Old/New Testament

Folket ankommer til Guds bjerg

19 Nøjagtigt to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, ankom de til Sinaiørkenen. ² De havde flyttet lejren fra Refidim og var nu kommet til Sinaiørkenen, hvor de slog lejr ved foden af bjerget.^{[a] 3} Moses gik op ad bjerget for at mødes med Gud, og Herren råbte til Moses fra bjergets top:

„Sig til israelitterne, Jakobs efterkommere: ⁴ ‚I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hertil. ⁵ Hvis I vil adlyde mig og overholde jeres del af pagten, vil jeg udvælge jer blandt alle folkeslagene til at være mit eget folk, for hele jorden tilhører mig. ⁶ I skal være et indviet folk, et folk, der adlyder mig som jeres konge og tilbeder mig som jeres Gud.’ Sådan skal du sige til israelitterne.”

⁷ Da Moses kom ned fra bjerget, kaldte han folkets ledere sammen og fortalte dem, hvad Herren havde sagt. ⁸ Alle som én svarede de: „Vi vil nøje følge Herrens befalinger og gøre alt, hvad han siger.” Moses gik så tilbage til Herren med deres svar. ⁹ Da sagde Herren: „Jeg vil komme til dig i en tæt sky, så folket kan høre mig tale til dig, og så de for fremtiden vil have fuld tillid til dig.” Da Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, sagde Herren: ¹⁰ „Gå ned til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres tøj. ¹¹ De skal holde sig parat til i overmorgen, for da vil jeg stige ned på Sinaibjerget for øjnene af dem. ¹² Du skal også lave afspærringer omkring bjerget og advare dem om, at de ikke må gå op ad bjerget. De må ikke engang røre ved foden af bjerget. Enhver, der rører bjerget, er dødsens. ¹³ Hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr, så skal de straks stenes eller skydes med pile, for ingen må røre ved dem. Folket må holde sig på afstand af bjerget, indtil de hører en langtrukken lyd som fra et vædderhorn. Derefter skal de samles ved foden af bjerget.”

¹⁴ Så gik Moses tilbage til folket og fortalte dem, at de skulle vaske både sig selv og deres tøj. ¹⁵ „Gør jer parat!” sagde han, „for om to dage vil Herren åbenbare sin herlighed. Indtil da må I også give afkald på seksuelt samvær.”

¹⁶ Om morgenen på den tredje dag^[b] kom et voldsomt uvejr med lyn og torden. En tæt sky sænkede sig over bjerget, og der hørtes en høj og langtrukken lyd som fra et vædderhorn, så alle i lejren skælvede. ¹⁷ Da førte Moses folket ud af lejren for at møde Gud, og de stillede sig op ved bjergets fod. ¹⁸ Sinaibjerget var indhyllet i røg, fordi Herren var ved at stige ned på bjerget som en flammende ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget rystedes af voldsomme jordskælv, ¹⁹ mens lyden fra vædderhornet voksede i styrke. Så talte Moses, og Gud tordnede sit svar tilbage, så alle kunne høre det. ²⁰ Da Herren var nået ned til toppen af Sinaibjerget, kaldte han Moses op til sig. Og Moses gik op til Gud.

²¹ Herren sagde til Moses: „Gå ned og advar folket, så de ikke bryder igennem afspærringen. De må ikke komme herop for at se mig, og hvis nogen gør det, vil de dø. ²² Selv præsterne, som er vant til at komme i min nærhed, skal jo gennemgå renselsesritualerne og hellige sig, for at jeg ikke skal tilintetgøre dem.”

²³ „Jamen, folket vil ikke komme op på bjerget,” indvendte Moses. „Du har jo sagt, de ikke må! Du befalede mig at afspærre bjerget som forbudt område.”

²⁴ Men Herren sagde: „Gå nu ned og tag Aron med herop. Advar dem om, at hverken præsterne eller folket må overskride grænsen og forsøge at komme herop, for så vil jeg tilintetgøre dem.”

²⁵ Så gik Moses ned til folket og fortalte, hvad Gud havde sagt.

De ti bud

20 Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:

² „Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

³ Du må ikke tilbede andre end mig.

⁴ Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. ⁵ Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. ⁶ Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

⁷ Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

⁸ Du skal holde hviledagen hellig. ⁹ Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, ¹⁰ men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. ¹¹ Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den hellig.

¹² Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.

¹³ Du må ikke begå drab.

¹⁴ Du må ikke bryde ægteskabet.

¹⁵ Du må ikke stjæle.

¹⁶ Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

¹⁷ Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.”

¹⁸ Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. ¹⁹ Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”

²⁰ „I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”

²¹ Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

Afguder og altre

²² Herren sagde nu til Moses: „Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen. ²³ Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.

²⁴ De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og takofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer. ²⁵ Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem. ²⁶ Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.

Om tilgivelsens nødvendighed

²¹ „Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” ²² „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange!^{[a] 23} Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. ²⁴ Den første skyldte ham et millionbeløb.^{[b] 25} Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. ²⁶ Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ ²⁷ Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.

²⁸ Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.^[c] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. ²⁹ Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ ³⁰ Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.

³¹ De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. ³² Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. ³³ Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ ³⁴ Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.

³⁵ Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.