M’Cheyne Bible Reading Plan

Benjamins stamme reddes fra udslettelse

21 De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme. ² Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften. ³ „Herre, Israels Gud,” klagede de, „hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”

⁴ Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret. ⁵ Da spurgte de hinanden: „Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden. ⁶ Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: „Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel! ⁷ Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”

^8-9 Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede. ^10-11 Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: „Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.” ¹² Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kana’ans land.

¹³ Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred. ¹⁴ Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle. ^15-16 Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: „Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet. ¹⁷ Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen, ¹⁸ selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.” ¹⁹ Pludselig var der en, som fik en lys idé! „Hør,” sagde han, „måske kan vi løse problemet under den kommende religiøse byfest i Shilo.” (Shilo ligger øst for vejen mellem Betel og Sikem, syd for Lebona og nord for Betel.)

^20-21 Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: „Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land. ²² Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”

²³ Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.

²⁴ Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier. ²⁵ Men der var stadig ingen konge i Israel, så alle gjorde, som de havde lyst til.

Jøderne forsøger igen at få Paulus myrdet, men han appellerer til kejseren

25 Tre dage efter at Festus havde overtaget sit nye embede som provinsguvernør, rejste han fra Cæsarea til Jerusalem. ^2-3 Der mødtes ypperstepræsterne og de andre jødiske ledere med ham for at forklare ham, hvad anklagen mod Paulus gik ud på. De lagde pres på ham for at få ham til at overføre Paulus til Jerusalem. De tænkte på at lægge sig i baghold og slå Paulus ihjel, mens han var undervejs. ⁴ Men Festus svarede, at Paulus skulle blive i Cæsarea, og at han selv havde til hensigt at tage tilbage dertil så hurtigt som muligt. ⁵ „Hvis manden har gjort noget galt,” tilføjede han, „så kan nogle af jeres ledere tage derned sammen med mig og komme frem med deres anklager der.”

⁶ Guvernørens ophold i Jerusalem strakte sig over højst otte-ti dage. Så rejste han tilbage til Cæsarea, og dagen efter ankomsten satte han sig på dommersædet og gav ordre til, at Paulus skulle føres for retten.

⁷ Så snart Paulus var kommet ind i retslokalet, blev han omringet af de jøder, som var fulgt med guvernøren fra Jerusalem, og de bombarderede ham med mange alvorlige anklager, som de dog ikke kunne bevise. ⁸ Paulus forsvarede sig med ordene: „Jeg har ikke gjort oprør mod den jødiske lov, jeg har ikke vanhelliget templet, og jeg har heller ikke sat mig op mod de romerske myndigheder.”

⁹ Festus ville gerne stå sig godt med jøderne, så han spurgte Paulus: „Er du villig til at tage til Jerusalem, så jeg kan afgøre sagen der?” ¹⁰ „Nej,” svarede Paulus, „min sag er bragt frem for en romersk domstol, og dér bør den gå sin gang. Jeg har ikke gjort noget galt over for jøderne, og det ved du godt. ¹¹ Hvis jeg havde gjort noget, der var dødsstraf for, ville jeg være parat til at dø. Men da deres beskyldninger ikke har noget på sig, er der ingen, der har ret til at prisgive mig til dem. Jeg appellerer min sag til den kejserlige domstol!” ¹² Festus forhandlede derpå med sine rådgivere og svarede: „Godt, når du har appelleret til den kejserlige domstol, skal vi sørge for, at du bliver sendt til Rom.”

Paulus forsvarer sig over for Kong Agrippa II

¹³ Nogen tid efter kom Kong Agrippa og Berenike^[a] til Cæsarea for at byde Festus velkommen. ¹⁴ Besøget varede i adskillige dage, og på et tidspunkt sagde Festus til kongen: „Der er en fange her, hvis sag Felix har overladt til mig. ¹⁵ Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og en del andre jødiske ledere for at forklare mig, hvad sagen drejede sig om, og de forlangte, at jeg skulle dømme ham. ¹⁶ Jeg gjorde dem opmærksom på, at man ifølge romersk lov ikke dømmer en mand, før hans sag har været for retten. Han skal have lov til at møde sine anklagere ansigt til ansigt, så han kan forsvare sig. ¹⁷ Da de så kom herned for at få sagen genoptaget, sørgede jeg for allerede dagen efter at få retten sat og Paulus ført frem. ¹⁸ Jeg havde ventet, at de ville anklage ham for en eller anden forbrydelse, men det gjorde de ikke. ¹⁹ Deres anklager vedrørte nogle af deres religiøse stridsspørgsmål. Og de var uenige med hensyn til en mand ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstår er i live. ²⁰ Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med den slags religiøse stridigheder, spurgte jeg, om han så ville lade sin sag prøve hos jøderne i Jerusalem. ²¹ Men det fik ham til at appellere til kejseren. Derfor holder jeg ham fængslet, indtil jeg kan få ham overført til Rom.”

