M’Cheyne Bible Reading Plan

Ruths troskab imod No’omi

1 ^1-2 Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. ³ Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så No’omi sad alene tilbage med sine to sønner. ^4-5 De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og No’omi var nu helt alene—uden mand og børn.

^6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.

⁸ Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, ⁹ og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.

¹⁰ „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.

¹¹ „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. ¹² Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, ¹³ ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”

¹⁴ Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.

¹⁵ „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”

¹⁶ Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. ¹⁷ Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”

¹⁸ Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende. ¹⁹ De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.

Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.

„Jamen, er det ikke No’omi?” udbrød byens kvinder.

²⁰ Men No’omi sagde: „Kald mig ikke længere No’omi^[a]—kald mig hellere Mara!^[b] Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert. ²¹ Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke No’omi, for Herren har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”

²² Således vendte No’omi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.

26 Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.” ² Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for, ³ for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.

^4-5 Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion. ^6-7 Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.^[a] Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. ⁸ Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?

⁹ Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus. ¹⁰ Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det. ¹¹ Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.

¹² Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne. ¹³ Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere. ¹⁴ Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’ ¹⁵ ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger. ¹⁶ Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig, ¹⁷ når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til. ¹⁸ Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’

¹⁹ Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. ²⁰ Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. ²¹ Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. ²² Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, ²³ nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”

²⁴ Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” ²⁵ „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. ²⁶ Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. ²⁷ Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” ²⁸ Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” ²⁹ „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”

³⁰ Så rejste kong Agrippa, Berenike, Festus og de andre prominente gæster sig og forlod salen. ³¹ På vej ud sagde de til hinanden: „Den mand har ikke gjort noget, han kan dømmes til døden eller fængsles for.” ³² Agrippa sagde derpå til Festus: „Han kunne være blevet sat på fri fod i dag, hvis han ikke havde appelleret sin sag til kejseren.”

Kong Jojakim brænder Jeremias’ bogrulle

36 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår sagde Herren til mig: ² „Tag en bogrulle og sørg for at få nedskrevet alle mine budskaber om Israel, Juda og de øvrige nationer. Begynd med de budskaber, jeg gav dig tilbage i Josias’ dage, og nedskriv dem alle sammen helt op til i dag. ³ Måske vil Judas folk vende om fra deres ondskab, når de læser om den frygtelige straf, der venter dem. Hvis de omvender sig, vil jeg tilgive dem.”

⁴ Da sendte jeg bud efter Baruk, Nerijas søn, og han nedskrev alle profetierne efter mit diktat.

⁵ Da arbejdet var overstået, sagde jeg til Baruk: „Jeg har ikke lov til at gå op i templet. ⁶ Derfor skal du på den næste fastedag gå op i templet og læse alle budskaberne højt for folket. Den dag vil der være folk samlet fra hele Judas land. ⁷ Måske de så vil vende om fra deres ondskab og bede Herren om tilgivelse, før det er for sent. For Herren har truet sit folk med forfærdelige ting.”

^8-10 Baruk gjorde, som jeg havde bedt ham om. I den niende måned i kong Jojakims femte regeringsår blev der udråbt en faste, og folk fra hele Juda kom til templet for at deltage i højtiden. Da gik Baruk op i templet for at oplæse alle budskaberne i bogrullen. Han placerede sig i den øvre forgård ved indgangen til Den Nye Port, hvor Gemarja, der var søn af statssekretæren Shafan, havde et værelse. Fra det sted kunne alle i tempelforgården høre ham.

¹¹ Da Gemarjas søn, Mika, hørte alle disse budskaber fra Herren, ¹² gik han hen til statssekretærens værelse i kongens palads, hvor landets øverste embedsmænd sad i møde. Blandt de tilstedeværende var sekretæren Elishama; Delaja, søn af Shemaja; Elnatan, søn af Ahbor; Gemarja, søn af Shafan; og Zidkija, søn af Hananja. ¹³ Mika fortalte dem nu om alt det, han havde hørt Baruk læse op for folket. ¹⁴ Derefter sendte embedsmændene en mand ved navn Jehudi hen for at sige til Baruk, at han skulle komme hen til dem med bogrullen. Det gjorde Baruk så. ¹⁵ „Sæt dig ned og læs op for os,” sagde embedsmændene, og Baruk læste for dem.

