M’Cheyne Bible Reading Plan

Dans stamme stjæler Mikas afgudsbilleder

18 På den tid var der som sagt ingen konge i Israel. Dans stamme søgte efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, eftersom det endnu ikke var lykkedes dem at indtage det område, de havde fået tildelt. ² De udvalgte fem tapre krigere som repræsentanter for deres forskellige klaner fra byerne Zora og Eshtaol. De blev sendt af sted for at udspionere hele landet. I Efraims højland overnattede de i Mikas hus. ³ Da de hørte den unge levits dialekt, gik de hen til ham og spurgte: „Hvordan er du kommet herhen? Hvad laver du her?” ⁴ Så fortalte han dem, hvordan Mika havde taget imod ham og ansat ham som sin personlige præst.

⁵ „Bed så Gud om at vise os, om vores ærinde vil lykkes!” sagde de. ⁶ Præsten svarede: „Vær ved godt mod! Herren vil være med jer på rejsen!”

⁷ Derefter fortsatte de fem mænd til byen Lajish. De så, at byens folk levede ubekymret i fred og sikkerhed ligesom sidonierne, at de var velstående og ikke manglede noget, og at de boede langt fra Sidon og ingen kontakt havde med de omkringboende aramæere.

⁸ Da spionerne kom tilbage til Zora og Eshtaol, spurgte deres stammefæller dem: „Hvordan gik det? Hvad fandt I ud af?” ^9-10 Mændene svarede: „Lad os tage af sted og erobre Lajish! Vi har set, at landet er virkelig godt. Der er ikke noget at betænke sig på. Folket dér lever fredeligt og bekymrer sig ikke om noget, for de mangler intet. Gud har givet os et frugtbart og rummeligt land.”

¹¹ Så rykkede danitterne op fra Zora og Eshtaol med en hær på 600 bevæbnede krigere, ¹² og de slog lejr ved det sted vest for Kirjat-Jearim i Juda, som den dag i dag kaldes Dans Lejr. ¹³ Derfra gik de ind i Efraims højland.

Da de kom til Mikas hus, ¹⁴ sagde spionerne til krigerne: „I gudehuset derhenne er der en efod, nogle husguder, et gudebillede og en støbt gudestatuette. Mon ikke vi er enige om, hvad vi skal gøre?”

^15-16 Så gik de fem mænd hen til gudehuset, mens de 600 krigere blev stående uden for porten. Da den unge præst kom ud til porten, hilste mændene hjerteligt på ham. ¹⁷ Mens præsten stod udenfor sammen med krigerne, kom de fem mænd ud fra Mikas gudehus med gudebilledet, efoden, husguderne og den støbte gudestatuette. ¹⁸ „Hvad er det, I gør?” udbrød præsten forbavset. ¹⁹ „Ti stille og følg med!” svarede de. „Fra nu af skal du være vejleder og præst for os! Er det ikke bedre at være præst for en hel stamme end bare for en enkelt mand?” ²⁰ Det forslag syntes præsten godt om, og uden yderligere indvendinger tog han efoden, husguderne og gudebilledet og fulgte med dem.

²¹ Hele gruppen fortsatte nu rejsen mod Lajish med deres børn, kvæg og ejendele forrest. ²² Da de var kommet lidt på afstand, tilkaldte Mika sine naboer og satte efter dem, der havde stjålet hans guder. Da de havde indhentet dem, ²³ råbte de til dem, at de skulle standse.

„Hvad er der i vejen?” spurgte danitterne. „Hvorfor kommer du med alle de folk?” ²⁴ „Hvad tror I?” råbte Mika tilbage. „I har stjålet mine guder og min præst, så nu har jeg ingenting tilbage. Og så spørger I, hvad der er i vejen!” ²⁵ „Du gør bedst i at passe dig selv!” svarede danitterne. „Ellers kunne det være, at nogle af os blev sure og huggede jer alle sammen ned!”

²⁶ Da Mika blev klar over, at der ikke var noget at stille op, vendte han om og gik hjem, og danitterne fortsatte deres rejse ^27-28 med hans afgudsbilleder og hans præst.

