Old/New Testament
Noas slægt
10 Efter oversvømmelsen fik Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, selv sønner. Det følgende er en liste over disse sønner og deres efterkommere.
2 Jafets sønner hed Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Meshek og Tiras. 3 Gomers sønner hed Ashkenaz, Rifat og Togarma. 4 Javans sønner hed Elisha, Tarshish, Kittim og Rodanim. 5 Fra Jafets efterkommere nedstammer de folkeslag, som bosatte sig i kystlandet og på øerne, hver med deres eget område og sprog.
6 Kams sønner hed Kush, Mitzrajim, Put og Kana’an,[a] 7 Kush fik sønnerne Seba, Havila, Sabta, Rama og Sabteka. Ramas sønner hed Saba og Dedan.
8 Kush havde også en efterkommer ved navn Nimrod. Han var en heltemodig kriger 9 og en enestående jæger. Det er fra ham, man har udtrykket: „En mægtig jæger som Nimrod.” 10 Nimrods rige bestod først af byerne Babel,[b] Erek, Akkad og Kalne i landet Shinar. 11 Senere erobrede han Assyrien, hvor han byggede byerne Nineve, Rehobot-Ir, Kala 12 og Resen, som blev rigets hovedstad og ligger mellem Nineve og Kala.
13 Mitzrajim blev stamfar til luditterne, anamitterne, lehabitterne, naftuhitterne, 14 patrusitterne, kasluhitterne (som filistrene stammer fra) og kaftoritterne. 15 Kana’ans ældste søn hed Sidon og blev stamfar til sidonitterne. Han blev også stamfar til hittitterne, 16 jebusitterne, amoritterne, girgashitterne, 17 hivvitterne, arkitterne, sinitterne, 18 arvaditterne, zemaritterne og hamatitterne. 19 Kana’anæernes slægter bredte sig efterhånden, så deres grænser nåede fra Sidon i nord til Gerar og Gaza i syd—og østpå til Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim ved Lasha. 20 Alle disse folk er Kams efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
21 Sem, der var storebror til Jafet,[c] fik også en række sønner, og han blev gennem Eber stamfar til hebræerne. 22 Sems sønner var Elam, Ashur, Arpakshad, Lud og Aram. 23 Arams sønner hed Utz, Hul, Geter og Mash. 24 Arpakshad blev far til Shela, som blev far til Eber. 25 Eber fik to sønner. Den første søn hed Peleg,[d] for det var på hans tid, at jordens befolkning adskiltes i forskellige sproggrupper og spredtes ud over jorden. Den anden søn hed Joktan, 26 og han blev far[e] til Almodad, Shelef, Hazarmavet, Jera, 27 Hadoram, Uzal, Dikla, 28 Obal, Abimael, Saba, 29 Ofir, Havila og Jobab. 30 Joktans efterkommeres område strækker sig fra Mesha til Sefar i bjergene mod øst. 31 Disse folk er Sems efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
32 Alle disse etniske grupper nedstammer altså fra Noas sønner. Efter oversvømmelsen blev jorden befolket med disse folkeslag.
Menneskenes stolthed
11 I begyndelsen talte alle mennesker samme sprog. 2 Efter oversvømmelsen bevægede de sig rundt i Østen og kom til en frugtbar slette i landet Shinar,[f] hvor de slog sig ned. 3 De sagde til hinanden: „Lad os forme mursten og brænde dem hårde, og lad os bruge asfalt som mørtel. 4 Så kan vi bygge en stor by med et tårn, som når op til himlen. Et sådant projekt vil gøre os berømte og hindre, at vi bliver spredt ud over jorden.”
5 Men Gud steg ned for at se på byen og tårnet, som de var ved at bygge. 6 „Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog,” sagde Gud. „Intet vil være umuligt for dem. 7 Lad os derfor give dem forskellige sprog, så de ikke længere forstår hinanden.”
