M’Cheyne Bible Reading Plan

Ruth søger ly under Boaz’ vinger

3 En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt. ² Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften! ³ Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred. ⁴ Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”

⁵ „Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.

⁶ Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede. ⁷ Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der. ⁸ Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.

⁹ „Hvem er du?” udbrød han.

„Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger,^[a] fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.”

¹⁰ „Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig. ¹¹ Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er. ¹² Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken. ¹³ Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”

¹⁴ Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”

¹⁵ Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.

¹⁶ „Hvordan gik det så?” spurgte No’omi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet. ¹⁷ „Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.

¹⁸ „Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde No’omi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”

Boaz gifter sig med Ruth

4 Boaz var i mellemtiden gået hen til byporten og havde sat sig der. Da den slægtning, han havde omtalt, kom forbi, kaldte han på ham: „Kom og sæt dig her! Der er noget, jeg vil snakke med dig om!” Det gjorde han så. ² Boaz tilkaldte derefter ti af byens ledere og bad dem om at være vidner. „Sæt jer her!” sagde han, og de satte sig ned. ³ Så sagde Boaz til sin slægtning: „Du kender No’omi, som vendte tilbage fra Moabs land. Hun tænker på at sælge det jordstykke, som tilhørte vores slægtning Elimelek. ⁴ Jeg syntes lige, jeg ville nævne det for dig, så du kan købe jordstykket, hvis du er interesseret; og disse ansete mænd kan være vidner. Lad mig vide med det samme, om du ønsker at købe jorden, for hvis du ikke er interesseret, så vil jeg købe den. Jeg er jo den næste i rækken efter dig.”

Manden svarede: „Godt, jeg køber jorden!”

⁵ Så sagde Boaz: „Hvis du køber jorden fra No’omi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.”

⁶ „Det kan jeg ikke gøre!” svarede manden. „Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!”

⁷ På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort. ⁸ Da manden sagde: „Køb du hellere det hele!” trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.

⁹ Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: „I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner. ¹⁰ Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.”

¹¹ De ti ledere, der sad i byporten, svarede: „Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem, ¹² og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.”

¹³ Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.

¹⁴ Da sagde byens kvinder til No’omi: „Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel. ¹⁵ Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”

¹⁶ Så tog No’omi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. ¹⁷ Nabokonerne sagde: „Nu har No’omi fået en søn!” Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.

^18-22 Dette er Peretz’ stamtavle: Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram. Ram blev far til Amminadab, som blev far til Nahshon, som igen blev far til Salma. Salma blev far til Boaz, som blev far til Obed, som igen blev far til Isaj—og Isaj blev far til kong David.

Opholdet på Malta

28 Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. ² De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. ³ Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. ⁴ Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” ⁵ Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. ⁶ De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.

⁷ I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. ⁸ Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. ⁹ Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. ¹⁰ Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.

Fra Malta til Rom

¹¹ Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen. ¹² Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage. ¹³ Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde. ¹⁴ Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.

¹⁵ I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.

Paulus i Rom

¹⁶ Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham. ¹⁷ Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. ¹⁸ Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. ¹⁹ Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. ²⁰ Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” ²¹ De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. ²² Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”

²³ De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.

²⁴ Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. ²⁵ Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:

²⁸ Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”^[b]

³⁰ De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. ³¹ Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.

Jeremias smides i en tom cisterne

38 Der var imidlertid fire mænd ved navn Shefatja, Gedalja, Jukal og Pashhur, som ønskede at lukke munden på mig. De havde jo hørt, hvordan jeg gang på gang havde advaret folket med det budskab, ² som Herren havde givet mig: „De, der bliver i Jerusalem, vil dø af hungersnød eller sygdom eller blive dræbt i krigen. Men de, der overgiver sig til babylonierne, vil overleve. ³ Herren vil nemlig overgive Jerusalem til Babyloniens konge, som vil indtage byen.”

⁴ De fire mænd gik til kongen og sagde: „Herre, vi må uskadeliggøre Jeremias. Hans budskaber undergraver hærens moral. Han skaber en negativ stemning blandt de krigere, vi endnu har tilbage, og hele befolkningen i byen. Han er en forræder, som ikke ønsker, at vi skal reddes, men at vi skal rammes af ulykke.”

⁵ Kong Zidkija gav efter og sagde: „Gør med ham, som I vil.”

⁶ Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.

⁷ Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir, ⁸ skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.

⁹ „Herre konge,” sagde han. „Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”

¹⁰ Da befalede kongen: „Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.” ¹¹ Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb. ¹² „Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det, ¹³ trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.

Zidkija spørger endnu en gang Jeremias til råds

¹⁴ En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. „Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. „Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”

¹⁵ „Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. „Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.”

¹⁶ Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig.

¹⁷ Da sagde jeg til ham: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet. ¹⁸ Men hvis du nægter at overgive dig, vil den babyloniske hær brænde byen ned til grunden, og du har ingen chance for at undslippe.”

¹⁹ „Men jeg er bange for at overgive mig,” svarede kongen, „for babylonierne vil sikkert udlevere mig til de judæiske overløbere, og hvem ved, hvad de vil gøre ved mig?”

²⁰ „Hvis du vil adlyde Herren,” svarede jeg, „har du ikke noget at frygte. Du vil redde livet, og du vil få det bedre, end du har det her. ²¹ Men hvis du nægter at overgive dig, så kan jeg fortælle dig, hvad der vil ske, for det har Herren vist mig i et syn: ²² Alle paladsets kvinder blev udleveret til de babyloniske officerer. Og de sang en smædevise om dig:

²³ Alle dine koner og børn vil blive udleveret til babylonierne, og du har ingen chance for at undslippe. Du bliver taget til fange, og byen bliver brændt ned til grunden.”

²⁴ Da sagde Zidkija til mig: „Lad det her blive imellem os to. Hvis du røber for nogen, hvad du her har sagt, er du dødsens. ²⁵ Hvis mine hoffolk får nys om vores samtale, og hvis de truer dig med døden, medmindre du fortæller dem, hvad vi har talt om, ²⁶ skal du sige til dem: ‚Jeg bad bare kongen love mig, at han aldrig igen vil kaste mig i fangehullet i Jonatans hus.’ ”

²⁷ Hoffolkene kom da også hen til mig og ville krydsforhøre mig om mit møde med kongen. Jeg gjorde nøjagtigt, som kongen havde sagt. Derefter lod de mig være i fred, for ingen havde hørt, hvad jeg snakkede med kongen om. ²⁸ Således forblev jeg i husarrest på paladsets område, indtil den dag da Jerusalem blev indtaget.

Tilflugt hos Herren

11 Til korlederen: En sang af David.

Bøn om hjælp i en gudløs tid

12 Til korlederen: Brug lyrerne.^[a] En sang af David.