M’Cheyne Bible Reading Plan

Benjaminitterne straffes

20 Da samledes alle Israels mænd—fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og fra Gilead i øst—for Herrens ansigt i Mitzpa. ² Alle Israels stammeledere mødte op, og alle stammerne mønstrede tilsammen 400.000 bevæbnede krigere. ^3-4 (Benjaminitterne hørte, at alle de andre stammer havde forsamlet sig i Mitzpa.)

„Fortæl os nu, hvordan den forbrydelse gik til,” sagde folkets ledere til den myrdede kvindes mand.

„Jeg og min medhustru ankom til Gibea i Benjamins land for at overnatte,” begyndte han. ⁵ „Om natten omringede nogle af byens mænd huset i den hensigt at slå mig ihjel, og de voldtog min medhustru, indtil hun døde. ⁶ Derefter skar jeg hendes lig i 12 stykker og sendte stykkerne ud til Israels 12 stammer for at vise, hvilken afskyelig forbrydelse disse israelitter havde begået. ⁷ Nu må det være op til forsamlingen her at beslutte, hvad der skal gøres.”

^8-11 Alle rejste sig, og deres beslutning var enstemmig: „Ingen af os vender hjem, før vi har udført en hævnaktion mod Gibea. Vi vil udtage en tiendedel af hæren til at sørge for forsyningslinierne—og resten af os vil udslette Gibea for den afskyelige forbrydelse, der er begået blandt Israels folk. Hvem der skal være hærens fortrop, vil blive bestemt ved lodkastning.”

¹² Så sendte man delegationer ud til hele Benjaminstammens område med følgende besked: „Hvad er det dog for en skamløs handling, der er blevet begået hos jer? ¹³ Udlever de onde mænd fra Gibea til os, så vi kan henrette dem og på den måde udrydde det onde fra Israels midte.” Men benjaminitterne ville ikke høre på dem. ^14-15 I stedet samlede de en hær på 26.000 mand og sendte hæren til Gibea for at hjælpe byens 700 våbenføre mænd imod den israelitiske hær. ¹⁶ I hæren var der 700 udvalgte, venstrehåndede skarpskytter, der med deres stenslynger kunne ramme plet hver eneste gang. ¹⁷ Over for dem stod de 400.000 krigere fra de øvrige stammer.

¹⁸ Før slaget gik israelitterne til Betel for at rådspørge Gud. „Hvilken stamme skal danne fortrop i slaget mod benjaminitterne?” spurgte de. Herren svarede: „Judas stamme skal gå forrest.”

^19-20 Tidligt næste morgen drog hæren af sted og slog lejr tæt ved Gibea. Derfra gik de til angreb mod byen, ²¹ men benjaminitterne stormede ud af byen og dræbte den dag 22.000 israelitter. ^22-24 Da gik israelitterne op til Betel og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne, som dog er en del af vores eget folk?” spurgte de. Herren svarede: „Ja, gå i kamp imod dem igen!”

Så opmuntrede israelitterne hinanden og gjorde klar til at fortsætte kampen samme sted næste dag. ²⁵ Men denne gang gik det ikke meget bedre, for benjaminitterne dræbte yderligere 18.000 krigere.

²⁶ Da gik hele hæren op til Betel. De græd og fastede indtil aften og bragte brænd- og takofre til Herren. ^27-28 På det tidspunkt var Guds Ark flyttet til Betel, og Pinehas, en søn af Arons søn Eleazar, var præst ved helligdommen. Israelitterne spurgte atter Herren: „Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne?” Herren svarede: „Fortsæt! I morgen vil jeg give jer sejr over dem.”

²⁹ Så lagde en del af israelitterne sig i baghold på markerne rundt om byen. ³⁰ Næste morgen gik den øvrige del af hæren frontalt til angreb mod Gibea som de øvrige dage. ³¹ Da benjaminitterne nu stormede ud af byen for at gå til modangreb, trak israelitterne sig tilbage i tre retninger og lokkede benjaminitterne væk fra byen. Benjaminitterne forfulgte de israelitiske soldater og huggede 30 af dem ned dels ude på markerne, dels langs vejen mod nordvest til Gibeon^[a] og mod nord til Betel. ³² Det fik dem til at tænke: „Vi slår dem også denne gang!” Men israelitternes slagplan gik jo ud på, at deres hær skulle flygte og derved lokke modstanderne bort fra byen. ³³ Da deres hovedstyrker nåede Ba’al-Tamar, forskansede de sig og gik til modangreb. I mellemtiden kom de andre frem fra deres baghold og indtog Gibea uden at møde væsentlig modstand. ³⁴ Det drejede sig om 10.000 af israelitternes bedste krigere. Samtidig var der voldsom kamp mellem hovedstyrken og Benjamins hær, der var uvidende om, at det snart var ude med dem. ³⁵ Den dag gav Herren israelitterne sejr over Benjamins hær, der med et tab på 25.100 mand blev næsten totalt udslettet. ³⁶ Da måtte benjaminitterne acceptere, at de var blevet slået.

