Old/New Testament

Femte katastrofe: Kvægpest

9 „Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig.’ ² Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, ³ vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. ⁴ Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø.”

⁵ Herren satte en frist og sagde: „I morgen skal det ske!” ⁶ Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle^[a] egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. ⁷ Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.

Sjette katastrofe: Bylder

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. ⁹ Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”

¹⁰ Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. ¹¹ Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. ¹² Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.

Syvende katastrofe: Hagl

¹³ Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. ¹⁴ Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. ¹⁵ Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, ¹⁶ men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. ¹⁷ Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. ¹⁸ Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. ¹⁹ Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”

²⁰ De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, ²¹ men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.

²² Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” ^23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. ²⁵ Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. ²⁶ Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.

²⁷ Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. ²⁸ Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”

²⁹ „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. ³⁰ Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”

³¹ Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. ³² Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.

³³ Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. ^34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Ottende katastrofe: Græshopper

10 Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem. ² Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren.”

³ Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig. ⁴ Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land. ⁵ Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker. ⁶ De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.

⁷ Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”

⁸ Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”

⁹ „Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”

¹⁰ „Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på! ¹¹ Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.

¹² Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”

¹³ Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.

¹⁴ Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske. ¹⁵ Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.

¹⁶ Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han. ¹⁷ „Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”

¹⁸ Moses forlod derefter Farao og bad til Herren. ¹⁹ Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav.^[b] Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten. ²⁰ Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.

Niende katastrofe: Mørke

²¹ Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.” ²² Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage. ²³ Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.

²⁴ Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”

²⁵ „Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud? ²⁶ Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”

²⁷ Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse. ²⁸ Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”

²⁹ „Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”

Moses bekendtgør den sidste katastrofe

11 Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. ² Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” ³ Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.

⁴ Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. ⁵ Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. ⁶ Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.

⁷ Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’

⁸ Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.

⁹ Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” ¹⁰ Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.

En ikke-jødisk kvindes tro^(A)

²¹ Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

²² En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

²³ Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” ²⁴ Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” ²⁵ Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

²⁶ Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

²⁷ „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

²⁸ „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Mange helbredelser blandt ikke-jøder^(B)

²⁹ Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. ³⁰ Store folkeskarer kom til ham. Blandt dem var mange lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Og Jesus helbredte dem alle!

³¹ Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.

Bespisningen af de 4000 ikke-jøder^(C)

³² Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.”

³³ „Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

³⁴ „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.

„Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.

³⁵ Så fik han folk til at sætte sig på jorden. ³⁶ Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkeskaren. ^37-38 Alle spiste og blev mætte. 4000 mænd, foruden kvinder og børn, havde fået noget at spise, og da resterne blev samlet ind efter måltidet, var der nok til at fylde syv kurve.

³⁹ Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.^[a]