8 På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fik aldrig fuldendt deres byggeri. 9 Man kaldte den påbegyndte by for Babel,[g] for det var dér, Herren forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, og som følge deraf spredtes de ud over hele jorden.
Slægtslinien fra Sem til Abram
10 Det følgende er en liste over Sems efterkommere ned til Abram. To år efter oversvømmelsen—da Sem var 100 år—fik han en søn, som fik navnet Arpakshad. 11 Derefter levede Sem endnu 500 år og fik andre sønner og døtre. 12 Arpakshad var 35 år, da han fik sønnen Shela. 13 Derefter levede Arpakshad endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. 14 Shela var 30 år, da han fik sønnen Eber. 15 Derefter levede Shela endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. 16 Eber var 34 år, da han fik sønnen Peleg. 17 Derefter levede Eber endnu 430 år og fik andre sønner og døtre. 18 Peleg var 30 år, da han fik sønnen Reu. 19 Derefter levede Peleg endnu 209 år og fik andre sønner og døtre. 20 Reu var 32 år, da han fik sønnen Zerug. 21 Derefter levede Reu endnu 207 år og fik andre sønner og døtre. 22 Zerug var 30 år, da han fik sønnen Nakor. 23 Derefter levede Zerug endnu 200 år og fik andre sønner og døtre. 24 Nakor var 29 år, da han fik sønnen Tera. 25 Derefter levede Nakor endnu 119 år og fik andre sønner og døtre. 26 Tera var 70 år, før han fik sønnerne Abram, Nakor og Haran.[h]
Teras slægt
27 Det følgende er en liste over Teras efterkommere. Tera var far til Abram, Nakor og Haran. Haran fik en søn, der blev kaldt Lot, 28 men døde ellers forholdsvis ung på sin fødeegn ved den kaldæiske by Ur. (Hans far, Tera, var stadig i live på det tidspunkt.)
29 Abram giftede sig med Saraj, og Nakor giftede sig med sin niece Milka, en datter af Haran og søster til Jiska. 30 Saraj kunne ikke få børn. 31 Tera tog sin søn Abram, sin svigerdatter Saraj og sit barnebarn Lot med sig og forlod sin hjemby Ur for at drage til Kana’ans land. Men da de kom til byen Karan, slog de sig ned der. 32 Tera blev 205 år gammel og døde i Karan.
Gud udvælger Abram
12 Herren havde sagt[i] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. 2 Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”
4 Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. 5 Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. 6 De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.[j] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.
7 Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. 8 Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. 9 Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.
Abram og Saraj i Egypten
10 Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. 11-13 Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” 14 Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. 15 Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. 16 Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.
17 Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. 18 Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? 19 Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” 20 Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.
Fristelsen i ørkenen(A)
4 Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. 2 Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. 3 Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”
4 Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”[a]
5 Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren.[b] 6 „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’[c]”
7 Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”[d]
8 Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. 9 „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”
10 Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”[e]
11 Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.
Jesus begynder at fortælle om Guds rige(B)
12 Da Jesus kort efter hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, tog han tilbage til Galilæa. 13 Han slog sig dog ikke ned i sin hjemby Nazaret, men flyttede til Kapernaum ved Genesaret Sø, som ligger i den egn, hvor stammerne Zebulon og Naftali i sin tid havde bosat sig. 14 Dermed gik det ord i opfyldelse, som Gud havde talt ved profeten Esajas:
15 „Du Zebulons og Naftalis land,
som vejen til havet går igennem,
og landet øst for Jordanfloden,
de fremmede folkeslags Galilæa,
16 det folk, som bor i mørket,
har set et strålende lys.
Lyset er brudt frem hos dem, som lever i dødens land
og bor i dødens skygge.”[f]
17 Fra da af begyndte Jesus at forkynde sit budskab: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”
Jesus udvælger sine første disciple(C)
18 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. 19 Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” 20 Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple.[g]
21 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net[h] klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, 22 og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.
Jesus fortæller om Gud og helbreder i hele Galilæa(D)
23 Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. 24 Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde—om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker—så helbredte Jesus dem alle. 25 Store skarer fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.