Old/New Testament
Den første påske
12 Mens de stadig var i Egypten, sagde Herren til Moses og Aron: 2 „Fra nu af skal denne måned være den første måned i jeres kalender. 3 Bekendtgør for hele folket, at på den 10. dag i denne første måned skal hvert familieoverhoved udvælge et lam eller et gedekid til ofring. 4 Hvis en familie er for lille til at spise et helt dyr, kan den dele det med en anden familie i nabolaget, afhængigt af hvor mange medlemmer der er i hver familie, og hvor meget den enkelte kan spise. 5 Dyret skal være et etårs handyr—enten et lam eller et gedekid—og det må ikke have nogen fysisk defekt. 6 Pas godt på det indtil om aftenen på den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr. 7 De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises. 8 Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til. 9 Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, lår og indmad. 10 Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.
11 I skal spise det i al hast—iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav i hånden, for det er Herrens påskefest.
12 Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren! 13 Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi[a] det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.
14 Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren. 15 I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk. 16 På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde—udover madlavning.
17 Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt. 18 Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød. 19 I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer. 20 Jeg gentager: I de syv dage må I—hvor I end bor—ikke spise noget som helst, der er tillavet med surdej, men kun usyrnet brød.”
21 Da kaldte Moses alle Israels ledere sammen og sagde til dem: „Sig til alle israelitiske familieoverhoveder, at de skal gå ud til deres småkvæg og hente et lam eller gedekid, som de kan slagte. Det bliver deres påskeoffer. 22 De skal lade blodet løbe fra i en balje. Så skal de tage nogle isopgrene, dyppe dem i blodet og slå dem mod overliggeren og siderne af dørkarmen, så de bliver farvet af blodet. Og husk, at ingen må gå uden for en dør, før det bliver morgen, 23 for i nat vil Herren gå gennem landet og slå egypterne ihjel. Men når han ser blodet på jeres dørkarme, vil han gå forbi og ikke tillade ødelæggeren at trænge ind og slå jeres førstefødte sønner ihjel.
24 Husk, at disse forordninger er permanente, og skal overholdes af jer og jeres efterkommere i fremtiden. 25 Når I kommer ind i det land, som Herren har lovet jer, skal I fortsætte med at højtideligholde påskefesten. 26 Så vil jeres børn spørge: ‚Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’ 27 Og I skal svare: ‚Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.
28 Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron. 29 Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø. 30 Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
Afrejsen fra Egypten
31 I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. „Tag af sted,” sagde han, „forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker. 32 Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
33 Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: „Ellers ender det med, at vi alle dør.” 34 Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre. 35 Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt, 36 og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.
37 Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods. 38 Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg. 39 Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.
40 Israels folk havde boet i Egypten i 430 år, 41 og det var faktisk på den sidste dag af de 430 år, at Herrens folk forlod landet. 42 Denne sidste nat i Egypten vågede Herren over sit folk for at redde dem ud af deres slavetilværelse, og derfor skal israelitterne hvert år i fremtiden våge for Herren på denne nat.
Regler for påskehøjtiden
43 Herren sagde til Moses og Aron: „De følgende regler for påskehøjtiden skal nøje overholdes: Ingen fremmed må spise af jeres påskeoffer. 44 Slaver, som I har anskaffet jer, må deltage i spisningen, hvis de er blevet omskåret som tegn på, at de så er blevet en del af Israels folk. 45 Men lejede slaver og fremmede, som midlertidigt bor hos jer, må ikke deltage. 46 De, som spiser offerdyret, skal spise det sammen i ét hjem. I må ikke bære noget af kødet uden for det hjem, og I må heller ikke brække offerdyrets knogler i stykker. 47 Hele Israels folk skal fejre den her mindefest samtidig.
48 Hvis der bor fremmede iblandt jer, og de ønsker at fejre påskehøjtiden med jer, skal alle mændene først omskæres. Derefter kan de fejre påske med jer, for de skal få de samme rettigheder, som hvis de var født ind i Israels folk. Men en uomskåret mand må ikke spise af offerdyret. 49 Det gælder alle, hvad enten de er israelitter eller fremmede, som bor iblandt jer.”
50 Israelitterne fulgte de retningslinier, som Herren havde givet Moses og Aron. 51 Den dag førte Herren Israels folk ud af Egyptens land, stamme for stamme.
De førstefødte tilhører Herren
13 Herren gav også Moses følgende befaling: 2 „Alle Israels førstefødte sønner skal indvies til mig—også alle førstefødte handyr. De skal tilhøre mig.”
3 Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.
4-5 Denne dag i aviv[b] måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor—det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. 6-7 I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. 8 Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer—nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. 9 Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.
10 I skal fejre påske hvert år i aviv måned. 11 Og når Herren fører jer ind i kana’anæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre, 12 skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham. 13 Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.
14 I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‚Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten. 15 Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’ 16 Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”
Skyen, der går foran folket
17-18 Da Farao endelig lod israelitterne rejse, førte Gud dem ikke gennem filistrenes land, skønt det var den mest direkte vej fra Egypten til Kana’ans land. Gud sagde: „Folket kunne miste modet og ønske at vende tilbage til Egypten, når der bliver kampe undervejs.” I stedet førte han dem ad en omvej gennem ørkenen i retning mod Det Røde Hav. Israelitterne forlod Egypten i grupper på 50 familier.[c]
19 Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.
20 Efter deres første stop i Sukkot slog de lejr ved Etam i udkanten af ørkenen. 21 Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten. 22 Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.
De religiøse ledere nægter at tro på Jesus som Messias(A)
16 Farisæerne og saddukæerne opsøgte nu Jesus for at stille ham på prøve. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. 2 Jesus svarede: „Om aftenen siger I: ‚Det bliver fint vejr i morgen, for himlen er rød.’ 3 Og om morgenen siger I: ‚Det bliver stormvejr i dag, for himlen er både rød og mørk.’ Hvordan vejret bliver, kan I aflæse på himlen—men tidens tegn kan I ikke tyde! 4 Visse mennesker er onde og vantro. De forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men de får ikke andet tegn end Jonastegnet.” Så vendte Jesus dem ryggen og sejlede ud på søen igen sammen med sine disciple.
Advarsel mod at følge de religiøse lederes eksempel(B)
5 Da de var landet på den anden side af søen, kom disciplene i tanke om, at de havde glemt at tage brød med.
6 „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra farisæerne og saddukæerne,” sagde Jesus. 7 Disciplene snakkede sammen om, at det nok var, fordi de havde glemt at tage brød med.
8 Jesus var godt klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvor er jeres tro dog lille!” sagde han. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med? 9 Har I stadig ingenting forstået? Har I helt glemt de 5000 mennesker, som jeg bespiste med fem brød? Og alle de kurve fulde af brødrester, der blev tilovers? 10 Eller de syv brød til de 4000 og alle de kurve med mad, der blev tilovers? 11 Hvordan kan I så tro, at jeg tænker på, om vi har brød nok? Nej, I skal være på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.” 12 Så gik det op for dem, at det ikke var den bogstavelige surdej, han advarede dem imod, men farisæernes og saddukæernes lære.
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(C)
13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
14 „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”
15 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
16 Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”
17 „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18 Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen[b] vil aldrig kunne få magten over den. 19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”[c]
20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.[d]
Messias som den lidende Frelser(D)
21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag[e] ville blive oprejst fra de døde.
22 Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”
23 Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(E)
24 Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.[f] 25 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 26 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? 27 En dag vil Menneskesønnen komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da vil han dømme ethvert menneske efter dets handlinger.”
28 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Menneskesønnen komme med sit herredømme!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.