M’Cheyne Bible Reading Plan
Sauls jalousi imod David
18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. 2 Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. 3 Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. 4 Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.
5 Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.
6 Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr,[a] og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. 7 „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”
8 Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” 9 Fra da af så han skævt til David.
10 Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, 11 og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. 12 Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. 13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.
15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.
17 En dag sagde Saul til David: „Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: „Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”
18 „Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. „Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”
19 Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for. 20 I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.
21 „Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: „Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”
22 Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: „Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”
23 Men David svarede: „Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”
24 Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret, 25 sagde han: „Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.
26 Mændene fortalte så David, hvad Saul havde sagt, og han gik ind på betingelserne for at blive kongens svigersøn. 27 Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.
28 Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal[b] holdt af ham, 29 blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. 30 Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.
Afsluttende hilsener og en sidste formaning
16 Føbe kommer til jer med min bedste anbefaling.[a] Hun har gjort et stort arbejde i menigheden i Kenkrea. 2 Tag venligt imod hende, som det forventes blandt kristne, og hjælp hende med, hvad hun har brug for. Hun har virkelig været til stor hjælp for mange, også for mig.
3 Hils Priska[b] og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus. 4 De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste. 5 Hils også menigheden, der samles i deres hjem.
Hils min kære ven, Epainetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien. 6 Hils Maria, som har gjort et stort arbejde iblandt jer. 7 Hils mine jødiske landsmænd, Andronikos og Junia,[c] som har siddet i fængsel sammen med mig. De har et godt ry hos apostlene, og de har været kristne endnu længere, end jeg har. 8 Hils min gode ven, Ampliatos. 9 Hils min medarbejder, Urbanus, og min gode ven Stakys. 10 Hils Apelles, som har stået sin prøve i tjenesten for Kristus. Hils Aristobuls folk. 11 Hils min landsmand Herodion og de kristne hos Narkissos. 12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som har gjort et stort arbejde for Herren. Hils min kære Persis. Hun har gjort et enormt arbejde for Herren. 13 Hils Rufus, som på en særlig måde blev udvalgt. Og hils hans mor, der også har været som en mor for mig. 14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de medarbejdere, som er sammen med dem. 15 Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de kristne, som er sammen med dem. 16 Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle menighederne her sender deres hilsener.
17 Kære venner, jeg vil opfordre jer til at være på vagt over for dem, der skaber splid og ødelægger folks tro ved at forkynde en lære, som er i modstrid med den undervisning, I har fået. Hold jer væk fra dem, 18 for den slags mennesker tjener ikke Kristus, vores Herre. De søger kun det, der gavner dem selv. Ved deres fristende, sukkersøde ord fører de troskyldige mennesker på afveje. 19 Jeg glæder mig over, at I har ry for at være lydige mod Gud! Men jeg ønsker, at I må være vise i jeres vurdering af, hvad der er godt, og uskyldsrene med hensyn til det onde. 20 Gud, som bringer fred, vil snart besejre Satan og lægge ham for jeres fødder. Vores Herres, Jesu Kristi, nåde være med jer alle.
21 Min medarbejder, Timoteus, sender jer sin hilsen, og det samme gør mine landsmænd, Lukius, Jason og Sosipatros. 22 (Også jeg, Tertius, som har ført pennen i brevet her, sender jer hilsen i Herrens navn.) 23 Min og hele menighedens vært, Gajus, sender jer også sin hilsen. Det samme gør Erastos, byens regnskabsfører, og vores kristne ven, Kvartus.[d]
25 Lovet være Gud, som har magt til at gøre jer stærke i troen i kraft af det glædelige budskab om Jesus Kristus, som jeg forkynder. Gud vil styrke jeres forståelse af mysteriet om den frelsesplan, som i umindelige tider har ligget skjult, 26 men som nu er blevet åbenbaret. Det mysterium har de profetiske skrifter hentydet til, og det er nu blevet klargjort efter den evige Guds befaling, så mennesker fra alle folkeslag kan blive hjulpet til at leve i tillidsfuld lydighed til ham. 27 Ja, lovet være Gud, som alene har al visdom, og som vi har lært at kende gennem Jesus Kristus. Ham tilhører æren i al evighed! Amen!
Straf, smerte og håbløshed
3 Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
2 „Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
3 Angrebene haglede ned over mig, jeg oplevede hans straf dagen lang.
4 Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
5 Bitterhed og smerte er blevet min lod, han omringede mig og angreb fra alle sider.
6 Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig, som om jeg allerede lå i graven.
7 Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker, jeg er ude af stand til at slippe fri.
