M’Cheyne Bible Reading Plan
Saul besejrer ammonitterne
11 Engang rykkede ammonitterkongen Nahash ud og belejrede den israelitiske by Jabesh i Gilead. Byens indbyggere bad om fred. „Slå os ikke ihjel, så vil vi underkaste os,” bad de.
2 „På én betingelse,” svarede Nahash. „Jeg vil stikke højre øje ud på samtlige indbyggere i byen som en hån mod Israel.”
3 „Giv os syv dages betænkningstid,” bad Jabesh’ ledere, „så vi kan sende bud til de øvrige stammer. Hvis ingen kommer os til undsætning, går vi ind på dine betingelser.”
4 Da sendebudene fra Jabesh nåede frem til Sauls hjemby, Gibea, og fortalte den frygtelige nyhed, brast hele byen i gråd.
5 Saul havde været ude at pløje sin mark, men var nu på vej tilbage til byen med sine okser. Da han hørte postyret, spurgte han: „Hvad er der sket? Hvorfor græder I alle sammen?” Så fortalte de ham, hvad sendebudene fra Jabesh havde sagt. 6 Da kom Guds Ånd over Saul, og han blev rasende. 7 Han tog to okser og skar dem i småstykker, hvorefter han gav budbringerne besked på at bære stykkerne rundt i hele landet med følgende besked: „Sådan vil det gå med jeres okser, hvis I nægter at følge Saul og Samuel i krigen mod ammonitterne.” Og Herren sørgede for, at israelitterne blev bange for Sauls vrede, så de alle som en sluttede op om ham. 8 I Bezek holdt han mandtal over sin hær. Der var 30.000 fra Juda og 300.000 fra de øvrige stammer.
9 Sendebudene vendte derefter tilbage til Jabesh i Gilead med følgende besked fra Saul: „I morgen når solen står højest på himlen, kommer vi og redder jer.” Indbyggerne jublede, da de fik det at vide, 10 og de sagde til ammonitterne: „I morgen overgiver vi os. Så kan I gøre med os, hvad I vil.”
11 Men Saul ankom, allerede før det blev lyst næste morgen. Han havde delt sin hær i tre afdelinger og foretog et lynangreb på ammonitterne. Hele formiddagen huggede de ammonitterne ned. De, som overlevede, blev spredt til alle sider. Man fandt ikke to af dem sammen.
12 Efter slaget sagde folket til Samuel: „Hvem var det, der sagde, at Saul ikke skulle være konge over os? Kom med dem, så vi kan slå dem ihjel.”
13 Men Saul sagde: „Ingen henrettelser i dag, for nu skal vi fejre, at Herren har befriet Israel.”
14 Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”
15 Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de takofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.
Paulus’ sorg over jødernes vantro
9 1-2 Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, 3 at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. 4 Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. 5 De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[a]
Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter
6 Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[b] 7 Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. 8 Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[c] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. 9 Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[d]
Er Gud uretfærdig?
10-12 Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[e] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. 13 Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[f]
14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[g] 16 Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. 17 Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[h] 18 Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.
19 Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” 20 Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? 21 Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? 22 Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? 23 Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Guds nye folk
24 Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. 25 Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:
„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[i]
26 Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[j] 27 Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, 28 for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[k] 29 Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[l]
Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?
30 Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. 31 Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. 32 Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, 33 og dermed opfyldte de Skriftens ord:
Profeti imod Moab
48 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger om Moab:
„Byen Nebo er dømt, og den bliver snart jævnet med jorden. Samme skæbne venter byen Kirjatajim. Dens fæstninger bliver indtaget og ødelagt. 2 Moabs storhedstid er forbi. I Heshbon lægges der planer om at udslette landet. ‚Kom,’ siger man, ‚lad os udrydde det folk!’ Byen Madmen bliver løbet over ende af den fremstormende hær. 3 Der høres fortvivlede råb i Horonajim: ‚Åh, hvilken forfærdelig ødelæggelse!’ 4 Moab vil blive lagt i ruiner, og børnene vil skrige af skræk. 5 Flygtningene går grædende op over Luhits bakker. På vejen fra Horonajim hører de rædselsskrigene fra byen nedenfor. 6 Flygt for livet. Løb som et vildæsel i ørkenen.[a] 7 I stolede på jeres egen styrke og rigdom. Derfor skal I dø, og jeres gud, Kemosh, skal føres i eksil sammen med sine præster og stormænd.
8 Alle dalenes byer og landsbyerne i højlandet skal ødelægges, siger Herren. 9 Rejs en gravsten for Moab,[b] for alle landets byer skal ligge øde og ubeboede hen. 10 Forbandet være de, som nægter at udføre Herrens befaling og ikke deltager i blodbadet.
11 Moabs befolkning har altid levet uforstyrret, som vin, der får lov at bundfælde sig uden at blive hældt fra fad til fad. Moab har aldrig været i eksil, men har kunnet nyde en stabil tilværelse. 12 Men nu er tiden kommet, siger Herren, hvor jeg sender soldater, der skal hælde vinen ud på jorden. De vælter beholderne omkuld og knuser dem. 13 Moab bliver skuffet over, at Kemosh ikke kan hjælpe, ligesom Israel blev skuffet over guldkalven i Betel.[c]
14 Moabs indbyggere plejer at prale med deres heltebedrifter i krig. 15 Men nu skal Moab ødelægges. Ødelæggeren er på vej for at slagte alle landets øvede krigere, siger Herren, den almægtige Konge. 16 Moabs undergang er uhyggeligt nær.