²² „Jeg kunne godt selv tænke mig at høre den mand,” sagde Agrippa. „Det kan du få lov til allerede i morgen,” svarede Festus.

²³ Næste morgen mødte Agrippa og Berenike op i deres fineste skrud, og sammen med de højeste officerer og de mest fremtrædende mænd i byen trådte de ind i retssalen. Festus gav så ordre til, at Paulus skulle føres ind. ²⁴ Festus begyndte med at sige: „Kong Agrippa! Ærede tilhørere! Foran jer står nu den mand, som alle de jødiske ledere har tryglet mig om at dømme til døden, både da jeg var i Jerusalem, og da de kom herhen. ²⁵ Men jeg har ikke kunnet finde noget, som han kan straffes med døden for. Eftersom han nu selv har appelleret sin sag til Hans Majestæt, har jeg truffet den afgørelse, at han skal sendes til Rom. ²⁶ Men jeg har ikke nogen reel anklage, jeg kan sende med til Majestæten. Det er grunden til, at jeg i dag har ført ham frem for jer alle og særlig for dig, Kong Agrippa, for at jeg efter forhøret kan vide, hvad jeg skal skrive. ²⁷ Jeg synes nemlig, det er urimeligt at sende en fange af sted uden klart at angive, hvad han sigtes for.”

Rekabitternes lydighed og judæernes ulydighed

35 Herren gav mig følgende budskab, dengang Jojakim, Josias’ søn, var konge i Juda:

² „Gå hen i den bydel, hvor rekabitterslægten holder til, og indbyd slægtens overhoveder til at komme op til templet. Når de indfinder sig, skal du føre dem ind i et sideværelse og servere vin for dem.”

³ Så opsøgte jeg Ja’azanja, Jeremjas søn, sønnesøn af Habazzinja, hvorefter jeg førte ham, hans brødre og sønner til templet som repræsentanter for alle rekabitterne. ⁴ Jeg samlede dem i det værelse, hvor profeten Hanan, Jigdaljas søn, underviste sine elever. Det værelse lå ved siden af hofmarskalens værelse, umiddelbart over tempeldørvogteren Ma’asejas, Shallums søns, værelse. ⁵ Jeg satte bægre og vinkarafler frem og indbød dem til at drikke. ⁶ „Nej tak,” sagde de, „vi drikker ikke vin, for vores forfar Jonadab, Rekabs søn, forbød én gang for alle sine efterkommere at drikke vin. ⁷ Ved samme lejlighed advarede han os imod at eje fast ejendom og befalede os at bo i telte i stedet. Han forbød os at bygge huse, plante vinmarker og så korn. Han lovede os, at hvis vi overholdt de regler, ville vi få fremgang i det land, hvor vi bor som nomader. ⁸ Indtil nu har vi gjort, som han sagde, så hverken vi selv, vores koner eller børn har nydt vin. ⁹ Vi har heller ikke bygget huse eller anskaffet os gårde og marker, og vi har hverken dyrket korn eller vin. ¹⁰ Vi har altid levet som nomader i lydighed mod vores forfar Jonadabs ord. ¹¹ Den eneste grund til, at vi nu bor i Jerusalem, er, at vi blev bange, dengang kong Nebukadnezar af Babylonien besatte landet. Derfor flygtede vi ind i byen.”

¹² Da sagde Herren til mig: ¹³ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Gå ud og sig til Judas og Jerusalems indbyggere: Her har I noget at lære. ¹⁴ Rekabitterne drikker ikke vin, fordi de ønsker at være lydige mod deres forfars befaling. Men hvor er jeres lydighed? Jeg har gang på gang talt til jer, men I nægter at høre efter. ¹⁵ Jeg har sendt den ene profet efter den anden til jer for at få jer til at vende om fra jeres ondskab og afgudsdyrkelse. Og jeg har givet jer det løfte, at I skulle få fred og gode kår i det land, jeg gav til jer og jeres forfædre, hvis I adlød mig. ¹⁶ Men I har nægtet at adlyde mig i modsætning til rekabitterne, der har adlydt deres forfar til punkt og prikke. ¹⁷ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Fordi I ikke vil høre på mig og nægter at adlyde mig, vil jeg straffe jer med alle de ulykker, jeg har truet jer med.”

^18-19 Derefter gik jeg tilbage til rekabitterne og sagde: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Fordi I adlød jeres forfar til punkt og prikke, vil Jonadab, Rekabs søn, altid have efterkommere, der tjener mig.”

Bøn om hjælp mod fjenderne

7 En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.

Guds storhed og menneskets værdighed

8 Til korlederen: Brug strengeinstrumenter.^[a] En sang af David.