M’Cheyne Bible Reading Plan

Mikas afgudsbilleder

17 I Efraims højland boede der en mand ved navn Mika. ² En dag sagde han til sin mor: „Jeg hørte, hvordan du forbandede den tyv, der stjal 1100 sølvstykker fra dig. Her er de. Det var mig, der tog dem!” „Må Herren velsigne dig, fordi du sagde det, min søn,” svarede moderen. ³ Så gav Mika pengene tilbage til hende.

Da sagde moderen: „De her sølvstykker vil jeg indvi til Herren. Jeg vil få lavet et afgudsbillede af dem og en støbt statuette, som du skal have, min søn.”

⁴ Så tog hun 200 sølvstykker og gav dem til sølvsmeden, som lavede et gudebillede og en gudestatuette. Da de var færdige, blev de overdraget til Mika. ⁵ Han fik lavet et gudehus til sine afgudsbilleder. Han lavede også nogle små husguder af træ og en efod, hvorefter han indviede en af sine sønner til at være præst. ⁶ På den tid var der ingen konge i Israel, og folk gjorde, hvad de fandt for godt.

^7-8 En dag kom en ung levit til Mikas hus i Efraims højland. Han havde boet som fremmed i Betlehem i Judastammens område og var nu på udkig efter et nyt sted at slå sig ned.

⁹ „Hvor kommer du fra?” spurgte Mika. „Jeg er levit og kommer fra Betlehem i Juda,” svarede den unge mand. „Jeg er ved at se mig om efter et nyt sted at bo.” ¹⁰ „Hvis du vil blive her, kan du blive vejleder og præst hos mig,” foreslog Mika. „Jeg vil give dig ti sølvstykker om året plus tøj og kost og logi.”

¹¹ Den unge mand tog imod tilbuddet og boede derefter hos Mika, der behandlede ham som sin egen søn. ¹² Desuden indsatte Mika ham til at være sin personlige præst. ¹³ „Nu er jeg sikker på, at Herren vil velsigne mig!” udbrød Mika. „For jeg har jo en rigtig levit som præst ved mit gudehus!”

Paulus’ sidste rejse til Jerusalem

21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. ² Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. ³ Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. ⁴ Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. ⁵ Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. ⁶ Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.

⁷ Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. ⁸ Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. ⁹ Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. ¹⁰ Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. ¹¹ Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” ¹² Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. ¹³ Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” ¹⁴ Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”

¹⁵ Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. ¹⁶ Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.

Mødet hos lederne af den jødekristne menighed i Jerusalem

¹⁷ Da vi næste dag ankom til Jerusalem, blev vi hjerteligt modtaget af menigheden. ¹⁸ Den følgende dag mødtes vi med Jakob og menighedens ledelse. ¹⁹ Paulus bragte dem alle en hilsen og fortalte derefter udførligt om alt det, Gud havde gjort gennem hans arbejde ude blandt de ikke-jødiske folkeslag. ²⁰ Da de hørte det, lovpriste de Gud, men fortsatte: „Kære bror, du kan se, at tusinder og atter tusinder af jøder er kommet til tro, og de er alle ivrige efter at holde fast ved de jødiske, religiøse love. ²¹ De har fået fortalt, at du lærer jøderne i udlandet, at de skal gøre oprør mod Moses ved at holde op med at omskære deres børn og ved ikke længere at følge de jødiske traditioner. ²² De vil snart få at vide, at du er kommet til byen, så vi må gøre noget. ²³ Vi vil foreslå dig følgende: Der er fire mænd her, som har aflagt et naziræerløfte.^{[a] 24} Tag med dem hen i templet, men pas på at rense jer selv, før I går derind.^[b] Betal så udgifterne til de ofre, mændene skal bringe, så de kan afslutte deres løfteperiode og få håret klippet og skægget barberet af. Når det er gjort, vil alle kunne forstå, at det, de har fået fortalt om dig, ikke passer, men at du også følger og overholder den jødiske lov. ²⁵ Vi forventer ikke, at de ikke-jøder, som er kommet til tro, skal overholde alle de jødiske love. For dem gælder det, som vi allerede har skrevet til dem: At de ikke må spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod, og at de skal holde sig fra al seksuel synd.”

Paulus går med ind i templet og bliver arresteret

²⁶ Paulus gik ind på deres forslag, og den følgende dag gik han sammen med de fire mænd hen til tempelpladsens indgang, hvor de rensede sig i de rituelle bade. Derefter gik de ind på tempelområdet, og Paulus meddelte, at syv dage senere, når naziræerløftet var udløbet, ville han komme med de foreskrevne ofre for dem alle fire.