¹⁶ Da han var færdig, så embedsmændene forfærdede på hinanden og sagde: „Det må vi fortælle kongen.” ¹⁷ Så spurgte de Baruk: „Sig os, hvordan har du fået alt det skrevet ned? Var det Jeremias, der dikterede det for dig?” ¹⁸ „Ja, det var ham, der dikterede for mig, og jeg skrev det hele ned med blæk i denne bogrulle,” svarede Baruk. ¹⁹ „Du og Jeremias må hellere gå under jorden,” sagde embedsmændene til Baruk. „Fortæl ikke nogen, hvor I befinder jer.” ²⁰ Derefter gemte embedsmændene bogrullen i sekretæren Elishamas kontor og gik til kongen for at fortælle ham det hele.

²¹ Kongen sendte straks Jehudi af sted for at hente bogrullen i Elishamas værelse, og Jehudi læste den op for kongen og hans hoffolk. ²² Kongen sad foran ildstedet i paladsets vintersal, for det var koldt i årets niende måned. ²³ Hver gang Jehudi havde læst tre-fire spalter, skar kongen det læste stykke af rullen, og kastede det i ilden. Sådan blev han ved, indtil hele bogrullen var brændt. ²⁴ Hverken kongen eller hans hoffolk viste nogen tegn på forfærdelse over budskaberne, og ingen af dem rev deres klæder itu i fortvivlelse. ²⁵ Elnatan, Delaja og Gemarja bad kongen om endelig ikke at brænde bogrullen, men han hørte ikke på dem. ²⁶ Derefter gav kongen en befaling til Jerahme’el, der var medlem af kongefamilien, samt Seraja, Azriels søn, og Shelemja, Abde’els søn, om at arrestere både mig og Baruk. Men Herren beskyttede os, så vi ikke blev opdaget.

²⁷ Efter at kongen havde brændt bogrullen, sagde Herren til mig: ²⁸ „Få fat i en ny bogrulle og sørg for at få skrevet alle de ord ned, der stod i den første bogrulle, som kongen brændte. ²⁹ Og sig så til kongen: Herren siger: Du brændte bogrullen, fordi der stod, at den babyloniske konge skal ødelægge landet og gøre det folketomt. ³⁰ Derfor siger Herren til dig: Ingen af dine efterkommere får chancen for at blive konge efter dig. Dit lig bliver smidt på jorden og udsat for sol om dagen og frost om natten. ³¹ Jeg vil straffe dig, din familie og dine hoffolk for jeres ondskab. Ja, jeg vil lade alle de ulykker, jeg har truet med, ramme jer og Judas og Jerusalems folk, fordi I ikke ville lytte til mine advarsler.”

³² Så fik jeg fat i en ny bogrulle og begyndte forfra med at diktere budskaberne for Baruk. Alt, hvad der stod i den bogrulle, som kong Jojakim brændte, kom med, ja, endnu mere end før, for der blev gjort adskillige tilføjelser.

Et budskab til Baruk

45 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår fik jeg et budskab fra Herren, som var henvendt til Baruk, der efter mit diktat nedskrev alt, hvad Herren sagde til mig:

² Hør, hvad Herren, Israels Gud, har at sige til dig, Baruk: ³ „Du beklager dig over dine problemer og lidelser. Du har ingen ro på dig og bliver træt og nedtrykt over de mange domsbudskaber. ⁴ Lad mig fortælle dig noget, siger Herren: Jeg har lov til at rive det ned, jeg selv har bygget op, og rykke det op, jeg selv har plantet. Og det kan jeg gøre overalt på jorden. ⁵ Du vil gerne opleve fremgang og lykke lige meget hvad, men det kan du godt opgive, for jeg vil dømme ondskaben, hvor end den findes i verden. Men jeg lover dig, at lige meget hvor du kommer hen, vil jeg redde dig fra døden.”

Herren dømmer de onde og hjælper de undertrykte

9 Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.