Old/New Testament

Ondskabens konsekvens

7 Da Noa var færdig med at bygge arken, sagde Herren til ham: „Du og din familie skal gå om bord i arken, for du er den eneste, jeg kan acceptere blandt menneskene på jorden. ^2-3 Af alle slags fugle og de dyr, der bruges til ofringer og til mad, skal du tage syv par, en han og en hun, for at de siden hen kan formere sig på jorden. Af de øvrige dyr skal du kun tage ét par, en han og en hun. ⁴ Om syv dage vil jeg sende regn, og det vil blive ved at regne uden ophør i 40 dage.^[a] Jeg vil udrydde alle levende væsener fra jordens overflade.”

⁵ Noa gjorde, som Herren havde befalet ham: ^6-11 Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, ¹² og det regnede uafbrudt i de næste 40 dage. ¹³ På den dag, da regnen begyndte, gik Noa ind i arken sammen med sin kone og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. ¹⁴ Alle de forskellige dyr var allerede kommet ind i arken, både de tamme og vilde dyr og fuglene, ¹⁵ ja, alt, hvad der kunne trække vejret, ¹⁶ sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem.

¹⁷ I 40 dage blev vandet ved med at stige, og arken flød på vandet. ¹⁸ Vandet steg og steg, ¹⁹ indtil de højeste bjerge stod under vand. ²⁰ Vandet nåede mere end 7 meter over bjergtoppene. ^21-22 Alt levende på landjorden omkom—både dyr og mennesker. ²³ Kun Noa overlevede—og sammen med ham alle dem, som var i arken.

²⁴ I 150 dage var jorden i vandmassernes vold.

En ny begyndelse

8 ^1-2 Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i arken. Han standsede vandstrømmen fra jordens indre og lukkede himlens sluser, så styrtregnen holdt op. Samtidig sendte han en vind, så vandet begyndte at synke. ³ Vandet sank lidt efter lidt, og efter at arken i 150 dage havde været prisgivet vandmasserne, ⁴ gik den på grund i Ararats bjerge. Det skete den 17. dag i den syvende måned. ⁵ Vandet fortsatte langsomt med at synke. Først i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.

⁶ Noa ventede i endnu 40 dage. Derefter åbnede han en luge ⁷ og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. ⁸ Derefter sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land, ⁹ men duen fandt ingen steder at lande. Vandet stod endnu for højt, så den vendte tilbage til arken. Noa rakte hånden ud og tog duen ind igen.

¹⁰ Syv dage senere sendte Noa duen af sted for anden gang, ¹¹ og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Så var Noa klar over, at jorden var ved at blive tør. ¹² En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.

¹³ På den første dag i den første måned i det år, Noa fyldte 601 år, fjernede han noget af arkens tag og så, at det meste af vandet var væk. ¹⁴ Men først to måneder senere var jorden tilstrækkelig tør, så de kunne gå ud.

¹⁵ Så sagde Gud til Noa: ¹⁶ „Gå ud af arken med din kone, dine sønner og deres koner ¹⁷ og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og sprede sig over jorden.” ¹⁸ Noa forlod da arken sammen med sin kone, sine sønner og deres koner. ¹⁹ Og alle dyrene forlod arken parvis.

²⁰ Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene^[b] dyr og fugle til Herren. ²¹ Brændofferet behagede Herren, og han sagde til sig selv: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, selvom deres tanker er onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. ²² Så længe jorden står, skal forår og efterår, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.”

Guds pagt med Noa

9 Gud velsignede Noa og hans sønner: „Formér jer og bliv mange!” sagde han. „Spred jer over jorden. ² Dyrene, fuglene og fiskene vil frygte for jer, fordi jeg har givet jer magt over dem. ³ Jeg har givet dem til jer, og I må gerne spise dem såvel som de grønne planter, jeg tidligere har givet jer. ⁴ Men fordi livet er i blodet, må I ikke spise kød, som stadig indeholder blod. ⁵ Menneskers livsblod vil jeg kræve hævn for. Ethvert dyr, som dræber et menneske, skal dø. ⁶ Ethvert menneske, der slår et andet menneske ihjel, skal henrettes for at have myrdet et levende væsen, som er skabt i Guds billede. ⁷ Formér jer og få mange børn så jeres efterkommere kan brede sig ud over hele jorden.”

⁸ Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: ⁹ „Jeg vil oprette min pagt med jer og jeres efterkommere ¹⁰ og med alle de dyr, som er kommet ud af arken sammen med jer: ¹¹ Jeg vil aldrig mere sende en oversvømmelse, som udsletter alt liv på landjorden. ¹² Og jeg vil give jer et synligt tegn på denne evige pagt, som jeg opretter med jer og alle levende væsener. ¹³ Jeg har sat min regnbue i skyerne. Den er tegn på mit evigtgyldige løfte til jer og til hele jorden. ¹⁴ Når jeg sender regn over jorden, og regnbuen kommer til syne, ¹⁵ så vil jeg huske mit løfte til jer og de andre levende væsener: at der aldrig igen vil komme en oversvømmelse, som ødelægger alt liv. ¹⁶ Når jeg ser regnbuen i skyerne, vil jeg huske min evige pagt med alle levende væsener på jorden. ¹⁷ Regnbuen er tegnet på denne pagt.”

Noas tre sønner

^18-19 Noas tre sønner, som var med i arken, hed Sem, Kam og Jafet, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning. Det var Kam, der blev stamfar til kana’anæerne.

²⁰ Noa dyrkede jorden, og han var den første, der plantede en vingård. ²¹ En dag drak han af vinen og blev stærkt beruset, så han smed tøjet og lå nøgen inde i sit telt. ²² Kam kom ind og så sin far nøgen. Han gik straks ud og fortalte sine brødre det. ²³ Så tog Sem og Jafet en kappe over skuldrene, gik baglæns ind i teltet og tildækkede deres far. De vendte ryggen til, så de ikke så ham nøgen. ²⁴ Da Noa vågnede og blev ædru, hørte han, hvad hans yngste søn havde gjort. ²⁵ „Gud vil dømme Kana’an og hans efterkommere!” udbrød han. „Lad dem blive slaver for Sems og Jafets efterkommere. ²⁶ Må Herren, min Gud, velsigne Sems slægt, og må kana’anæerne trælle for dem. ²⁷ Må Gud give Jafets slægt meget land, må de trives som Sems slægt, og må kana’anæerne også trælle for dem.”

²⁸ Noa levede endnu 350 år efter oversvømmelsen. ²⁹ Han var 950 år gammel, da han døde.

Johannes Døber og hans budskab^(A)

3 Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: ² „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!” ³ Det er ham, der tales om i profeten Esajas’ bog, dér hvor der står:

⁴ Johannes’ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier. ⁵ Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden—ja fra hver eneste del af Judæa—kom ud i ødemarken for at høre ham. ⁶ Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.

⁷ Men da han så, at mange farisæere og saddukæere^[b] også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? ⁸ Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder. ⁹ Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’^[c] Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten her til børn af Abraham! ¹⁰ Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og det træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. ¹¹ Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med^[d] Helligåndens kraft^[e] og med ild. ¹² Han har kasteskovlen i hånden for at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd^(B)

¹³ Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. ¹⁴ Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”

¹⁵ „Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.”

Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.

¹⁶ I samme øjeblik Jesus efter dåben steg op af vandet, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra. ¹⁷ Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”^[f]