M’Cheyne Bible Reading Plan

Boaz’ venlighed imod Ruth

2 Der var en velstående mand i Betlehem, som hed Boaz. Han var af samme slægt som Elimelek og derfor i familie med No’omi.

² En dag sagde Ruth til No’omi: „Lad mig gå hen og samle nogle af de aks op, som høstfolkene efterlader på marken. Måske er der en venlig landmand, som vil hjælpe os.”

„Det er en god idé, min datter!” svarede No’omi.

³ Så gik Ruth ud på en mark, der viste sig at tilhøre Boaz. ⁴ Mens hun opholdt sig på marken, kom Boaz derud fra Betlehem. „Gud velsigne jer!” sagde han til høstfolkene, og de svarede: „Gud velsigne dig, herre.” ⁵ Så spurgte han formanden: „Hvem er den unge pige derovre?”

⁶ „Det er den pige fra Moab, som No’omi bragte med hertil,” lød svaret. ⁷ „I morges bad hun om tilladelse til at følge efter høstfolkene og samle aks op. Hun har samlet ihærdigt siden da, lige bortset fra en kort hvilepause i skyggen.”

⁸ Derefter gik Boaz over til Ruth. „Hør, min pige,” sagde han, „du er velkommen til at samle alle de aks, du har brug for, her på min mark, så du ikke behøver gå andre steder hen. Følg bare efter de piger, der binder neg på min mark. ⁹ Jeg skal nok sige til de unge mænd, at de ikke må genere dig. Når du er tørstig, skal du bare gå hen og drikke af det vand, de øser op fra brønden.”

¹⁰ Ruth faldt på knæ, bøjede ansigtet mod jorden foran Boaz og sagde: „Hvorfor er De så god mod mig? Ved De ikke, at jeg er en fremmed her?” ¹¹ „Jo,” svarede Boaz, „og jeg ved også, at du har forladt din far og mor i dit hjemland for at slutte dig til et fremmed folk. Jeg har hørt om den trofasthed, du har vist din svigermor, siden din mand døde. ¹² Må Herren, Israels Gud, under hvis vinger du har søgt ly, belønne dig for det.”

¹³ „Tak for Deres godhed, herre,” udbrød Ruth. „De har talt venligt til mig og opmuntret mig, selv om jeg ikke har krav på noget fra Deres side.”

¹⁴ Da frokostpausen kom, kaldte Boaz på Ruth: „Kom herhen og spis sammen med os. Du kan dyppe brødet i vinen, hvis du vil!” Så satte hun sig sammen med høstfolkene og spiste. Boaz rakte hende noget ristet korn, så hun fik alt det, hun kunne spise og havde mad til overs.

¹⁵ Da hun var gået tilbage til arbejdet, sagde Boaz til sine unge mænd: „I må ikke hindre hende i at samle aks mellem negene. ¹⁶ Tværtimod, når I skærer en håndfuld korn af med seglen, skal I lade nogle af stråene falde til jorden, så hun kan samle aks fra dem. Og lad være at genere hende!” ¹⁷ Så samlede Ruth aks resten af dagen. Da hun om aftenen slog kernerne fra aksene, var der en hel sæk^[a] byg. ¹⁸ Hun bar kornet ind til byen og gav det til sin svigermor, som også fik det, hun havde levnet af sin frokost.

¹⁹ „Det var dog utroligt!” udbrød No’omi. „Hvor har du samlet alt det korn? Hvor har du været i dag? Må Herren velsigne den mand, som viste dig en sådan venlighed!” Derefter fortalte Ruth sin svigermor, hvordan det var gået. „Den mand, som ejer marken, hvor jeg samlede aks i dag, hedder Boaz,” sagde hun.

²⁰ „Gud velsigne ham!” udbrød No’omi begejstret. „Herren har virkelig bevist sin trofasthed både imod os og din afdøde mand! Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han vil helt sikkert hjælpe os.”

²¹ „Han opfordrede mig faktisk til at komme tilbage og holde mig til hans høstfolk, indtil hele marken er høstet!” tilføjede Ruth.

²² „Vidunderligt!” jublede No’omi. „Gør endelig, som han har sagt! Hold dig hele tiden til hans høstpiger! Man ved aldrig, hvad du kunne komme ud for, hvis du gik andre steder hen.”

²³ Så holdt Ruth sig til Boaz’ høstfolk resten af byghøsten—og hele hvedehøsten med.

Skibbrud under sejladsen til Rom

27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. ² Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.

³ Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. ⁴ Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. ⁵ Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.

