M’Cheyne Bible Reading Plan

Hannas barnløshed

1 I byen Rama^[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf^[b] og kom oprindelig fra Betlehem.^[c]

² Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. ³ Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. ⁴ Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, ⁵ men Hanna gav han to stykker,^[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. ⁶ Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. ⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Samuels fødsel

¹⁹ Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. ²⁰ Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel,^[e] for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”

²¹ Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, ²² tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til Herrens hus og lade ham blive der, så længe han lever.” ²³ „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.

²⁴ Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til Herrens hus i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. ²⁵ Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. ²⁶ „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. ²⁷ Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. ²⁸ Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de^[f] Herren der.

Indledende hilsen—Jesus som Guds Søn

1 Kære medkristne i Rom!

Dette brev er fra Paulus, som er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Det var Gud, der udvalgte mig til at sprede det glædelige budskab, ² som han for længe siden talte om gennem sine profeter, og som er nedskrevet i de hellige Skrifter. ^3-4 Profeterne forudsagde, at der skulle komme en Frelser, og det er Jesus, Guds Søn og vores Herre. Hvad hans menneskelighed angår, nedstammer han fra Kong David, men hvad hans hellige åndsnatur angår, blev han ved opstandelsen fra de døde anerkendt som Guds magtfulde Søn. ⁵ Det er ham, der har givet os nåde og kraft til at være hans apostle og hjælpe folk fra alle folkeslag til at leve i tillidsfuld lydighed over for Gud. ⁶ Det gælder også jer i Rom, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.

⁷ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre. I skal vide, at Gud elsker jer, og at I er kaldet til at leve for ham.

Paulus ønsker at besøge de kristne i Rom

⁸ Først af alt takker jeg Gud for alt, hvad han har gjort for jer gennem Jesus Kristus. Jeres tro er jo blevet kendt i hele verden! ⁹ Gud er mit vidne på, at jeg tit tænker på jer og beder for jer, alt imens jeg sætter hele mit liv ind på at forkynde budskabet om hans Søn. ¹⁰ Og jeg beder til stadighed om, at Gud snart vil gøre det muligt for mig at komme og besøge jer. ¹¹ Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan udruste jer med Åndens gaver, så I kan blive styrket i jeres tro, ¹² eller snarere, at vi kan opmuntre og styrke hinanden gennem vores fælles tro.

¹³ I skal vide, kære venner, at jeg tit har tænkt på at besøge jer, så jeg kunne være til hjælp for jer ligesom for de andre menigheder. Men der er altid kommet noget i vejen. ^14-15 Jeg længes efter at forkynde budskabet om Jesus også i Rom, for det er min opgave at forkynde det for alle mennesker, uanset om de er veluddannede eller uuddannede, om de bliver set op til eller set ned på.

Kristendommens kerne

¹⁶ Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham. Budskabet kom først til jøderne, men nu når det ud til alle mennesker. ¹⁷ Kernen i budskabet er, at vi bliver accepteret af Gud og erklæret skyldfri bare ved at overgive os til ham i tro og leve i den tro. Der står jo også i Skriften: „Den retskafne får livet ved sin tro.”^[a]

Ugudelige mennesker vil blive straffet for deres ondskab

¹⁸ Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. ^19-20 De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. ²¹ De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. ²² De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. ²³ I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.

²⁴ Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. ²⁵ De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse. ²⁶ Derfor har Gud ladet dem følge deres skamløse lyster. Kvinder har imod naturens orden et seksuelt forhold til andre kvinder i stedet for til mænd. ²⁷ På samme måde har mænd et forhold til andre mænd, og på den måde tilfredsstiller de deres lyster. Men resultatet af deres fejltagelse rammer dem selv.

²⁸ Fordi de ikke sætter pris på at lære Gud bedre at kende, har han overladt dem til deres egen forfejlede tankegang og umoralske livsførelse. ²⁹ De er ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stridslystne, uhæderlige, skadefro og fulde af løgn. ³⁰ De taler ondt om andre mennesker og hader Gud. De er arrogante og overlegne. De er i oprør mod forældre, praler af deres bedrifter og finder altid på nye ondskabsfuldheder. ³¹ De er tåbelige, illoyale, afstumpede og ubarmhjertige. ³² De ved godt, hvad Gud ønsker, de skal gøre, og at han har ret til at straffe den slags med døden. Alligevel lever de på den måde og bekræfter hinanden i deres umoralske livsstil.

Jerusalems fald

39 I kong Zidkija af Judas niende regeringsår i den tiende måned kom kong Nebukadnezar af Babylonien med hele sin hær og belejrede Jerusalem. ² På den niende dag i den fjerde måned i Zidkijas 11. regeringsår brød fjenden gennem bymuren. ³ Alle de babyloniske embedsmænd kom til stede og tog plads i Midterporten. Iblandt dem var Nergal-Sarezer og Nebo-Sarsekim, Nebukadnezars personlige rådgivere.

⁴ Da kong Zidkija og hans livgarde indså, at slaget var tabt, flygtede de om natten gennem paladsets have, videre igennem en korridor mellem to mure, ud ad en port i bymuren og satte kurs mod Jordandalen. ⁵ Men babylonierne satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Derefter førte de ham til kong Nebukadnezar, der opholdt sig i byen Ribla i Hamat-området, og Nebukadnezar afsagde dommen over Zidkija. ⁶ Dér i Ribla måtte han se på, at hans sønner og øverste embedsmænd blev henrettet. ⁷ Derefter blev hans øjne stukket ud, og han blev lagt i lænker og ført bort til Babylon i eksil.

⁸ Derpå satte de babyloniske soldater ild til byen og paladset, og de rev bymuren ned. ⁹ Chefen for kong Nebukadnezars livvagt, Nebuzaradan, sendte de overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, til Babylonien i eksil. ¹⁰ Han efterlod kun nogle få fattige folk til at dyrke jorden og passe vingårdene.

Jeremias bliver frigivet

^11-12 Nebukadnezar havde givet Nebuzaradan ordre til at opsøge mig. „Sørg for, at han ikke kommer noget til,” havde kongen sagt. „Tag dig godt af ham og giv ham, hvad han beder om.” ¹³ Nebuzaradan, Nebushazban, Nergal-Sarezer og de øvrige højtstående embedsmænd ¹⁴ sendte derfor nogle soldater af sted for at hente mig i husarresten og overgav mig til Gedalja, søn af Ahikam, der var søn af Shafan, for at han skulle tage mig med hjem, hvorefter jeg kunne færdes frit blandt mit eget folk.

¹⁵ Engang mens jeg endnu sad i husarrest, havde Herren sagt til mig:

¹⁶ „Sig til kushitten Ebed-Melek: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil opfylde alle mine trusler imod denne by, og du vil få det at se. ¹⁷ Men dig vil jeg redde, så du ikke falder i hænderne på dem, du frygter for. ¹⁸ Jeg vil beskytte dig og redde dig fra døden, fordi du har vist tillid til mig, siger Herren.”

Et fortvivlet menneskes bøn

13 Til korlederen: En sang af David.

Menneskets ondskab

14 Til korlederen: En sang af David.