zibons sønner hed Ajja og Ana. Det var Ana, som opdagede en varm kilde i ørkenen, dengang han vogtede sin fars æsler. ²⁵ Anas børn var sønnen Dishon og datteren Oholibama. ²⁶ Dishons sønner hed Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.

²⁷ Etzers sønner hed Bilhan, Za’avan og Akan.

²⁸ Dishans sønner hed Utz og Aran.

^29-30 Horitternes stammer i Seirs land hed altså: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan.

De oprindelige konger i Seirs land

^31-39 Endnu før der var konger i Israel, herskede følgende konger i det, der nu hedder Edom: Først Bela, Beors søn, fra byen Dinhaba. Da han døde, efterfulgtes han af Jobab, Zerachs søn fra Botzra. Da Jobab døde, efterfulgtes han af Husham fra temanitternes område. Da Husham døde, blev Hadad konge. Han var søn af Bedad og kom fra byen Avit. Det var ham, der besejrede midjanitternes hær i Moabs land. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka konge. Da han døde, blev Shaul fra flodbyen Rehobot konge. Da han døde, blev Ba’al-Hanan, Ahbors søn, konge. Da han døde, blev Hadar fra Pau konge. Hans kone hed Mehetabel og var datter af Matred, som igen var datter af Mezahab.

⁴⁰ Slægtsoverhovederne i Esaus slægt hed Timna, Alva, Jetet, ⁴¹ Oholibama, Ela, Pinon, ⁴² Kenaz, Teman, Mibzar, ⁴³ Magdiel og Iram. Det område, som hver enkelt slægt boede i, overtog efterhånden slægtens navn.

Josefs drømme

37 Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. ² Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

³ Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. ⁴ Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

⁵ En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

⁶ „Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, ⁷ at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

⁸ „Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

⁹ Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” ¹⁰ Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” ¹¹ Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

¹² Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. ^13-14 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. ¹⁵ Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

¹⁶ „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

¹⁷ „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

¹⁸ Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

¹⁹ „Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. ²⁰ „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

²¹ Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. ²² Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. ²³ Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham ²⁴ og kastede ham i den udtørrede brønd. ²⁵ Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. ^26-27 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, ²⁸ så da de midjanitiske^[a] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

²⁹ Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene ³⁰ og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

³¹ Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel ³² og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

³³ Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” ³⁴ Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. ³⁵ Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

³⁶ I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Juda og Tamar

38 Omkring den tid rejste Juda hjemmefra og flyttede til Adullam, hvor han boede hos en mand ved navn Hira. ² Der mødte han en kana’anæisk pige—en datter af Shua—og giftede sig med hende. ³ Snart blev hun gravid og fødte en søn, som hun kaldte Er. ⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Onan. ⁵ Derefter fødte hun endnu en søn, som hun kaldte Shela. På det tidspunkt boede de i Kezib.

⁶ Da Er var blevet voksen, fandt Juda en kone til ham. Hun hed Tamar. ⁷ Men Er var en ond mand, og derfor lod Herren ham dø. ⁸ Da sagde Juda til Ers bror Onan: „Gift dig med Tamar, og opfyld din forpligtelse til din afdøde bror, så han kan få en arving.”

⁹ Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden. På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en arving. ¹⁰ Det blev Herren vred over, og derfor lod han også Onan dø.

¹¹ Da sagde Juda til sin svigerdatter Tamar: „Rejs hjem til dine forældre og lev som enke, indtil min søn Shela bliver gammel nok til at gifte sig med dig.” Juda var nemlig bange for, at hans yngste søn også skulle dø ligesom de to andre, hvis han blev gift med hende. Så rejste Tamar hjem til sine forældre.

¹² Nogen tid efter døde Judas kone. Da sørgetiden var overstået, tog Juda og hans ven, adullamitten Hira, af sted til Timna for at overvåge fåreklipningen. ¹³ Da Tamar hørte, at hendes svigerfar var på vej til fåreklipningen i Timna, ¹⁴ lagde hun sit enketøj til side, hyllede sig i et slør, så det skjulte hendes ansigt og satte sig ved vejen, der førte ind til landsbyen Enajim på vej til Timna. Hun var nemlig godt klar over, at hun aldrig ville blive gift med Shela, som i mellemtiden var blevet voksen.