⁶ Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. ^7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. ⁹ På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,^[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. ¹⁰ „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” ¹¹ Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. ¹² Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.^[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.

¹³ Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. ¹⁴ Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. ¹⁵ Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. ¹⁶ En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. ¹⁷ Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.^[c] På den måde drev skibet af sted for vinden. ¹⁸ Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. ¹⁹ Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.

²⁰ Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. ²¹ Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. ²² Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. ²³ I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: ²⁴ ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ ²⁵ Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. ²⁶ Men vi kommer til at strande på en ø.”

²⁷ Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. ²⁸ De loddede dybden og målte 20 favne^[d] vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. ²⁹ Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. ³⁰ Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. ³¹ Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” ³² Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.

³³ Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. ³⁴ „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” ³⁵ Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. ³⁶ Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. ³⁷ Vi var 276 mennesker om bord. ³⁸ Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.

³⁹ Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. ⁴⁰ De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. ⁴¹ De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. ⁴² Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. ⁴³ Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, ⁴⁴ og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.

Håbet om hjælp fra egypterne forsvinder

37 Dengang Kong Nebukadnezar af Babylonien sendte Jekonja, Jojakims søn, i eksil, indsatte han Zidkija, Josias’ søn, som konge i Judas land. ² Hverken Zidkija, hans hoffolk eller den del af befolkningen, der var tilbage i landet, ville høre på de budskaber fra Herren, som jeg gav dem. ³ Alligevel sendte kong Zidkija to mænd, nemlig Jukal, søn af Shelemja, og præsten Zefanja, søn af Ma’aseja, hen til mig med følgende anmodning: „Vær venlig at bede til Herren, vores Gud, om at redde os.” ⁴ Det var før, jeg blev sat i fængsel, så jeg kunne færdes frit blandt folket.

⁵ Den egyptiske hær var på vej mod nord, og da babylonierne fik det at vide, brød de op fra deres belejring af Jerusalem. ⁶ Da sagde Herren til mig: ⁷ „Sig til Judas konge, der sendte bud om, at du skulle bede mig om hjælp: Hør, hvad Herren siger: Faraos hær, som er rykket ud for at komme jer til undsætning, vil snart vende tilbage til Egypten, ⁸ og så vil babylonierne komme tilbage hertil og angribe, indtage og brænde byen ned til grunden. ⁹ Tro ikke, at babylonierne er færdige med jer nu. Nej, de kommer snart tilbage. ¹⁰ Og selv om I ville være i stand til at besejre hele den babyloniske hær, så der kun var sårede krigere tilbage, ville de stadig vakle ud fra deres telte og sætte ild på byen.”

Jeremias sættes i fængsel og derefter i husarrest

¹¹ Da den babyloniske hær havde forladt Jerusalem for at rykke ud mod egypterne, ¹² begav jeg mig på vej ud af byen for at tage hjem til Benjamins land og få papirer på et jordstykke, jeg havde arvet.

¹³ Men da jeg gik gennem Benjaminporten, blev jeg anholdt af portvagten, som troede jeg ville slutte mig til babylonierne. Portvagten hed Jirija, søn af Shelemja, der var søn af Hananja. ¹⁴ „Det er en misforståelse!” protesterede jeg. „Det kunne aldrig falde mig ind at gå over til babylonierne.” Men Jirija ville ikke høre på mig og førte mig hen til hoffolkene. ^15-16 De blev rasende og lod mig piske, hvorefter de kastede mig i et fangehul i en kælder i sekretæren Jonatans hus, der var blevet omdannet til fængsel. Dér sad jeg i adskillige dage.

¹⁷ Senere sendte kong Zidkija bud efter mig, og jeg blev bragt til paladset. Dér spurgte kongen mig i al hemmelighed, om jeg havde et budskab fra Herren. „Ja, det har jeg,” svarede jeg. „Du vil blive udleveret til den babyloniske konge.”

¹⁸ Derpå sagde jeg til ham: „Hvilken forbrydelse har jeg gjort mig skyldig i, siden jeg er sat i fængsel? Har jeg måske forbrudt mig imod dig eller dine hoffolk eller andre mennesker? ¹⁹ Og hvor er for øvrigt alle dine profeter, der påstod, at den babyloniske konge ikke ville angribe landet? ²⁰ Hør, herre konge: Jeg beder dig om ikke at sende mig tilbage til fangehullet, det er den visse død.”

²¹ Så befalede kong Zidkija, at jeg skulle holdes i forvaring i den kongelige gardes boligkompleks, og hver dag skulle man bringe mig et frisk brød, så længe der var brød at få i byen. Derefter blev jeg holdt under opsyn af garden.

Det stolte menneske