M’Cheyne Bible Reading Plan
Samuels afskedstale til folket
12 Samuel sagde derefter til folket: „Se, jeg har nu opfyldt jeres ønske og givet jer en konge. 2 Det er denne konge, der nu skal være jeres leder. Her står jeg med mine sønner som en gammel, gråhåret mand. Jeg har tjent jer, lige siden jeg var dreng. 3 Sig mig nu, mens jeg står her for Guds ansigt og foran jeres nye konge: Har jeg nogen sinde taget så meget som en okse eller et æsel fra nogen af jer? Har jeg udnyttet nogen? Har jeg undertrykt jer? Har jeg afsagt uretfærdige domme? Har jeg taget imod bestikkelse fra nogen? I så fald vil jeg betale erstatning.”
4 „Nej,” svarede de, „du har hverken udnyttet eller undertrykt os på nogen måde, og du har aldrig på uretfærdig vis taget noget fra os.”
5 „Så Herren og hans salvede konge er i dag vidner på, at ingen har noget at anklage mig for?” spurgte Samuel.
„Ja, det er sandt,” svarede folket.
6 „Godt! Det var Herren, som udvalgte Moses og Aron,” fortsatte Samuel. „Ved deres hjælp førte han jeres forfædre ud af Egyptens land. 7 Jeg vil nu minde jer om, hvor mange gange Herren i sin nåde har reddet jer.
8 Da Jakobs efterkommere var slaver i Egypten, råbte de til Herren om hjælp, og han sendte Moses og Aron til dem for at føre dem ind i dette land. 9 Men det varede ikke længe, før folket havde glemt Herren, deres Gud, og derfor lod han kong Hatzors hærfører, Sisera, og filistrene og Moabs konge besejre dem. 10 Da råbte de igen til Herren og indrømmede, at de havde syndet ved at vende sig fra ham og i stedet dyrke afguderne Ba’al og Astarte. De bønfaldt Herren om hjælp. ‚Vi vil tilbede dig alene, hvis du bare vil frelse os fra vores fjender,’ lovede de. 11 Da sendte Herren Gideon, Barak, Jefta og Samson[a] for at frelse jer, og under deres ledelse havde I trygge kår.
12 Men så blev I bange for ammonitterkongen Nahash, og I kom til mig med jeres krav om at få en konge, der kunne regere over jer. Men Gud Herren var allerede jeres Konge—og det har han altid været. 13 Men her er den konge, I har bedt om at få. Herren har opfyldt jeres ønske og givet jer en konge.
14 Hvis I nu vil have ærefrygt for Herren og tjene ham, hvis I vil adlyde hans befalinger og ikke sætte jer op imod hans vilje, hvis både I og jeres konge vil følge Herren, jeres Gud, så vil det gå jer godt. 15 Men hvis I gør oprør imod ham og nægter at lytte til ham, vil han straffe jer, sådan som han straffede jeres forfædre.
16 Men se nu det under, som Herren vil gøre for øjnene af jer. 17 I ved, at det ikke regner her i hvedehøstens tid. Men i dag vil jeg bede Herren om at sende torden og regn for at I kan forstå, hvor stor en synd det var i Herrens øjne, at I krævede at få en konge.” 18 Så råbte Samuel til Herren, og Herren sendte torden og regn. Da blev folket grebet af frygt for Herren og for Samuel.
19 „Gå i forbøn for os, at vi ikke skal dø,” råbte de til Samuel. „Vi har syndet mange gange, og nu har vi også forlangt en konge.”
20 „Vær ikke bange, selvom I har begået denne synd,” beroligede Samuel dem. „Men følg nu Herren af hele jeres hjerte, så I ikke igen vender ham ryggen. 21 Gå ikke tilbage til de nytteløse afguder, som ikke kan hjælpe jer. 22 Fordi Herren er stor, står han fast på sit ord. Han vil ikke forkaste det folk, han har udvalgt som sit eget folk.
23 Hvad mig angår, så vil jeg ikke synde imod Herren ved at undlade at gå i forbøn for jer. Jeg vil også fortsat undervise jer om, hvad der er godt og ret. 24 I skal vise ærefrygt for Herren og tjene ham af hele jeres hjerte. Tænk på alle de store ting, han har gjort for jer. 25 Men hvis I fortsætter med at synde, vil både I og jeres konge blive udryddet.”
