M’Cheyne Bible Reading Plan
Samsons hævn over filistrene
15 Senere gik Samson ned for at besøge den pige, der trods alt var hans brud. Det var under hvedehøsten, og han havde et gedekid med. „Lad mig få lov at gå ind til min kone i hendes kammer,” sagde han. Men pigens far satte sig imod det.
2 „Jeg troede ikke, du brød dig om hende,” forklarede han. „Derfor gav jeg hende til den mand, der var forlover ved brylluppet. Men hendes lillesøster er endnu smukkere. Tag dog hende til kone i stedet for.”
3 Samson var rasende. „Denne gang er det ikke min skyld, at det kommer til at gå ud over filistrene!” snerrede han. 4 Så gik han ud og fangede 300 ræve, bandt halerne sammen på dem to og to og fastgjorde en fakkel midt imellem. 5 Efter at have sat ild til faklerne, slap han rævene løs i filistrenes marker, så både det uhøstede korn, de stablede neg, vinrankerne og oliventræerne gik op i lys lue.
6 „Hvem har gjort det?” spurgte filistrene. „Samson,” lød svaret. „Det er hans hævn over, at hans svigerfar fra Timna bortgiftede hans kone til forloveren.” Så gik filistrene hen og brændte huset ned, så både pigen og hendes far indebrændte. 7 Det fik Samson til at udbryde: „Fordi I har gjort sådan en udåd, vil jeg hævne mig på jer.” 8 I blindt raseri gik han løs på dem og slog mange af dem ihjel, hvorefter han flygtede til en klippehule ved Etam.
9 Filistrene svarede igen ved at sende en stor styrke ind i Juda, hvor de spredte sig og slog lejr i omegnen af Lehi. 10 „Hvorfor angriber I os?” spurgte judæerne. Filistrene svarede: „Fordi vi vil fange Samson og tage hævn over ham!” 11 Så sendte judæerne 3000 mænd af sted til klippehulen ved Etam for at hente Samson. „Hvorfor har du bragt os i den her ulykkelige situation?” spurgte de Samson. „Er du ikke klar over, at filistrene har magten i landet?” „Jeg har kun gjort gengæld for det, de gjorde imod mig,” lød Samsons svar.
12 Judæerne fortsatte: „Vi er kommet for at tage dig til fange og udlevere dig til filistrene!” „Lad gå,” svarede Samson, „bare I lover mig, at I ikke vil slå mig ihjel.” 13 „Vi binder dig bare og overgiver dig til filistrene,” sagde de. „Vi slår dig ikke ihjel.”
Så bandt de ham omkring håndled og overarme med to nye reb og førte ham bort. 14 Da de nåede frem til Lehi, blev filistrene ellevilde af begejstring, men i det samme kom Herrens Ånd over Samson og gav ham styrke, så han sprængte både rebet om overkroppen og det reb, hans håndled var bundet med. 15 Samson tog derpå en æselkæbe, der lå på jorden, og slog 1000 filistre ihjel med den. 16 Derefter udbrød han:
Med en æselkæbe har jeg dræbt bunker af „æsler”.
Med en æselkæbe slog jeg 1000 mand ned.
17 Så kastede han æselkæben fra sig. Derfor kaldte man stedet for „Kæbehøjen”.[a]
18 Bagefter var Samson så udmattet af tørst, at han råbte til Herren: „I dag har du givet sejr til Israel ved min hånd! Skal jeg nu dø af tørst og falde i hænderne på de her ugudelige filistre?” 19 Da lod Herren vand strømme frem fra et hul i jorden, så Samson kunne drikke og komme til kræfter igen. Kilden kaldte man „Råbets Kilde”,[b] og den findes den dag i dag i Lehi.
20 De næste 20 år var Samson Israels befrier, men filistrene havde stadig magten i landet.
En stærk menighed grundlægges i Efesos
19 Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. 2 Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?”
„Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.
3 „Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han.
„Johannes Døbers dåb,” svarede de.
4 „Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.” 5 Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. 6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. 7 Der var omkring 12 mænd i alt.
8 I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige. 9 Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos’ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. 10 Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.
11 Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus’ tjeneste 12 med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.
13 Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: „Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!” 14 Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det. 15 Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: „Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I—hvem er I?” 16 Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.