17 I, som er Moabs venner, sørg og græd over landets skæbne. Se, den stærke herskerstav, det prægtige scepter, ligger knust i støvet. 18 Kom ned fra hæderspladsen og sæt jer i støvet, Dibons indbyggere.[d] De, der kommer for at knuse Moab, vil også bryde igennem jeres fæstninger og rasere jeres by. 19 Aroers indbyggere står frygtsomme langs vejen og råber til de flygtende fra Moab: ‚Hvad er der sket?’ 20 Svaret lyder: ‚Græd og sørg! Moab blev ydmyget og ligger i ruiner. Råb det ud langs Arnonflodens bredder, at Moab er gået til grunde.’
21-24 Alle højslettens byer ligger i ruiner, både Holon, Jahatz, Mefa’at, Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet-Meon, Kerijot og Botzra, for Herrens dom har ramt samtlige Moabs byer.
25 Moabs storhedstid er forbi, hendes[e] styrke er brudt, hendes arme er brækket. 26 Fordi hun har sat sig op mod mig, Herren, skal hun tømme min vredes bæger. Hun raver beruset omkring, til hun falder og roder rundt i sit eget bræk. Hun vil blive hånet af alle, der ser det. 27 Var det ikke dig, der hånligt rystede på hovedet af Israel som af en gemen tyv?
28 Moabs folk, flygt fra jeres byer og slå jer ned i bjerghulerne som duer, der bygger rede i klippespalterne. 29 Det er velkendt, hvor utrolig indbildsk, overmodig, selvsikker og overlegen Moab er. 30 Jeg kender jeres indbildskhed, siger Herren. Men jeres pral er tomme ord, for der er ingen basis for jeres selvsikkerhed. 31 Jeg må græde over Moab og sørge over befolkningen i Kir-Heres.
32 Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet.[f] Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. 33 Der er ingen glæde mere i Moabs frugtplantager. Vinpersen står ubrugt. Ingen træder druer i takt med den glade sang. 34 I stedet høres rædselsskrig over hele landet, fra Heshbon helt over til Elale og Jahatz, fra Zoar til Horonajim og Eglat-Shelishija. Selv Nimris bæk er udtørret.
35 Jeg gør ende på Moab, siger Herren, for de bringer ofre på afgudsaltrene og brænder røgelse for deres falske guder. 36 Jeg sørger over Moab og Kir-Heres’ folk som en fløjtespiller, der udtrykker sin sorg over de tabte rigdomme med en klagesang. 37 Alle indbyggerne vil i fortvivlelse rage hår og skæg af, skære rifter i hænderne og klæde sig i sæk og aske. 38 På alle de flade tage og på torvene i Moab vil der lyde gråd og klage, for jeg knuser Moab som en ubrugelig lerskål. 39 Ja, Moab vil blive fuldstændigt knust, ydmyget ved fjendernes hån, et afskrækkende eksempel for alle dets naboer.
40 Fjenden kredser over Moabs land som en ørn, siger Herren, klar til at slå ned på dem. 41 Byerne vil falde, og fæstningerne blive brudt ned. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde. 42 Moab er færdig som nation, for hun satte sig op mod Herren. 43 Moabs indbyggere kan se frem til frygt, fælder og fangenskab, siger Herren. 44 De, som flygter på grund af frygt, vil gå i fælden, og de, som slipper fri af fælden, vil senere blive fanget. Nu er dommens time kommet for Moabs land, siger Herren. 45 De, der flygter mod Heshbon, vil miste alt håb, for den prægtige Sihons by står i flammer. Fra Heshbon spreder ødelæggelsen sig ud over hele landet, og Moabs stærkeste byer bliver lagt i ruiner.
46 Stakkels Moab, det er ude med dig. Det folk, som tilbad Kemosh, skal udryddes, deres sønner og døtre føres bort som slaver. 47 Men engang i fremtiden vil jeg genrejse Moabs folk,” siger Herren. Det var domsprofetien over Moab.
Bøn om vejledning og beskyttelse
25 En sang af David.
Til dig, Herre, råber min sjæl.
2 Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
Lad ikke fjenderne sejre over mig!
3 For de, der stoler på Herren,
bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
går deres undergang i møde.
4 Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
5 Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og min frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
6 Du har altid været en kærlig Gud,
din barmhjertighed varer til evig tid.
7 Tilgiv mig min ungdoms oprør,
vis mig din trofasthed og nåde.
8 Herren er god og barmhjertig,
han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
9 Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
lærer dem den rette vej.
10 Når vi ønsker at gøre hans vilje,
leder han os med sin kærlige hånd.
11 Herre, tilgiv mine mange synder,
for du er kendt som en nådig Gud.
12 Dem, der har ærefrygt for Herren,
hjælper han at vælge den rigtige vej.
13 De oplever hans velsignelse,
og deres børn får lov at bo i landet.
14 Herren vejleder alle, der vil følge ham,
han indvier dem i sine hemmelige planer.
15 Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
for han redder mig fra mine fjenders fælder.
16 Vær mig nådig, Herre,
for jeg er helt alene og hjælpeløs.
17 Skab en vej ud af min ulykke,
befri mig fra alle mine lidelser.
18 Tænk på min sorg og smerte,
tilgiv mig alle mine synder.
19 Mine fjender er mange,
og de hader mig inderligt.
20 Beskyt mig og red mig.
Lad mig ikke bukke under,
for jeg stoler på din hjælp.
21 Må min ærlighed blive min redning,
for jeg har sat min lid til dig.
22 Herre, frels hele Israel fra ulykke.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.