Bagholdsangrebet og kampens afslutning foregik på følgende måde: Den israelitiske hovedstyrke havde jo trukket sig væk fra benjaminitterne, da de satsede på deres bagholdsstrategi. ³⁷ Den øvrige hærstyrke kom nu frem fra sit baghold, stormede Gibea og huggede indbyggerne ned. ³⁸ Det var aftalt, at de skulle sætte ild til byen, og det gjorde de så. ³⁹ Da israelitternes hovedstyrke så røgen, standsede de flugten og gik til modangreb på benjaminitternes hær. Da benjaminitterne allerede havde hugget 30 israelitiske soldater ned, og hele hæren var flygtet, var de overbeviste om, at sejren var en realitet ligesom de to foregående dage, ^40-41 men da de så sig tilbage mod byen fik de et chok, for byen var i brand, og fjenderne kom imod dem både fra syd og nord. ⁴² Deres eneste udvej var at flygte i retning af ørkenen, men hovedstyrken og krigerne fra bagholdet, som nu havde sluttet sig til dem, satte efter benjaminitterne. ^43-44 Et godt stykke øst for Gibea blev de indhentet, og mere end 18.000 af Benjamins krigere blev slået ihjel dér. ⁴⁵ Resten af hæren flygtede videre mod nord ind i ørkenen i retning af Rimmons klippe, og endnu 5000 mand blev hugget ned undervejs. 2000 mand nåede frem til Gidom, inden de blev dræbt.

⁴⁶ Den dag mistede Benjamins stamme mere end 25.000 dygtige krigere. ⁴⁷ De eneste overlevende var 600 mænd, der undslap til Rimmons klippe og gemte sig i ørkenområdets klippehuler. Her levede de i fire måneder.

⁴⁸ Efter slaget gik israelitterne en runde til hver eneste by i Benjamins land. De dræbte alt levende, både mennesker og husdyr, og derefter brændte de byerne ned til grunden.

Jødernes anklage mod Paulus

24 Fem dage efter at Paulus blev pågrebet,^[a] ankom ypperstepræsten Ananias sammen med nogle af de jødiske ledere og en advokat ved navn Tertullus. De forklarede kort anklagerne for guvernøren. ^2-3 Da Paulus derefter blev ført ind, begyndte Tertullus sin anklagetale: „Højtærede Felix! Vores taknemmelighed for den udbredte fred og de gode kår, som du har bragt til os jøder, kender ingen grænser. Vi er ikke i tvivl om, at det er din visionære ledelse, der har givet os de storslåede reformer, som nu bliver gennemført på alle områder. ⁴ Vi ønsker ikke at bruge mere af din kostbare tid end højst nødvendigt, og derfor beder jeg dig om, at du allernådigst vil høre på os, når vi fremlægger sagen i al korthed. ⁵ Vi har erfaret, at manden her er en ballademager, som forårsager optøjer blandt jøderne overalt i verden. Han er leder for den sekt, der er kendt under navnet Nazaræerne.^{[b] 6} Han prøvede endda at vanhellige templet, og derfor arresterede vi ham.^{[c] 8} Når du selv har forhørt ham om alle de her ting, vil du bedre kunne forstå, hvad det er, vi anklager ham for.” ⁹ De jødiske ledere støttede Tertullus i alle anklagerne og påstod, at sådan forholdt det sig.

Paulus’ forsvarstale for Felix

¹⁰ Guvernøren gav tegn til, at Paulus nu havde lejlighed til at forsvare sig, og han begyndte sin tale: „Det er med stor glæde og frimodighed, at jeg fremfører mit forsvar for dig, Felix, for jeg ved, at du har været dommer i jødiske sager i mange år. ¹¹ Det er ikke mere end 12 dage siden, jeg ankom til Jerusalem for at tilbede i helligdommen. Det kan du let få bekræftet. ¹² Jeg har ikke på noget tidspunkt foranstaltet diskussioner eller skabt røre blandt folk hverken på tempelpladsen, i synagogerne eller noget andet sted i byen. ¹³ De er ikke i stand til at bevise en eneste af deres anklager imod mig. ¹⁴ Men jeg indrømmer, at jeg tjener vores forfædres Gud i overensstemmelse med det, som vi kalder ‚Vejen’, men som de kalder en sekt. Jeg tror på alt det, der står i Toraen og de profetiske skrifter. ¹⁵ Endvidere er jeg overbevist om, at Gud engang vil oprejse alle mennesker fra de døde, hvad enten de hører ham til eller ej. Mine anklagere har for øvrigt den samme overbevisning. ¹⁶ Derfor gør jeg også mit bedste for altid at bevare en ren samvittighed for både Gud og mennesker.