17 Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt. 18 Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i, 19 og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker. 20 Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.
Uroligheder og modstand i Efesos
21 Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han. 22 Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.
23 På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”. 24 En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. 25 Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. 26 I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. 27 Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis’ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!” 28 Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” 29 Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus’ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. 30 Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. 31 Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.
32 Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. 33 Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. 34 Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” 35 Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. 36 Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. 37 I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. 38 Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. 39 Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, 40 for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.
Jeremias konfronterer den falske profet Hananja
28 Ved samme lejlighed, i kong Zidkija af Judas regeringstid, modsagde profeten Hananja, Azzurs søn fra Gibeon, mig offentligt i templet i præsternes og folkets påhør. Det var i den femte måned i kongens fjerde regeringsår. Hananja sagde: 2 „Herren, den Almægtige, Israels Gud, erklærer: Jeg vil fjerne den babyloniske konges åg fra jeres skuldre. 3 Inden der er gået to år, vil jeg bringe de tempelskatte tilbage, som Nebukadnezar bortførte til Babylon. 4 Også kong Jekonja vil jeg bringe tilbage sammen med de øvrige fanger i Babylonien.”
5 Da svarede jeg ham i præsternes og folkets påhør: 6 „Gid det måtte gå, som du siger. Jeg ville ønske, at Herren ville opfylde din profeti og bringe tempelskattene og fangerne tilbage til os. 7 Men hør nu, hvad jeg har at sige til dig i præsternes og folkets påhør: 8 Alle de profeter, der levede før dig og mig, profeterede imod utallige nationer, og de plejede at advare imod katastrofer som krig, hungersnød og epidemier. 9 Når en profet derfor forudsiger fred, er det svært at tro, at han virkelig er sendt af Herren. Det kan kun afgøres ved at se, om profetien går i opfyldelse.”
10 Jeg havde stadig åget på mine skuldre, og Hananja kom nu hen og tog det af mine skuldre og brækkede det. 11 Så sagde han til mængden: „Herren siger endnu en gang, at inden to år er gået, vil han fjerne kong Nebukadnezars åg fra de nationer, som nu er underlagt hans herredømme.” Derefter gik jeg min vej.
12 Kort efter gav Herren mig følgende budskab:
13 Gå hen til Hananja og sig: „Godt nok har du brækket et åg, men det var af træ, og jeg vil erstatte det med et af jern. 14 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil lægge et jernåg på alle disse nationers skuldre, og deres befolkning skal blive slaver under kong Nebukadnezar af Babylon. Jeg har lagt alt under hans herredømme, selv de vilde dyr.”
15 Efter at have overbragt budskabet til profeten Hananja tilføjede jeg: „Hør, Hananja, Herren har ikke sendt dig, og du har fået folket til at tro på en løgn. 16 Derfor siger Herren, at han vil fjerne dig fra jordens overflade. Du har gjort oprør mod Herren, og derfor skal du dø inden årets udgang.” 17 Og ganske rigtigt: To måneder senere døde Hananja.
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.[a] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
3 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4 Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5 Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6 men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7 De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
10 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11 De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Forberedelsen til påskemåltidet(D)
12 På den første af påskefestens[c] dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
13 Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, 14 og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ 15 Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
16 De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(E)
17 Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. 18 Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” 19 Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
20 „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. 21 Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Jesus indstifter den nye pagt(F)
22 Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” 23 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. 24 Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye[d] pagt. 25 Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham(G)
26 Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,[e] gik de ud mod Olivenbjerget.
27 Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’[f] 28 Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
29 „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. 30 Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
31 „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane(H)
32 De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 33 Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. 34 „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”
35 Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. 36 „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37 Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? 38 Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39 Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. 40 Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41 Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. 42 Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(I)
43 Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. 44 Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
45 Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. 46 I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. 47 En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. 48 „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. 49 „Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”
50 Derefter flygtede alle disciplene. 51 Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.[g] Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, 52 viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere(J)
53 Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. 54 Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.
55 Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. 56 Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.
57 Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: 58 „Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” 59 Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
60 Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” 61 Men Jesus svarede ham ikke et ord. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”
62 „Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” 63 Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! 64 Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”
De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.
65 Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.
Peter nægter at kendes ved Jesus(K)
66 Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, 67 fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
68 Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
69 Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” 70 Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
71 Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
72 I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.