Da de nåede frem til Lajish, der lå fredeligt og trygt i dalen ved Bet-Rehob, huggede de indbyggerne ned og brændte byen af. Der var ingen, der kom til undsætning, afstanden til Sidon var for stor, og de havde ingen kontakt med de omkringboende aramæere. Efter sejren genopbyggede danitterne byen og blev boende der. ²⁹ De gav byen et nyt navn og opkaldte den efter deres forfar Dan, en af Jakobs sønner.

³⁰ Derefter opstillede de afgudsbillederne i byen og udnævnte Jonatan fra Gershoms slægt^[a] til præst. Jonatans efterkommere vedblev at være præster for danitterne, indtil byens befolkning blev ført bort som fanger til et fjendtligt land. ³¹ Danitterne brugte Mikas afgudsbilleder, imens Herrens helligdom var i Shilo.

Paulus’ forsvarstale

22 „Mine ærede landsmænd, hør, hvad jeg har at sige til mit forsvar!” begyndte Paulus. ² Da de hørte, at han talte hebraisk, blev der stille i den store forsamling. Han fortsatte: ³ „Jeg er jøde, født i Tarsos i Kilikien, men jeg er opvokset her i byen og uddannet under Gamaliel. Han har lært mig at følge alle de jødiske love og forfædrenes traditioner til punkt og prikke. Jeg var lige så fanatisk i min gudsdyrkelse, som I er her i dag. ⁴ Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‚Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder. ⁵ Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.

⁶ Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig. ⁷ Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‚Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ ⁸ ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‚Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’ ⁹ De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt. ¹⁰ Jeg spurgte: ‚Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‚Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’ ¹¹ Jeg var blevet blind på grund af det skarpe lys, så mine ledsagere måtte tage mig ved hånden og føre mig ind til Damaskus.

¹² I byen boede der en mand, som hed Ananias. Han var en gudfrygtig mand, der efterlevede vores jødiske lov, og han var meget respekteret af alle byens jøder. ¹³ Han kom hen til mig og sagde: ‚Bror Saul, få synet tilbage!’ I det samme kunne jeg se igen. ¹⁴ Videre sagde han: ‚Gud, vores forfædres Gud, har udvalgt dig til at kende hans vilje. Du skal få lov at se Den Retfærdige og høre ham tale til dig, ¹⁵ for du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt. ¹⁶ Hvad er der nu mere at vente på? Rejs dig op, lad dig døbe og få dine synder renset bort ved at tro på og bede om Herrens tilgivelse.’

¹⁷ Senere var jeg tilbage i Jerusalem. En dag, mens jeg bad i templet, var jeg pludselig som i en anden verden, ¹⁸ og i et syn så jeg Herren, som sagde til mig: ‚Skynd dig at forlade Jerusalem, for folk her vil ikke tage imod det, du fortæller om mig.’ ¹⁹ ‚Jamen, Herre,’ svarede jeg, ‚de ved jo alle sammen, at det var mig, som fik arresteret alle dem, der troede på dig, og jeg sørgede for, at de blev pisket i synagogerne. ²⁰ Dengang Stefanus blev dræbt, stod jeg lige ved siden af og godkendte, hvad de gjorde, ja, det var mig, der passede på tøjet for dem, der slog ham ihjel.’ ²¹ Men Herren sagde til mig: ‚Tag af sted! For jeg vil sende dig til de folkeslag, der er langt borte.’ ”

²² Op til det punkt havde folkemængden lyttet opmærksomt til Paulus, men nu begyndte hylekoret igen. „Han skal dø!” råbte de. „Sådan en skal ikke have lov til at leve!” ²³ De skreg og krængede deres kapper af og kastede støv op i luften. ²⁴ Kommandanten gav derfor ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen, og at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne finde ud af, hvad han havde gjort, som kunne gøre mængden så rasende. ²⁵ Da de var i færd med at spænde ham fast for at piske ham, vendte han sig til den nærmeste officer og spurgte: „Er det tilladt at piske en romersk statsborger, der ikke engang har været for retten?”