10 I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. 2 Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. 3 De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, 4 for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom.[a] Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.
5 Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[b] 6 Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), 7 eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” 8 Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”[c] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. 9 Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. 10 Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.
11 Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”[d] 12 I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. 13 Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”[e]
14 Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? 15 Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”[f]
16 Men ikke alle ønskede at tage imod det glædelige budskab. Det er, som Esajas sagde: „Herre, hvem troede på budskabet?”[g] 17 Troen kommer af det, man hører, hvis det, man hører, er budskabet om Kristus.
18 Har jøderne da ikke hørt budskabet? Jo, helt bestemt, for det er, som Skriften siger: „Deres ord når ud til jordens ende. Budskabet høres i hele verden.”[h]
19 Har jøderne da ikke forstået budskabet? Jo, men de tog ikke imod det.[i] Gud talte jo for længe siden profetisk gennem Moses og sagde: „Jeg vil provokere dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.”[j] 20 Endvidere sagde Gud helt klart gennem profeten Esajas: „Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.”[k] 21 Og om jøderne siger han: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk.”[l]
Profeti imod Ammon
49 Det følgende budskab fra Herren drejer sig om Ammons folk: „Hør her, I, der tilbeder afguden Milkom,[a] hvorfor har I overtaget Gads område og bosat jer i deres byer? Er der måske ikke judæiske efterkommere nok til at genbefolke det land, som de fik i arv af mig? 2 I skal få jeres straf, erklærer Herren, for jeg vil sende en hær imod jeres hovedstad Rabba. Den skal forvandles til en ruinbunke, og de omliggende byer skal brændes ned. Så kan Israels folk tage det land tilbage, som I tog fra dem, siger Herren.
3 Råb højt af sorg, Heshbon, for Aj ligger i ruiner. Græd, Rabbas indbyggere. Klæd jer i sørgedragt, klag og græd. Løb omkring i fortvivlelse og slå jer selv til blods.[b] Milkom bliver sendt i eksil sammen med sine præster og stormænd. 4 I praler af jeres frugtbare dale, men I mister dem snart. I er et oprørsk folk, der stoler på jeres egen magt og rigdom og mener, at ingen tør angribe jer. Men I kan godt holde op med at prale af jeres magt, for den er ved at løbe ud i sandet. 5 Jeg sender ulykke over jer fra alle sider, siger Herren, den Almægtige. I bliver spredt for alle vinde, og ingen vil komme flygtningene til hjælp. 6 Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Ammons folk,” siger Herren.
Profeti imod Edom
7 Hør, hvad Herren, den Almægtige, siger til Edom: „Hvad er der blevet af alle dine vismænd? Er der ingen rådgivere tilbage i Teman? 8 Dedans indbyggere,[c] løb væk og skjul jer, for når jeg straffer Esaus land, går det også ud over jer. 9 Når man høster druer, efterlader man nogle til de fattige. Selv tyveknægte nøjes med at tage det, de kan bruge. 10-11 Men når jeg straffer Edom, ribber jeg landet for alt. Jeg afslører alle deres skjulesteder, så de ikke kan gemme sig. Jeg vil skåne de forældreløse og enkerne. De kan trygt stole på mig. Men alle andre vil blive udryddet, så ingen længere har børn, familie eller naboer.”
12 Herren siger til Edom: „Når selv de uskyldige lider, hvor meget mere må så ikke de skyldige lide? Du må tage din straf og tømme vredens bæger. 13 Jeg lover højtideligt, at Botzra skal blive til en ruinbunke, man forbander og forhåner, og samme skæbne skal ramme de omliggende landsbyer.”
14 Herren har fortalt mig, at der er sendt bud ud til nationerne om at danne et forbund og rykke ud mod Edom. 15 Herren sagde: „Edom, jeg gør dig til et svagt land, der bliver foragtet af alle. 16 Det, at andre lande frygter dig, er gået dig til hovedet. Din stolthed har bedraget dig. Du har ry for at være uovervindelig, fordi du holder til i klippehuler og bor i bjergene. Men selvom du bygger din rede højt oppe som ørnen, vil jeg styrte dig ned i dybet.
