M’Cheyne Bible Reading Plan

7 Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. ² Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.

Samuel som Israels leder

³ Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”

⁴ Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene. ⁵ Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”

⁶ Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.

⁷ Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.

⁸ „Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. ⁹ Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. ¹⁰ Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. ¹¹ Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. ¹² Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,^[a] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”

¹³ Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. ¹⁴ De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.

¹⁵ Samuel var Israels leder så længe han levede. ¹⁶ En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. ¹⁷ Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.

Israels folk forlanger en konge

8 Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. ² Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, ³ men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. ⁴ Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. ⁵ „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” ⁶ Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. ⁷ „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. ⁸ Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. ⁹ Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

¹⁰ Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: ¹¹ „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. ¹² Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. ¹³ Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. ¹⁴ Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. ¹⁵ Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. ¹⁶ Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. ¹⁷ Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. ¹⁸ Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

¹⁹ Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. ²⁰ Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

²¹ Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, ²² og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.

Synden har ikke magten længere

6 „Skal vi så ikke fortsætte med at synde, så Guds nåde kan blive endnu større?” er der måske nogle, der vil spørge. ² Nej, bestemt ikke! Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! ³ Ved I ikke, at alle vi, der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? ⁴ Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv. ⁵ Vi blev ét med Jesus i dåben. Da vi altså er ét med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være ét med ham i et liv, der ligner hans. ⁶ Vi ved, at vores gamle levevis er korsfæstet med Kristus, så synden ikke længere har ret til at regere over os. Derfor er vi ikke længere slaver af synden. ⁷ Den, som er død, er nemlig løst fra syndens herredømme.

⁸ Vi døde sammen med Kristus. Derfor tror vi på, at vi også skal leve sammen med ham. ⁹ Vi ved, at Kristus blev oprejst fra de døde og aldrig dør igen. Døden har intet at skulle have sagt over ham. ¹⁰ Ved sin død gjorde han sig én gang for alle fri af synden, og det liv, han nu lever, lever han for Gud.

¹¹ Husk på, at I er sluppet fri af syndens herredømme. Derfor kan I nu sammen med Kristus leve for Gud. ¹² Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. ¹³ Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. ¹⁴ Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.

Synd straffes med døden, men Gud skænker livet

¹⁵ „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! ¹⁶ Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. ¹⁷ I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. ¹⁸ I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. ¹⁹ Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.

²⁰ Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. ²¹ Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. ²² Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. ²³ Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.

Guds dom over afgudsdyrkelsen blandt judæerne i Egypten

44 Herren gav mig derefter følgende budskab om de judæere, der havde slået sig ned i byerne Migdol, Takpankes og Memfis i det nordlige Egypten og i området Patros i det sydlige Egypten:

² Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „I ved, hvad jeg gjorde ved Jerusalem og Judas byer. De ligger nu i ruiner og er folketomme. ³ Jeg måtte straffe befolkningen for deres ondskab, for de provokerede mig med deres afgudsdyrkelse. De dyrkede fremmede guder, som hverken de eller I eller jeres forfædre før kendte til. ⁴ Gang på gang sendte jeg mine tjenere, profeterne, til dem for at advare dem: ‚Hold dog op med jeres afskyelige afgudsdyrkelse. I ved jo, at jeg hader det.’ ⁵ Men de ville ikke høre efter, og de omvendte sig ikke fra deres ondskab. De blev ved med at ofre røgelse til de fremmede guder. ⁶ Da kogte min vrede over, og min glødende harme faldt som ild ned over Judas byer og Jerusalems gader, så de nu er øde tomter.

⁷ Og nu spørger Herren, den Almægtige, Israels Gud, jer: Hvorfor vil I ødelægge jer selv? Hvorfor vil I være årsag til, at samtlige mænd, kvinder, børn og spædbørn må lade livet? ⁸ Her i Egypten, hvor I har slået jer ned, har I igen provokeret mig til vrede ved at lave nye afguder og ofre røgelse til dem. Derved har I fældet dommen over jer selv: I vil blive udryddet, og over hele verden vil man håne og forbande jer. ⁹ Har I glemt jeres forfædres ondskab? Har I glemt alle de synder, som Judas konger og dronninger begik? Har I glemt jeres egne synder og jeres koners synder i Juda og Jerusalem? ¹⁰ Indtil i dag har mit folk ikke angret eller vist mig respekt. I har ikke adlydt de love og forskrifter, jeg gav jer og jeres forfædre.

