M’Cheyne Bible Reading Plan
David undslipper Saul
19 Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David, 2 og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken. 3 Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”
4 Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig. 5 Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”
6 Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”
7 Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før. 8 Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.
9-10 En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket. 11 Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen.
„Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.” 12 Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap. 13 Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden. 14 Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.” 15 Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han. 16 Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.
17 Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”
18 Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid. 19 Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama, 20 sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem—og de begyndte også at profetere! 21 Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere! 22 Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.
23 På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot! 24 Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.
2 Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.
3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
Paulus takker Gud for dem
4 Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. 5 I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. 6 Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, 7 og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. 8 Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. 9 Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.
Persondyrkelse og splittelser hører ikke hjemme i menigheden
10 Med den autoritet, som vores Herre, Jesus Kristus, har givet mig, formaner jeg jer, mine venner, til alle at stå sammen. Der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal arbejde frem mod at have samme sindelag og samme overbevisning.
11 Efter hvad jeg hører fra Kloes folk, er der nemlig stridigheder iblandt jer. 12 Jeg tænker på, at nogle af jer siger: „Vi hører til Paulus”, og andre: „Vi hører til Apollos”, og andre igen: „Vi hører til Peter”, mens nogle siger: „Vi hører til Kristus”. 13 Hvad er det for noget snak? Er Kristus måske delt op i smådele? Det var ikke mig, der blev korsfæstet for jer! Og I er heller ikke blevet døbt til at tilhøre Paulus. 14 Jeg er Gud taknemmelig for, at jeg ikke har døbt nogen af jer, undtagen Krispus og Gajus. 15 Så der er ingen, der kan sige, at de er blevet døbt til at tilhøre mig. 16 For resten har jeg også døbt Stefanas’ husstand. Ellers mener jeg ikke, at jeg har døbt nogen. 17 Kristus udsendte mig jo ikke for at døbe, men for at forkynde budskabet om Jesus, og det gør jeg uden at bygge på menneskelig visdom, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.
Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort
18 For selvom budskabet om korset lyder tåbeligt for dem, der er på vej til fortabelsen, så er det for os, der er på vej til det evige liv, et udtryk for Guds kraft og visdom. 19 Der står jo skrevet:
„De vises visdom vil jeg sætte til side,
de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.”[a]
20 Jamen, hvad så med alle verdens vismænd? Hvad med alle de lærde, alle filosofferne? Ved I ikke, at Gud har afsløret denne verdens visdom som det, den i virkeligheden er—tåbelighed? 21 Det hører jo med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den „tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro. 22 Jøderne vil se beviser, og grækerne søger filosofisk visdom, 23 men vores budskab er om den korsfæstede Kristus. For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab, 24 men for dem, som er kaldet af Gud, både jøder og grækere, repræsenterer Kristus Guds kraft og Guds visdom. 25 Selv Guds „tåbelighed” er visere end menneskelig visdom, og Guds „svaghed” er stærkere end menneskelig styrke.
26 Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. 27 Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. 28 Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. 29 Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.
30 Det er Gud, der har gjort det sådan, at I nu er noget i Kristus. Og det er Kristus, som har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret skyldfri og står rensede ind for Gud. 31 Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”[b]
Hungersnødens gru
4 Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres herlighed.
Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
2 Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
3 De vilde sjakaler giver deres unger die,
men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
4 Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
5 Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
6 Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
7 Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
8 Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
9 Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
10 Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
11 Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
12 Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
13 Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
14 Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
15 „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
16 Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
17 Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
18 Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
19 Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
20 Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
21 Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
22 Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet.
Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.
Hjælp under falsk anklage
35 En sang af David.
Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
Gå i krig mod dem, som angriber mig.
2 Tag din rustning på, grib dit skjold,
gør klar til kamp mod mine fjender.
3 Kast dit spyd og brug din lanse
mod dem, der forfølger mig.
Lov mig, at du vil redde mig.
4 Bring skam over dem,
der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
og deres onde planer mislykkes.
5 Blæs dem væk som avner for vinden,
lad din mægtige engel drive dem bort.
6 Gør deres vej mørk og glat,
lad din engel forfølge dem.
7 Uden grund har de sat fælder for mig,
gravet en faldgrube på min vej.
8 Men pludselig kommer ulykken over dem,
de bliver fanget i deres egen fælde,
de styrter selv i faldgruben.
9 Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
frelser de værgeløse fra røveres overgreb.
11 Falske vidner stod frem imod mig,
anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
bagtalte mig dagen lang.
16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
De viste tænder som glubske løver.
17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
Grib dog ind og frels mig fra de løver.
Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
prise dig blandt alt dit folk.
19 De blev mine fjender uden årsag.
Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
„Ha!” siger de. „Vi så det selv!”
22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.