Old/New Testament
Gennem Det Røde Hav
14 Derefter sagde Herren til Moses: 2 „Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol[a] og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Ba’al-Zefon, 3 så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og gået i en fælde mellem ørkenen og havet. 4 Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren.”
Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.
5 Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. 6 Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem 7 i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.
8 Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.[b] 9 Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Ba’al-Zefon.
10 Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. 11 Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? 12 Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”
13 Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! 14 Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”
15 Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. 16 Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. 17 Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. 18 Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren!”
19 Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, 20 så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten.
21 Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. 22 Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. 23 Men alle Faraos heste, vogne, og ryttere fulgte efter dem ud i havet.
24 I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. 25 Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.”
26 Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” 27 Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme.
28 Vandet dækkede alle vognene og rytterne—ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. 29 Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet beskyttede dem på begge sider.
30 Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden. 31 Da israelitterne så Herrens vældige magt demonstreret på egypterne, blev de fyldt af dyb ærefrygt for Gud, og de gav udtryk for deres tillid til ham—og til hans tjener Moses.
Moses’ sang
15 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
Jeg vil synge for Herren,
ophøje ham for hans herlige sejr.
Han fældede hest og rytter,
kastede dem i havets dyb.
2 Herren er min styrke og glæde,
han er den, som frelser mig.
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,
mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.
3 Herren er en vældig kriger,
Herren er hans navn.
4 Faraos vogne og hære blev opslugt af havet,
hans folk forsvandt i Det Røde Hav.
5 Bølgerne slog hen over dem,
de sank som sten i havets dyb.
6 Herre, din højre hånd er stærk,
du knuser dine fjender.
7 Med din vældige magt vandt du
over dem, som var imod dig.
Din vrede flammede op
og fortærede dem som halmstrå.
8 Ved dit åndepust hobede vandet sig op,
de brusende vande stod som en mur,
og havbunden tørrede ind.
9 Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem,
indhenter dem og udrydder dem.
Jeg plyndrer dem og uddeler byttet,
jeg stiller min hævntørst på dem.
Jeg trækker mit sværd af skeden,
med magt vil jeg udrydde dem.”
10 Men du pustede, og havet dækkede dem.
De sank som bly i de vældige vande.
11 Hvem er som du blandt guder, Herre?
Hvem er som du, hellig og herlig,
forfærdelig i stråleglans,
forunderlig i styrke?
12 Du løftede din hånd,
og jorden opslugte vores fjender.
13 Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.
Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.
14 Folkeslagene hører om det og skælver,
filistrene overvældes af frygt.
15 Edoms høvdinge forfærdes,
Moabs fyrster ryster.
Kana’ans beboere taber modet.
16 Rædsel og angst overvælder dem.
De står tavse af frygt med forstenede ansigter,
indtil dit folk er gået forbi, Herre,
til dit frikøbte folk er nået hjem.
17 Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,
det sted, som skal blive din bolig, Herre,
den helligdom, du selv vil bygge.
18 Herren er konge, evig og altid!
19 Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. 20 Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. 21 Mirjam sang:
Syng for Herren,
han er større end alle andre.
Hest og rytter
kastede han i havets dyb.
Det bitre vand i Mara og Elims friske kilder
22 Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. 23 Da de kom til Mara,[c] fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. 24 Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.
25 Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.
Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: 26 „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”
27 Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)
17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. 2 Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. 3 Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. 4 „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
5 Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”
6 Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. 7 Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” 8 Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.
9 På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?(B)
10 Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
11 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.[a] 12 Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”
13 Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.
Alt er muligt for den, som tror(C)
14 Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. 15 „Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,[b] og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. 16 Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”
17 „Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” 18 Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.
19 Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
20 „På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. 21 Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”[c]
Jesus taler igen om sin død og opstandelse(D)
22-23 Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.
Om at betale skat til templet
24 Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.
25 „Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.
Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”
26 „Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. 27 Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.