²⁷ Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham ²⁸ ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” ²⁹ De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. ³⁰ Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. ³¹ Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. ³² Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. ³³ Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” ³⁴ I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. ³⁵ Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. ³⁶ Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”

³⁷ Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. ³⁸ „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” ³⁹ „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?” ⁴⁰ Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk:

Guds løfte om at genoprette sit folk

30 Herren, Israels Gud, sagde til mig:

² „Alt, hvad jeg har sagt til dig, skal du skrive ned i en bog. ³ For der kommer en dag, hvor jeg vil befri mit folk Israel og Juda fra fangenskabet og føre dem hjem til det land, jeg gav deres forfædre i eje.”

⁴ Det følgende budskab angår Israel og Juda:

⁵ „Hør, hvad Herren siger: Der er nogen, der råber og skriger af skræk. ⁶ Sig mig, kan mænd føde børn? Hvorfor står de så askegrå i ansigtet og presser hænderne mod lænden som kvinder i fødselsveer? ⁷ Det bliver en forfærdelig tid. Aldrig har Israels folk oplevet en lignende trængselstid. Men jeg vil bevare mit folk og redde dem til sidst. ⁸ Til den tid, siger Herren, den Almægtige, vil jeg rive åget af deres skuldre og brække det i stykker. Jeg vil sprænge deres lænker. De skal ikke længere være slaver i et fremmed land. ⁹ Derefter skal de tjene Herren, deres Gud, og jeg vil give dem en konge som David.

¹⁰ Israel, min tjener, tab ikke modet over det, I skal igennem. Vær ikke nedslået, for engang vil jeg føre jer hjem fra fjerne lande og befri jeres efterkommere fra eksilet. Mit folk vil vende hjem til deres eget land og leve i fred og gode kår, uden at nogen truer dem mere. ¹¹ Jeg er hos jer, og jeg vil redde jer, siger Herren. Jeg vil fuldstændigt ødelægge det folk, jeg spredte jer iblandt, men jeg vil altid bevare en rest af mit eget folk. Jeg er nødt til at straffe jer, men det er en retfærdig straf.

¹² I har fået et gabende sår, mit folk. ¹³ Ingen er i stand til at forbinde det eller behandle det med medicin. ¹⁴ Jeres forbundsfæller har ladt jer i stikken. Jeg har slået hårdt ned på jer, som om jeg var en grusom fjende. Årsagen er jeres mange synder, jeres store skyld. ¹⁵ I kan godt holde op med at græde over såret, når ingen kan behandle det. Jeg er nødt til at straffe jer på grund af jeres mange synder og store skyld.

¹⁶ Men når jeg vender jeres skæbne, vil de, som nu mishandler jer, selv blive mishandlet. Alle jeres fjender vil ende som slaver. De, som angreb jer, vil selv blive angrebet, og de, som plyndrede jer, vil selv blive plyndret. ¹⁷ Da vil jeg helbrede jeres sår, så I bliver raske igen, siger Herren. Men indtil da vil Jerusalem blive betragtet som en forbandet by, et gudsforladt sted.

¹⁸ Engang vil jeg føre jer ud af fangenskabet og genoprette jeres land. Da skal Jerusalem genopbygges på sine gamle ruiner, og fæstningsværkerne skal restaureres. ¹⁹ Der vil lyde glædesråb og jubelsang. Jeg vil igen gøre folket talrigt, og det skal blive en stor og agtet nation. ²⁰ Jeres efterkommere vil opleve en blomstringstid som i gamle dage. Jeg vil genoprette dem som mit folk og straffe alle, som vil undertrykke dem. ²¹ Jeg vil give jer en leder fra jeres egne rækker. Han skal træde frem for mig, for jeg indbyder ham til at komme ind i min nærhed. Hvem tør træde frem for mig, medmindre jeg har kaldt ham til mig? ²² Da skal I leve som mit folk, og jeg vil være jeres Gud, siger Herren.

²³ Min voldsomme vrede skal bryde løs som en hærgende orkan, der gør det af med de gudløse. ²⁴ Min vrede lægger sig ikke, før den har udført mine planer. Engang i fremtiden vil I kunne forstå det.

31 Til den tid vil alle Israels slægter anerkende mig som deres Gud, og de skal være mit folk. ² De, som ikke blev dræbt af fjendens sværd, vil opleve min nåde i det fremmede. Når de søger min fred, ³ vil jeg komme til dem fra et fjernt land. Israel, jeg elsker dig med en evig og uforanderlig kærlighed. Derfor er jeg trofast over for dig. ⁴ Du faldne Israels jomfru, jeg rejser dig op, så du kan danse af glæde til tamburinens rytmer. ⁵ Du skal atter plante vingårde på Samarias bjerge og nyde frugten af dit arbejde.

