M’Cheyne Bible Reading Plan

4 På den måde nåede Herrens ord ud til hele Israels folk.

Filistrene tager pagtens ark

Kort efter, at Herren havde åbenbaret sig for Samuel, blev der krig mellem israelitterne og filistrene. Den israelitiske hær slog lejr ved Eben-Ezer, filistrene ved Afek. ² Filistrene gik til angreb, besejrede Israels hær og dræbte 4000 mand. ³ Efter slaget vendte israelitterne tilbage til lejren, og folkets ledere holdt møde om krisen: „Hvorfor lod Herren os tabe til filistrene?” „Lad os hente pagtens ark i Shilo,” var der nogen, der foreslog. „Hvis vi tager arken med os i kampen, vil Herren være med os og redde os fra vores fjender.”

⁴ Så sendte de nogle mænd til Shilo for at hente Herren den almægtige Guds Ark, han, som troner mellem keruberne på arkens låg. Elis to sønner, Hofni og Pinehas, var med til at bære arken til lejren. ⁵ I det øjeblik israelitterne så Herrens Pagts Ark komme ind i lejren, jublede de så højt, at jorden rystede. ⁶ „Hvad sker der?” spurgte filistrene hinanden. „Hvorfor jubler de mon ovre i hebræernes lejr?” Da de fik at vide, at Herrens Ark var ankommet, ^7-8 gik der panik i dem. „Deres guder må være i lejren,” udbrød de. „Hvad skal vi nu gøre? Det er ude med os. Hvem kan hjælpe os i kampen mod deres mægtige guder? De var jo dem, der ramte egypterne med alle slags katastrofer og tilintetgjorde deres hær i ørkenen. ⁹ Vi må tage os sammen, filistre, og kæmpe som aldrig før. Vi skulle nødigt ende som slaver for israelitterne, sådan som de har været slaver for os.” ¹⁰ Så gik filistrene til angreb, og Israel blev slået igen. Den dag faldt der 30.000 israelitter. De overlevende flygtede hver til sit. ¹¹ Herrens Ark blev taget som bytte, og Hofni og Pinehas blev begge dræbt.

¹² En mand fra Benjamins stamme løb hele vejen fra slagmarken og ankom samme dag til Shilo. I fortvivlelse havde han flænget sit tøj og kommet jord på sit hoved. ¹³ Eli sad på en stol ved byporten og stirrede ud på vejen. Han ventede på nyt, for han var bekymret for Herrens Ark. Da budbringeren ankom til byen og fortalte de første, han mødte, hvad der var sket, gav alle i byen sig til at råbe og skrige. ^14-15 „Hvad er det for en larm?” spurgte Eli, der nu var 98 år og næsten helt blind. Budbringeren skyndte sig hen til ham. ¹⁶ „Jeg kommer lige fra slagmarken,” forklarede han. „Det lykkedes mig at flygte med livet i behold.” „Ja, men hvad skete der?” spurgte Eli utålmodigt. „Fortæl! Fortæl!” ¹⁷ „Israel måtte flygte for filistrene! Vi led store tab! Dine to sønner, Hofni og Pinehas, blev også dræbt, og Herrens Ark blev taget!” ¹⁸ Da han nævnte Herrens Ark, faldt Eli bagover på sin stol ved byporten og brækkede halsen. Han døde på stedet, for han var en gammel mand og meget overvægtig. Han havde været leder i Israel i 40 år.

¹⁹ Elis svigerdatter—Pinehas’ kone—var højgravid på det tidspunkt. Da hun hørte, at arken var blevet taget af filistrene, og at hendes mand og hendes svigerfar begge var døde, fik hun voldsomme veer. ²⁰ De kvinder, som hjalp hende under fødslen, prøvede at opmuntre hende. „Du har født en dejlig dreng,” sagde de. Det reagerede hun overhovedet ikke på. ²¹ Hun døde under fødslen, men nåede dog at sige: „Kald drengen Ikabod.”^[a] Hermed hentydede hun til, hvad der var sket med arken og med hendes mand og svigerfar. ²² „Guds herlighed har forladt Israel,” sukkede hun, „for Herrens Ark er blevet taget.”

Abraham som et forbillede på tro

4 Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? ² Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. ³ Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”^[a]

⁴ Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. ⁵ Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. ⁶ I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:

⁹ Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, ¹⁰ og det skete, før han blev omskåret. ¹¹ Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. ¹² Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[c] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. ^18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. ²⁰ Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. ²¹ Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

²² Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, ²³ som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. ²⁴ Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. ²⁵ Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Jeremias advarer folket imod at flygte til Egypten

42 Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde: ² „Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere. ³ Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”

⁴ Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”

⁵ „Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de. ⁶ „Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”

⁷ Ti dage senere svarede Herren på min bøn, ⁸ og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.

⁹ Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:

¹⁰ Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer. ¹¹ I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt. ¹² Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.

^13-14 Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede, ¹⁵ så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten, ¹⁶ vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede. ¹⁷ Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.

¹⁸ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”

¹⁹ Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren, ²⁰ kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde. ²¹ I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger. ²² Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”

Davids sejrssang^(A)

18 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.