²⁶ Officeren gik til kommandanten og sagde: „Er du klar over, hvad du er ved at gøre? Manden er romersk statsborger!” ²⁷ Kommandanten kom hen til Paulus og spurgte: „Sig mig, er du romersk statsborger?” „Ja, det er jeg,” svarede han. ²⁸ „Det er jeg også,” udbrød kommandanten, „men det har kostet mig en formue at blive det.” „Jeg er født romersk statsborger,” sagde Paulus.

²⁹ Da de soldater, der stod parate til at piske ham, hørte det, trak de sig hurtigt tilbage. Kommandanten blev også bange, da det gik op for ham, at han havde ladet en romersk statsborger lægge i lænker. ³⁰ Men han ville gerne finde ud af, hvad det var, jøderne anklagede Paulus for. Næste dag lod han derfor lænkerne blive taget af Paulus og befalede, at han skulle fremstilles for ypperstepræsterne og Det jødiske Råd. Derpå blev Paulus ført frem for Rådet.

Håb for fremtiden midt i ulykken

32 Herren gav mig et nyt budskab om det fremtidige håb i kong Zidkija af Judas tiende regeringsår, der var Nebukadnezars attende regeringsår. ² Den babyloniske hær var i færd med at belejre Jerusalem, og jeg var under husarrest i den kongelige gardes boligkompleks. ³ Kong Zidkija havde nemlig sat mig i forvaring, fordi jeg havde givet kongen følgende besked fra Herren: „Hør hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han skal indtage den. ⁴ Det vil ikke lykkes dig at undslippe, men du vil blive ført frem for kongen, ⁵ som vil tage dig med til Babylon. Og der må du blive og udstå den straf, jeg har afmålt for dig. Hvis I kæmper mod babylonierne, vil det ikke gå jer godt.”

⁶ Først sagde Herren til mig: ⁷ „Din fætter Hanamel, Shallums søn, er på vej for at bede dig om at købe den jord, han ejer i Anatot. Han vil gøre dig opmærksom på, at du har forkøbsret til jorden, fordi du er hans nærmeste slægtning.”

⁸ Det skete, som Herren havde sagt. Kort efter kom Hanamel og besøgte mig i den indre gård, hvor jeg sad i forvaring. „Køb min mark i Anatot i Benjamins land,” bad han. „Du har forkøbsret til den, fordi du er min nærmeste slægtning.” Da forstod jeg, at det var Herrens vilje, at jeg skulle købe den.

⁹ Derpå købte jeg marken for 200 gram sølv, ¹⁰ hvorefter jeg underskrev og forseglede skødet og afvejede sølvet i vidners nærværelse. ¹¹ Derpå tog jeg det forseglede dokument med dets betingelser og klausuler tillige med den uforseglede kopi, ^12-13 hvorefter jeg i Hanamels, vidnernes og de øvrige tilstedeværende judæeres påsyn overrakte dokumentet til Baruk, Nerijas søn, Mahsejas sønnesøn, idet jeg sagde:

¹⁴ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Tag dette forseglede dokument og kopien og læg dem i en lerkrukke, så de kan bevares for eftertiden. ¹⁵ Herren, Israels Gud, lover jer, at engang i fremtiden skal Judas folk igen eje jord i deres eget land, og de skal købe og sælge huse, vingårde og marker.”

¹⁶ Da jeg havde overrakt skøderne til Baruk, bad jeg følgende bøn:

¹⁷ „Min Herre og Gud! I din almagt skabte du himlen og jorden, intet er for vanskeligt for dig. ¹⁸ Du lader menneskers synder få konsekvenser for deres børn, men din trofasthed og barmhjertighed varer i 1000 generationer. Du er virkelig Gud Herren, den Almægtige. ¹⁹ Du besidder al visdom og gør store undere. Du ser alt, hvad mennesker foretager sig, og du lønner enhver efter, hvordan de lever og handler. ²⁰ Du gjorde utrolige ting i Egyptens land, som stadig huskes den dag i dag. Og du fortsatte med at gøre mirakler i Israel og i landene omkring os, så dit ry i dag er stort blandt folkeslagene.