¹¹ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Jeg har besluttet at udrydde jer. ¹² Jeg vil tilintetgøre den rest af Juda, der absolut ville flygte til Egypten. De skal alle sammen dø her enten i krig eller af sult, og de vil blive hånet, foragtet og forbandet. ¹³ De kommer til at opleve den samme straf her, som ramte Jerusalem: krig, sult og epidemier. ¹⁴ I flygtede herned i håbet om engang at vende tilbage, men kun en ganske lille rest får lov at vende tilbage. Det store flertal skal dø i Egypten.”

¹⁵ En stor gruppe judæere fra både det nordlige og sydlige Egypten hørte mit budskab. Selv om det var kvinderne, der brændte røgelse for de egyptiske afguder, var mændene udmærket godt klar over det. Forsamlingen gav mig nu følgende svar: ¹⁶ „Vi vil ikke høre på de budskaber, du påstår, at Herren har givet dig. ¹⁷ Vi har lovet at brænde røgelse for Himlens Dronning og give hende drikofre, og det vil vi blive ved med. Det er jo ikke andet end det, vores forfædre og konger og ledere gjorde før i tiden i Judas byer og Jerusalems gader.^[a] Dengang led vi ingen nød. Vi havde masser at spise, og vi havde lykken med os. ¹⁸ Men da vi holdt op med at brænde røgelse og bringe drikofre til Himlens Dronning, gik alting galt for os, og vi blev plaget af krig og sult.”

¹⁹ Kvinderne tilføjede: „Tror du for øvrigt, at vi dyrker Himlens Dronning, udgyder drikofre til hende og bager kager til hendes ære uden at vores mænd ved det?”

²⁰ Da sagde jeg til den store forsamling af mænd og kvinder: ²¹ „Herren så til med afsky, dengang jeres forfædre og konger og ledere brændte røgelse for afguderne i Judas byer og Jerusalems gader. ²² Det var jo netop, fordi Herren ikke længere kunne holde ud at se på jeres ondskab og jeres afskyelige afgudsdyrkelse, at han ødelagde landet, så det i dag er et forbandet land med folketomme ruinbyer. ²³ Kan I da ikke forstå, at netop jeres afgudsdyrkelse og jeres oprør imod Herren og hans love og forordninger var årsag til jeres ulykke? ²⁴ Hør nu, hvad Herren siger til alle jer judæere, som har slået jer ned i Egypten. ²⁵ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I er alle sammen fast besluttede på at fortsætte med at brænde røgelse og give drikofre til Himlens Dronning, både mænd og kvinder. Så gør da, hvad I har lovet hende! ²⁶ Men hør Herrens ord, alle I judæere, der har slået jer ned i Egypten: Jeg sværger ved mit eget mægtige navn, at ingen af jer længere får mulighed for at påkalde mig og sige: ‚Så sandt Herren lever!’ ²⁷ Jeg skal sørge for, at I rammes af ulykke, så I alle omkommer som ofre for krig og sult her i Egypten. ²⁸ Det bliver kun en lille rest, der undslipper min vrede og vender tilbage til Judas land. Til den tid vil alle de judæere, som kom til Egypten for at bosætte sig her, erkende, hvem der havde ret, jer eller mig. ²⁹ Og nu vil jeg give jer et tegn på, at jeg mener mine trusler om straf alvorligt: ³⁰ Jeg vil udlevere Egyptens konge, Hofra, til hans fjender på samme måde, som jeg udleverede kong Zidkija af Juda til kong Nebukadnezar af Babylon.”

Folket beder for kongen før kampen

20 Til korlederen: En sang af^[a] David.

Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren

Lovsang efter sejren

21 Til korlederen: En sang af David.