8 Desperat råber jeg om hjælp, men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
9 Der er ingen vej ud af mit fængsel, for enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
10 En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
11 Enden var nær, for han trak af med mig og begyndte at flå mig i småstykker.
12 Eller han var som en bueskytte, der brugte mig som skydeskive.
13 Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende og bore sig ind i mit hjerte.
14 Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
15 Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
16 Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
17 Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
18 Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
19 Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her, jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
20 Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
21 Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
22 Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed er ikke brugt op.
23 Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
24 „Herren er min Gud,” siger jeg, „derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
25 Ingen, der søger Herren, bliver skuffet, han hjælper dem, der håber på hans svar.
26 Imødese hans svar med tålmodighed, for før eller siden vil han gribe ind.
27 I ungdommen må man lære at bære sit åg.[a]
28 Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
29 Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed, for der er stadig håb om redning.
30 Jeg vil vende den anden kind til og tage imod alle fjendens fornærmelser.
31 Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
32 Leder han os ind i sorg og smerte, viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
33 Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
34 Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
35 Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
36 Mon Herren ikke ser, når et menneske fratages sine rettigheder?
37 Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
38 Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet, kommer begge dele fra Herren.
39 Nu kan vi lige så godt se i øjnene, at vi straffes for vore egne synder.
Omvendelse og syndserkendelse
40 Oprigtig selverkendelse er nødvendig, lad os erkende vores synd og bede om nåde.
41 Og lad os så løfte vore hjerter og hænder og råbe til Gud i Himlen.
42 Oprørskhed førte os ud i store synder, som Herren var nødt til at straffe.
43 På grund af vore synder blev du vred på os, du ramte os hårdt uden skånsel.
44 Påkaldte vi dig i vore bønner, var det, som om du gemte dig bag en sky.
45 Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære, de så på os som det værste skidt.
46 Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte fra alle vore fjender omkring os.
47 Rædsel og angst fyldte vore hjerter, for hele vores verden blev lagt i ruiner.
48 Reaktionen på mit folks ødelæggelse kunne ikke blive andet end en strøm af tårer.
49 Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
50 Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
51 Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
52 Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig, selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
53 Triumferende smed de mig i et dybt hul og overdængede mig med sten.
54 Til sidst troede jeg, at alt var forbi, og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
55 Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
56 Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp, og du hørte mine tryglende bønner.
57 Uden at tøve kom du mig til hjælp og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
58 Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
59 Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender for deres ondskab imod mig.
60 Vend dig mod mine fjender, alle dem, der vendte sig mod mig.
61 Øgenavne brugte de imod mig, Herre, du kender deres ondskabsfulde tanker.
62 De håner mig dagen lang og lægger hele tiden nye planer imod mig.
63 Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften er jeg skydeskive for deres spot.
64 Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem for alt det onde, de har gjort.
65 Gør dem ude af sig selv af rædsel, udøs din forbandelse over dem.
66 Forfølg dem i din vrede og udslet dem. Udryd dem fra jordens overflade.
Fordelen ved at adlyde Gud
34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.
2 Jeg vil prise Herren til hver en tid,
altid fortælle om hans magt og storhed.
3 Jeg glæder mig over, hvad Herren har gjort,
lad de forkuede høre det og fryde sig.
4 Kom og slut jer til mig,
lad os sammen prise Herren.
5 Jeg bad Herren om hjælp, og han svarede mig,
han befriede mig fra al min frygt.
6 De, som stoler på Herren, skal stråle af glæde,
for han vil aldrig nogensinde skuffe dem.
7 Jeg råbte til Herren i min nød,
og han reddede mig ud af mine problemer.
8 For Herrens engel redder enhver,
som ønsker at gøre Guds vilje.
9 Prøv selv at opleve Herrens godhed,
lykkelige er de, der søger hjælp hos ham.
10 Adlyd Herren, I, som tilhører ham,
de, der følger ham, får, hvad de har brug for.
11 Selv stærke løver lider nød og sulter,
men de, der stoler på Herren, lider ingen nød.
12 Kom, mine børn, og hør, hvad jeg siger.
Jeg vil lære jer, hvordan man viser Herren ære.
13 I, der gerne vil have et godt liv
og ønsker jer gode dage,
14 I skal holde jeres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over jeres læber.
15 Hold jer fra det onde,
gør det gode og stræb efter fred.
16 Herren beskytter de retskafne
og hører deres bøn om hjælp.
17 Men han er imod dem, der handler ondt.
Han udrydder dem helt, så de ikke huskes.
18 Han hører de retsindiges råb om hjælp,
redder dem ud af deres problemer.
19 Herren er hos dem, der føler sig knust,
han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
20 De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
21 Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
22 De onde må bøde for deres ondskab,
de, der bekæmper de uskyldige, bliver straffet.
23 Men Herren redder sine tjenere.
De, der søger ham, bliver ikke straffet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.