17 En frygtelig skæbne skal overgå dig, Edom. Alle der går forbi, vil standse op og gispe ved synet. 18 Du bliver udslettet og gjort ubeboelig som Sodoma og Gomorra og de omliggende småbyer, siger Herren.
19 Som en løve, der springer ud fra Jordanflodens vildnis og jager fårene væk i alle retninger, vil jeg i et nu jage edomitterne bort fra landet og udpege den leder, jeg har valgt. Hvem kan måle sig med mig? Hvem tør kræve mig til regnskab? Hvilken fyrste kan modsætte sig mine planer? 20 Hør da min plan for Edoms land og Temans indbyggere: Selv børnene slæbes væk, og landet bliver lagt øde. 21 Hele verden vil skælve ved nyheden om Edoms fald. Folkets dødsskrig høres så langt som til Det Røde Hav. 22 Fjenden kredser over Botzra som en ørn, klar til at slå ned på dem. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde.”
Profeti imod Damaskus
23 Om Damaskus siger Herren: „Byerne Hamat og Arpad er rædselsslagne, for de har hørt om den kommende ødelæggelse. Deres indre er som et oprørt hav i en orkan. 24 Damaskus mister modet, indbyggerne flygter. Byen er slået af rædsel som en fødende kvinde. 25 Ak, du berømte by, du glædens by, du bliver øde og forladt. 26 Dine unge mænd bliver dræbt i gaderne, hele din hær bliver slået på den dag, siger Herren, den Almægtige. 27 Jeg sætter ild til Damaskus’ bymur, og ilden vil fortære kong Ben-Hadads paladser.”
Profeti imod Kedar og Hatzor
28 Følgende budskab angår beduinstammen Kedar og de, der bor i Hatzor[d] området, som kong Nebukadnezar senere tilintetgjorde.
Herren siger: „Ryk ud imod Kedar, Nebukadnezars hær. Udryd krigerne mod øst. 29 Deres får, geder og telte bliver taget som bytte, alle deres tæpper, redskaber og kameler ligeså. Overalt er der panik, og folk råber højt af skræk. 30 Flygt for livet, siger Herren til dem, der bor i Hatzors område, gem jer, så godt I kan, for kong Nebukadnezar af Babylonien har planer om at udrydde jer.”
31 Herren siger til kong Nebukadnezar: „Gå til angreb på disse selvtilfredse beduinstammer, der bor alene og sorgløse i ørkenen uden mure og porte til at beskytte sig med. 32 Tag deres kameler og kvæg. Jeg sender ulykke over dem fra alle sider og spreder dem for alle vinde. 33 Hatzor bliver ødelagt, så ingen nogen sinde vil bo der igen, bortset fra ørkenens sjakaler.”
Profeti imod Elam
34 Det følgende budskab om Elam gav Herren mig kort efter, at Zidkija var blevet konge i Juda.
35 Herren, den Almægtige siger: „Jeg vil tilintetgøre Elams[e] berømte bueskytter, som har givet dem mange sejre, 36 og bringe fjender over dem fra alle sider, så de spredes for alle vinde. De bliver ført i fangenskab ud over hele verden. 37 Jeg vil sørge for, at Elam gribes af frygt for deres fjender. Min brændende vrede vil bringe ulykke over dem, siger Herren. Jeg sender en hær imod dem, som helt vil rasere deres land. 38 Jeg overtager magten i Elams rige, siger Herren, og styrter deres konge og stormænd. 39 Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Elams folk.”
En uskyldigs ydmyge bøn
26 En sang af David.
Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
Jeg har altid sat min lid til dig.
2 Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
undersøg mine tanker og motiver.
3 Jeg kender din trofaste nåde,
jeg ønsker at gøre din vilje.
4 Jeg færdes ikke blandt de falske,
gør ikke de gudløse selskab.
5 Jeg tager afstand fra de ondes planer,
jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
6 Jeg ønsker at bevare min uskyld,
så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
7 Der vil jeg synge dig en takkesang,
fortælle om alle dine undere.
8 Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
for det er der, jeg kan se din herlighed.
9 Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
10 for de er altid ude på rov
og tager gerne imod bestikkelse.
11 Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
12 Mine fødder står på sikker grund,
og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.
Tillid til Herren
27 En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
2 Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
3 Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
4 Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
5 Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
6 Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
7 Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
8 Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.[a]
9 Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
10 Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
11 Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
12 Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
13 Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
14 Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.