Old/New Testament
Hebræiske slaver
21 Giv Israels folk følgende forordninger:
2 Hvis du køber dig en hebræisk slave, må du kun beholde ham i seks år. I det syvende år skal han frigives uden betaling. 3 Hvis han kom til dig som ugift, men i mellemtiden har giftet sig, er det kun ham selv, der skal frigives. Men hvis han i forvejen var gift, skal hans kone frigives sammen med ham. 4 Hvis du har givet ham en kone i hans slavetid, og han og konen har fået børn, tilhører konen og børnene dig, men han selv skal frigives. 5 Men hvis slaven erklærer: ‚Jeg elsker min herre, min kone og mine børn, så jeg ønsker ikke at blive frigivet,’ 6 så skal du overgive ham til Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen og gennembore hans øre med en syl, hvorefter han skal være din slave på livstid.
7 Hvis en mand derimod sælger sin datter som slave, skal hun ikke frigives efter de seks år sådan som en mandlig slave. 8 Men hvis hendes herre gifter sig med hende og senere ikke er tilfreds med hende, skal han give hende mulighed for at blive købt fri af sin far. Han har ikke lov til at sælge hende videre til andre. 9 Hvis han lader sin søn gifte sig med hende, skal han respektere hende som sin egen datter. 10 Hvis han selv senere tager sig en kone nummer to, må han ikke nægte sin slavekone mad, tøj og ægteskabelige rettigheder. 11 Opfylder han ikke disse krav, skal hun frigives uden betaling.
Personlig overlast
12 Enhver, der begår drab, skal selv lide døden. 13 Men er det uagtsomt manddrab, vil jeg anvise steder, hvor en sådan person kan søge beskyttelse imod at blive dræbt som hævn. 14 Er det derimod overlagt mord, skal han lide døden, også selv om han søger beskyttelse ved Herrens alter.
15 Enhver, der angriber sin far eller mor, skal lide døden.
16 Enhver, der kidnapper en anden, skal dø, uanset om han har solgt sit offer eller beholdt ham.
17 Enhver, der forbander sin far eller mor, skal lide døden.
18 Hvis to mænd kommer op at slås, og den ene rammer den anden med en sten eller med en knytnæve og kvæster ham, så han må holde sengen, 19 og hvis det ikke er værre, end at han kan gå omkring, om nødvendigt støttet til sin stok, så skal gerningsmanden ikke straffes ud over at betale for offerets tabte arbejdsfortjeneste og i øvrigt afholde udgifterne til medicin og lægehjælp.
20 Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave så hårdt med en kæp, at vedkommende dør, skal han straffes. 21 Men hvis slaven kommer sig efter en dag eller to, skal slavens herre ikke straffes, for den tabte arbejdsfortjeneste er straf i sig selv.
22 Hvis to mænd under et slagsmål kommer til at støde til en gravid kvinde, så barnet bliver født, men der ellers ikke sker noget, skal den skyldige betale erstatning, efter hvad kvindens mand forlanger, og domstolene kan godkende.
23 Hvis en person gør en anden fortræd, skal han straffes i forhold til den skade, han har forvoldt: liv for liv, 24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, 25 brandsår for brandsår, læsion for læsion, skramme for skramme.
26 Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave i øjet, så øjet bliver ødelagt, skal han frigive slaven som erstatning for øjet. 27 Hvis en mand slår en tand ud på sin mandlige eller kvindelige slave, skal han frigive slaven som erstatning for tanden.
28 Hvis en tyr stanger en mand eller kvinde ihjel, skal den stenes, og dens kød må ikke spises, men tyrens ejer skal ikke straffes for ulykken. 29 Men hvis den samme tyr tidligere har stanget nogen, og ejeren er blevet advaret, men ikke har taget nogen forholdsregler, og den så stanger nogen ihjel, skal den stenes og ejeren skal lide døden. 30 Dog kan han beholde livet, hvis den dødes slægtninge vil gå med til at acceptere en løsesum som erstatning.
31 Samme lov gælder, hvis tyren stanger en dreng eller en pige, 32 men hvis den stanger en mandlig eller kvindelig slave, skal slavens herre have en erstatning på 30 sølvstykker, og tyren skal stenes.
33 Hvis en mand tager dækslet af en cisterne eller graver en brønd og ikke dækker hullet til, og en ko eller et æsel falder i brønden, 34 skal han betale fuld erstatning for det døde dyr, men så tilhører det også ham.
35 Hvis en mands tyr stanger en anden mands tyr ihjel, skal de to ejere sælge den levende tyr og dele pengene imellem sig, og de skal også deles om den døde tyr. 36 Men hvis det er kendt, at tyren før har villet stange, og ejeren ikke har taget nogen forholdsregler, skal han betale fuld erstatning for den døde tyr, som så bliver hans ejendom.
Tyveri, ansvar og skadeserstatninger
22 1-3 Hvis en mand stjæler et får eller en ko og så slagter dyret og sælger kødet, skal han betale fem køer i erstatning for den stjålne ko, og fire får i erstatning for et stjålet får.[a] Men hvis det stjålne dyr findes levende i hans besiddelse, kan han nøjes med at erstatte det med to dyr for ét, hvad enten det drejer sig om en ko, et æsel, eller et får. Tyven skal betale fuld erstatning for det stjålne, og kan han ikke det, skal han sælges som slave for at kunne betale sin gæld. Hvis en tyv bliver taget på fersk gerning, mens han bryder ind i et hus om natten og bliver slået ihjel, skal den, der slog ham ihjel, ikke dømmes skyldig for drabet. Sker det derimod ved højlys dag, skal drabet regnes for mord og den skyldige dømmes. 4 Hvis en mand lader sine husdyr græsse uden at passe på dem, så de går ind i en anden mands vingård eller på hans kornmark, skal han med det bedste af sin egen avl betale en erstatning, der svarer til den skade, dyrene har forvoldt.
