Old/New Testament

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. ² Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. ³ Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

⁴ „Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

⁵ „Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

⁶ „Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

⁷ „Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

⁸ „Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

⁹ Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. ¹⁰ Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. ^11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. ¹³ Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. ¹⁴ Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, ¹⁵ sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” ¹⁶ Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. ¹⁷ Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. ¹⁸ Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

¹⁹ „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

²⁰ Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. ²¹ Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

²² Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. ²³ Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. ²⁴ Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. ²⁵ Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

²⁶ „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. ²⁷ Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

²⁸ Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. ²⁹ Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. ³⁰ Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

³¹ Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. ³² Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.^[a] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” ³³ Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.^[b] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. ³⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.^[c] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” ³⁵ Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.^[d] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. ² Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”

³ Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” ⁴ Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. ⁵ Hun blev gravid og fødte en søn. ⁶ Rakel kaldte ham Dan.^[e] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” ⁷ Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. ⁸ Rakel kaldte ham Naftali.^[f] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”

⁹ I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, ¹⁰ og Zilpa fødte snart en søn, ¹¹ som Lea kaldte Gad.^[g] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. ¹² Zilpa fødte endnu en søn, ¹³ som Lea kaldte Asher.^[h] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”

¹⁴ En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,^[i] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. ¹⁵ Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

¹⁶ Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. ¹⁷ Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. ¹⁸ Ham kaldte hun Issakar.^[j] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. ¹⁹ Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. ²⁰ Hun kaldte ham Zebulon.^[k] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” ²¹ Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.

²² Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. ^23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.^[l] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”

Jakobs velstand

²⁵ Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. ²⁶ Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”

²⁷ „Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. ²⁸ Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”

²⁹ Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. ³⁰ Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”

³¹ „Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.

Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: ³² Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. ³³ For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”

³⁴ „Det er en aftale!” sagde Laban, ³⁵ men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle dyr med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner ³⁶ og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.

³⁷ Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. ³⁸ Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. ³⁹ Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. ⁴⁰ Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. ⁴¹ Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, ⁴² men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. ⁴³ Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(A)

9 Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. ² Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”

³ „Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”

⁴ Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt? ⁵ Hvad er lettest at sige: ‚dine synder er tilgivet’ eller: ‚rejs dig op og gå på dine ben’? ⁶ Jeg vil nu vise jer, at Menneskesønnen^[a] har magt på jorden til at tilgive synder. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!’ ” ⁷ Manden rejste sig da og gik sin vej.

⁸ Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(B)

⁹ Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.

¹⁰ Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. ¹¹ Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”

¹² Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. ¹³ Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’^[b] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære^(C)

¹⁴ En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”

¹⁵ Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.

¹⁶ Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker. ¹⁷ Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”