⁶ Engang i fremtiden vil vagterne på Efraims bjerge råbe: ‚Kom, lad os tage op til Zion og tilbede Herren, vores Gud.’ ”

⁷ Hør, hvad Herren siger: „Syng af glæde over Israels folk, bryd ud i jubel over den ypperligste blandt nationerne. Lovpris mig og bed mig om at redde Israels rest. ⁸ Fra landet mod nord og fra jordens fjerneste afkroge samler jeg mit folk og fører dem hjem. Iblandt dem er der blinde og lamme, gravide og fødende kvinder. Det er en stor forsamling, der vender hjem. ⁹ De beder og græder af glæde, mens jeg fører dem hjem. Jeg bereder vejen for dem, så de ikke snubler, jeg sørger for frisk vand til dem på rejsen. Jeg er som en far for Israel, Efraim er min førstefødte søn.”

¹⁰ Hør Herrens ord, I fremmede nationer, råb det ud i fjerne lande. Herren, som engang adspredte Israel, vil samle sit folk og våge over dem, som en hyrde vogter sin hjord. ¹¹ Han løskøber Israel og redder dem fra nationer, som er stærkere end dem. ¹² De skal vende hjem til Zions bjerg, syngende og jublende over Herrens gode gaver: masser af korn, vin, oliven, får og kvæg. Deres land bliver som en frodig have, og deres ulykke er overstået.

¹³ Herren siger: „De unge piger vil danse af glæde og mændene slutte sig til dem, både gamle og unge. Jeg vender deres sorg til jubel, jeg trøster dem og giver dem ny livsglæde. ¹⁴ Jeg giver præsterne en overflod af ofre, ja, hele mit folk skal mættes med velsignelse.”

¹⁵ Herren talte igen til mig og sagde: „I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte. ¹⁶ Men Herren siger: Græd ikke mere, for jeg har hørt dine bønner. De landflygtige vil vende tilbage fra fjendens land. ¹⁷ Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.

¹⁸ Jeg har hørt, hvordan Efraim stønner: ‚Herre, du straffede mig hårdt, men det var nødvendigt, for jeg var som en ustyrlig kalv. Hvis du vil tage imod mig, vil jeg vende tilbage til dig, for du er Herren, min Gud. ¹⁹ Jeg vendte mig bort fra dig, men jeg angrede det bittert og græmmede mig over min dumhed. Jeg blev ydmyget, og nu skammer jeg mig over min ungdoms uforstand.’

²⁰ Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.

²¹ Når du føres bort fra dit land, skal du markere den vej, du følger, så du kan finde hjem igen, du Israels jomfru. ²² Hvor længe vil min egenrådige datter strejfe omkring? Jeg vil skabe noget helt nyt, så Israel vil række ud efter sin Gud.”^[a]

²³ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „Når jeg fører Judas folk hjem, vil man over hele landet og i byerne igen sige: ‚Herren velsigne dig, du hellige bjerg, hvor retfærdigheden råder.’ ²⁴ Da vil byerne igen blive befolket. Landmændene vil opdyrke jorden og hyrderne passe deres flokke af får, geder og køer. ²⁵ Jeg giver den trætte hvile og den udkørte ny styrke. ²⁶ Da vil man sige: ‚Nu kan jeg sove i fred og vågne udhvilet op.’ ”

²⁷ Herren siger: „Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda. ²⁸ Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land. ²⁹ Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ ³⁰ Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”

³¹ „Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren. ³² „Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. ³³ Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. ³⁴ Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse.”

³⁵ Herren, den Almægtige, som satte solen til at skinne om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, og som sætter havet i oprør, så bølgerne bruser, aflægger følgende løfte:

³⁶ „Så længe verden består, skal også Israels folk bestå. ³⁷ Det er lige så utænkeligt, at jeg skulle forkaste Israels folk på grund af deres synder, som det er, at nogen kan måle universets størrelse eller udforske jordens fundament.”

^38-39 „Der kommer en dag,” siger Herren, „hvor hele Jerusalem skal genopbygges og give mig ære, fra Hananels tårn i det nordøstlige hjørne til Hjørneporten i nordvest, fra Gareb-højen i sydvest til Goa i sydøst. ⁴⁰ Da skal hele byen være indviet til mig, endog gravpladsen og askedyngen i dalen udenfor samt markerne ude i Kedrondalen helt til Hesteporten mod øst, og da skal byen aldrig mere ødelægges.”

Jesus genopstår^(A)

16 Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. ² Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. ^3-4 „Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden,^[a] for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. ⁵ De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, ⁶ men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. ⁷ Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”

⁸ Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.

Jesus viser sig for Maria Magdalene^[b](B)

⁹ Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. ^10-11 Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.

Jesus viser sig for to disciple^(C)

¹² Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet—bort fra Jerusalem. ¹³ De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.

Jesus viser sig for de 11 disciple^(D)

¹⁴ Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.

Jesu sidste ord til disciplene^(E)

¹⁵ Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. ¹⁶ Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. ¹⁷ Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, ¹⁸ og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”

Jesus tages op til Himlen^(F)

¹⁹ Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.

Disciplene begynder at forkynde budskabet om Jesus

²⁰ Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.