5 Hvis en mand brænder stubbe og halm af på sin høstede mark uden at passe på, så ilden breder sig via tjørnekrattet i hegnet og brænder naboens korn eller neg, eller hele hans mark svides af, så skal den, der antændte ilden, betale erstatning for den ødelagte afgrøde.
6 Hvis en mand overlader penge eller anden ejendom i en vens varetægt, og det stjæles fra vennens hus, skal tyven betale dobbelt erstatning, hvis man får fat i ham. 7 Kan man ikke finde ham, skal den mand, som fik værdierne overdraget, træde frem for Gud[b] og aflægge ed, så det kan afgøres, om det er ham, der har forgrebet sig på sin vens ejendom.
8 I tilfælde af at en mand mister sine husdyr, sit tøj eller anden ejendom og påstår at have fundet det tabte hos en anden, der imidlertid nægter at have stjålet det, skal begge parter træde frem for Gud[c] og aflægge ed, for at det kan afgøres, hvem der er skyldig, og den skyldige skal så betale dobbelt så meget tilbage, som han tog.
9 Hvis en mand beder en ven om at passe et af sine husdyr, og dyret dør, forsvinder eller kommer til skade, uden at der er vidner på det, 10 skal vennen ind for Herren sværge på, at han er uskyldig. Så skal dyrets ejer acceptere sin vens ord, og vennen er fritaget for at skulle betale erstatning. 11 Men hvis det viser sig, at han har stjålet det fra sin ven, skal han betale ejeren fuld erstatning. 12 Hvis dyret derimod er blevet dræbt af vilde dyr, skal han bringe resterne af dyret som bevis herpå, og da skal han ikke afkræves erstatning.
13 Hvis en mand låner et dyr af en ven, og dyret dør eller kommer alvorligt til skade, uden at ejeren er til stede, da skal den, der lånte dyret, betale fuld erstatning. 14 Men hvis ejeren er til stede, skal der ikke betales erstatning. I tilfælde af at dyret er lejet, skal der heller ikke betales erstatning, for låneren er beskyttet under lejeaftalen og har allerede betalt sin leje.
Socialt ansvar
15 Hvis en mand forfører en pige, der er jomfru, men ikke forlovet med nogen, og han går i seng med hende, skal han betale brudeprisen og gifte sig med hende. 16 Hvis pigens far nægter at give sit samtykke til ægteskabet, skal manden alligevel betale et beløb, der svarer til brudeprisen for en jomfru.
17 En kvinde, der øver trolddom, skal lide døden.
18 Enhver, der har sex med et dyr, skal dø.
19 Døm til døden enhver, der ofrer til andre guder end Herren.
20 I må ikke undertrykke eller forulempe en udlænding. Husk på, at I selv boede som udlændinge i Egypten.
21 Udnyt heller ikke enker eller forældreløse børn. 22 Gør I det, og de råber til mig om hjælp, vil jeg høre dem og straks gribe ind. 23 Min vrede vil blusse op, og I skal blive tilintetgjort af fjendehære, så jeres koner bliver enker, og jeres børn bliver faderløse.
24 Hvis I låner penge til en fattig nabo, må I ikke kræve renter, som andre pengeudlånere gør. 25 Tager I hans kappe i pant, skal I aflevere den til ham igen inden aften, 26 for den kappe er sandsynligvis det eneste, han har at tage over sig om natten. Det er den, han bruger som tæppe. Hvad skal han ellers varme sig med? Leverer I den ikke tilbage, og han råber til mig for at få hjælp, vil jeg høre ham og gribe ind, for jeg er en barmhjertig Gud.
27 Du må ikke forbande din Gud eller dit folks ledere.
28 Giv mig villigt offergaver af dit korn og din vin.
Hold ikke løsesummen for din førstefødte søn tilbage. 29 Giv mig også de førstefødte af dine får og dit kvæg. Lad dem blive hos moderen i syv dage, men giv dem til mig på ugedagen efter fødslen.
30 I skal være et helligt folk. Derfor må I ikke spise kød fra husdyr, som er blevet dræbt af rovdyr. Giv det i stedet til hundene.
Om ægteskab og skilsmisse(A)
19 Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. 2 Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.
3 Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” 4-5 Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét?[a] 6 Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”
7 „Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?”[b] fortsatte farisæerne.
8 „Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. 9 „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”
10 „Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. 11 „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. 12 „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”
Hvordan man får adgang til Guds rige(B)
13 Derefter bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. 14 „Lad børnene være i fred,” sagde Jesus. „I må ikke hindre dem i at komme til mig, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.” 15 Så lagde han hænderne på dem og velsignede dem. Derefter brød de alle op og gik videre.
Hvordan man får det evige liv(C)
16 Så kom der en mand og spurgte: „Mester, sig mig: Hvad godt skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?”
17 „Hvorfor spørger du mig om det gode?” svarede Jesus. „Der er jo kun én, der er god, nemlig Gud selv. Men hvis du ønsker at gå ind til livet, så hold Guds bud.”
18 „Hvilke bud tænker du på?” spurgte manden.
„Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, 19 du skal ære din far og din mor—og du skal elske din næste som dig selv.”
20 „Dem har jeg overholdt alle sammen,” svarede den unge mand. „Er der mere, jeg skal gøre?”
21 „Hvis du virkelig vil opnå det fuldkomne liv, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!”
22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.
23 Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. 24 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
25 Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. 26 Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”
Lønnen for at følge Jesus(D)
27 „Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.
28 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. 29 Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen—og de skal få det evige liv! 30 Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.