¹⁵ Da Juda kom forbi og fik øje på hende, troede han, at hun var prostitueret, fordi hendes slør dækkede hele ansigtet. ¹⁶ Han gik hen til hende og spurgte, om han måtte ligge med hende, uden at vide, at hun var hans svigerdatter.

„Hvor meget vil du give mig for det?” spurgte hun.

¹⁷ „Jeg kan sende dig et gedekid,” svarede han.

„Hvad giver du mig i pant, så jeg kan være sikker på, at du sender det?” spurgte hun.

¹⁸ „Hvad vil du have?” spurgte han tilbage.

„Giv mig dit segl og snoren, som det hænger i, og så den vandrestav, du har i hånden,” svarede hun. Så gav han hende tingene, og hun lå med ham og blev gravid. ¹⁹ Bagefter gik hun hjem, tog sløret af og skiftede til sit enketøj.

²⁰ Juda bad nu sin ven, adullamitten Hira, om at bringe gedekiddet til hende og samtidig hente de ting tilbage, som han havde givet i pant, men Hira kunne ikke finde hende. ²¹ Til sidst spurgte han nogle mænd i byen: „Hvor bor den prostituerede, som sad ved vejen uden for byen?”

„Der har aldrig været en prostitueret på det sted,” svarede de. ²² Så vendte Hira tilbage til Juda og fortalte, at han ikke kunne finde pigen, og at mændene havde sagt, der ikke var nogen prostitueret der.

²³ „Så lad hende beholde sit pant,” sagde Juda. „Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne. Hvis vi går tilbage igen, bliver vi da helt til grin.”

²⁴ Omkring tre måneder senere fik Juda at vide, at hans svigerdatter Tamar var blevet gravid som følge af prostitution.

„Tag hende uden for byen og brænd hende!” sagde Juda.

²⁵ Men da de førte hende ud til bålet, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: „Det er ejeren af dette segl, denne snor og denne vandrestav, der har gjort mig gravid. Se godt efter! Genkender du pantet?”

²⁶ Juda måtte indrømme, at tingene tilhørte ham. Da tilstod han: „Hun har retten på sin side, for jeg opfyldte ikke mit løfte og gav hende ikke til min søn Shela.” Men han lå aldrig med hende igen.

²⁷ Da tidspunktet kom, hvor hun skulle føde, viste det sig, at det var tvillinger. ²⁸ Under presseveerne kom der en hånd frem, og jordemoderen bandt en rød snor om hånden for at markere, hvem der var kommet først. ²⁹ Men barnet trak hånden tilbage, og det var den anden, som blev født først. „Som han dog bryder igennem,” udbrød jordemoderen, og derfor gav man ham navnet Peretz.^{[b] 30} Bagefter blev drengen med den røde snor om håndleddet født. Han kom til at hedde Zerach.

²¹ Søskende vil angive hinanden—også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. ²² Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. ²³ Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.

²⁴ Husk at en lærling ikke står over sin mester—en tjener står ikke over sin herre. ²⁵ Lærlingen må acceptere, at det går ham som hans mester—og tjeneren, at han deler skæbne med sin herre. Når jeg, der er jeres mester, bliver kaldt for Djævelen selv, hvad vil de så ikke kalde jer?

²⁶ Men I skal ikke være bange for dem, for alt, hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. ²⁷ Hvad jeg fortæller jer i det skjulte, skal I fremsige offentligt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I proklamere, så alle kan høre det. ²⁸ Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede.

²⁹ Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det. ³⁰ Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. ³¹ Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

³² De, der åbent og offentligt vedkender sig mig, vil jeg også åbent vedkende mig over for min Far i Himlen. ³³ Men de, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for min Far i Himlen.

³⁴ At jeg er kommet til denne jord, betyder ikke, at der fra nu af er fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid, helt ind i familiens inderkreds, som der står skrevet:

³⁷ Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. ³⁸ Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv^[b] for at følge mig, er mig ikke værd. ³⁹ Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt.

⁴⁰ De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. ⁴¹ De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. ⁴² Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin løn.”