²¹ Med mægtige undere, med kraft og frygtindgydende styrke, førte du dit folk Israel ud af Egypten, ²² og du gav dem det land, du for længe siden lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. ²³ Vores forfædre erobrede landet og bosatte sig der, men de nægtede at følge dig og adlyde dine love. De har praktisk talt ikke adlydt dig på et eneste punkt. Det er derfor, du har sendt denne frygtelige katastrofe over dem. ²⁴ Den babyloniske hær har allerede kastet volde op omkring bymuren. Snart vil det lykkes dem at erobre byen ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. Det er gået nøjagtig, som du advarede os om. ²⁵ Hvorfor har du så opfordret mig til i vidners nærværelse at købe denne mark og betale godt for den, når vi snart bliver løbet over ende af den babyloniske hær?”

²⁶ Da svarede Herren: ²⁷ „Jeg er Herren, Gud over alle jordens folkeslag. Er noget for vanskeligt for mig? ²⁸ Ja, jeg vil udlevere denne by til kong Nebukadnezar og hans hær, og de vil erobre den. ²⁹ De vil trænge ind i byen og sætte ild til den, så husene brænder ned til grunden. For det var her på husenes tagterrasser, at mit folk gjorde mig vred ved at brænde røgelse for Ba’al og udgyde drikofre til fremmede guder. ³⁰ Israel og Juda har gjort oprør imod mig fra begyndelsen af. De krænker mig ustandselig med deres onde handlinger. ³¹ Fra det tidspunkt denne by blev bygget og indtil nu, har dens indbyggere konstant gjort mig vred. Derfor har jeg besluttet at udslette byen.

³² Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig. ³³ De vendte mig ryggen i stedet for at søge min hjælp. Dag efter dag, år efter år, forsøgte jeg at lære dem at handle ret, men de ville ikke høre på mig. ³⁴ De har endda forurenet mit tempel ved at dyrke deres ækle afguder i helligdommen. ³⁵ De har bygget altre for Ba’al i Hinnoms dal og bragt deres egne børn som brændofre til afguden Molok, en afskyelig handling, jeg aldrig kunne drømme om at forlange. Med deres utrolige ondskab har de nedkaldt straffen over Judas folk.”

³⁶ Derfor siger Herren, Israels Gud: „Det er rigtigt, at denne by skal falde i den babyloniske konges hænder. Han vil erobre den ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. ³⁷ Jeg vil straffe Judas folk ved at sprede dem til mange lande, men engang vil jeg føre dem tilbage til denne by, hvor de så skal få lov til at leve i fred og sikkerhed. ³⁸ De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. ³⁹ Jeg gør dem til ét folk, hvis mål er at tilbede mig alene. Da vil det gå dem godt, både dem og deres børn.

⁴⁰ Jeg vil forny pagten med dem, og jeg lover altid at gøre godt imod dem. Jeg vil give dem en sådan respekt for mig, at de aldrig mere vil vende sig fra mig. ⁴¹ Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed. I trofasthed og hengivenhed vil jeg plante dem igen, så de kan slå rod i landet. ⁴² Lige så sikkert som jeg har opfyldt mine domsprofetier på dem ved at sende ulykke og rædsel over dem, lige så sikkert vil jeg opfylde mine løfter om at vise dem godhed.

⁴³ I siger med rette, at landet vil ligge øde hen, når det bliver erobret af babylonierne. Hverken mennesker eller dyr skal bo der. ⁴⁴ Men jeg lover jer, at engang skal man igen købe og sælge marker som før. Man skal underskrive og forsegle skøder i vidners nærværelse, både her omkring Jerusalem, i Benjamins land, i Judas byer, i det centrale højland, i Negev i syd og på bakkeskråningerne mod vest. For jeg vil give mit folk deres land tilbage,” siger Herren.

Velsignelsen ved at gøre Guds vilje

Guds udvalgte konge