¹⁷ Efter at have rejst i udlandet i flere år vendte jeg tilbage til Jerusalem for at overbringe en barmhjertighedsgave til mit folk og for at bringe nogle ofre til Gud. ¹⁸ Det var derfor, jeg var i templet, men jeg havde renset mig forinden. Jeg gav aldeles ingen anledning til sammenstimlen eller optøjer. ¹⁹ Det var nogle jøder fra provinsen Asien, som skabte tumulter. De burde have været her, hvis de havde haft noget at anklage mig for. ²⁰ Men lad nu dem, der står her, fortælle, om man fandt noget at dømme mig for, da jeg blev fremstillet for Det jødiske Råd. ²¹ Det skulle da lige være den ene ting, jeg råbte, nemlig: ‚Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.’ ”

²² Felix vidste god besked om „Vejen”, så han hævede retten med følgende kommentar: „Når garnisonskommandanten Lysias er kommet herned, vil jeg afsige min dom.” ²³ Derefter gav han ordre til officeren om, at Paulus skulle varetægtsfængsles og behandles godt, ligesom hans venner gerne måtte besøge ham og give ham, hvad han havde behov for.

Paulus forkynder om Jesus for Felix og Drusilla

²⁴ Felix tog på en kort rejse og kom tilbage nogle dage senere sammen med sin kone Drusilla, der var jøde. Så sendte han bud efter Paulus, for at de begge kunne høre ham tale om troen på Jesus som Messias. ²⁵ Men da Paulus begyndte at tale til dem om, hvordan man bliver accepteret af Gud, om afholdenhed og om den dom, der kommer engang, blev Felix ubehagelig berørt. „Lad det være nok for denne gang,” sagde han. „Du kan godt gå nu. Når jeg en dag får tid, sender jeg bud efter dig igen.” ²⁶ Han håbede på at kunne presse penge af Paulus og sendte af den grund ofte bud efter ham for at tale med ham. ²⁷ Sådan gik der to år, hvorefter Felix blev afløst som guvernør af Porkius Festus, og da Felix gerne ville stå sig godt med jøderne, lod han Paulus blive i fængslet.

Budskabet til Zidkija

34 Dengang kong Nebukadnezar af Babylon ankom med den mægtige hær, han havde samlet fra de erobrede lande, og belejrede både Jerusalem og de øvrige byer i Judas land, gav Herren mig følgende budskab:

² „Gå hen til kong Zidkija med denne besked: Hør, hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han vil brænde den ned til grunden. ³ Det vil ikke lykkes dig at undslippe. Du bliver taget til fange og ført frem for kongen, og han vil dømme dig til eksil i Babylon. ⁴ Men hør nu kong Zidkija af Juda: Herren lover dig, at du ikke skal dø i krigen. ⁵ Når du engang dør en naturlig død blandt dit eget folk i eksilet, vil de brænde røgelse for at ære dit minde på samme måde, som man gjorde for de konger, der gik forud for dig. Man vil sørge over dig og sige: ‚Ak, vores konge er død.’ Det er et løfte, siger Herren.”

⁶ Den besked overbragte jeg så til kong Zidkija, ⁷ mens babylonierne belejrede Jerusalem, Lakish og Azeka, de eneste befæstede byer i Juda, der endnu var tilbage.

Endnu et eksempel på folkets ulydighed

⁸ Herren gav mig et nyt budskab i forbindelse med, at kong Zidkija havde lavet en aftale med Jerusalems indbyggere om at frigive alle slaver i byen. ⁹ Aftalen var, at alle skulle frigive både deres mandlige og kvindelige slaver med den begrundelse, at ingen judæere burde være slaver for deres eget folk. ¹⁰ Både lederne og folk i almindelighed havde accepteret begrundelsen og frigivet deres slaver. ¹¹ Men senere ændrede de mening og tog deres slaver tilbage. ¹² Derfor gav Herren mig følgende budskab til dem:

¹³ „Herren, Israels Gud, siger: Jeg indgik en pagt med jeres forfædre, dengang jeg befriede dem fra fangenskabet i Egypten. ¹⁴ En af pagtens bestemmelser var, at enhver hebræer, der havde solgt sig selv som slave, skulle frigives efter seks års tjeneste. Men jeres forfædre overholdt ikke den bestemmelse. ¹⁵ For nylig kom I på bedre tanker og frigav jeres slaver, som I burde have gjort for længe siden. I indgik højt og helligt en pagt med hinanden om det her foran mit tempel. ¹⁶ Men derefter overtrådte I aftalen og vanærede mit navn ved at tage de mænd og kvinder tilbage, som I havde frigivet, og gøre dem til slaver igen.

¹⁷ Derfor, siger Herren, siden I ikke adlød mig og frigav jeres landsmænd, vil jeg ‚frigive’ jer til at blive udryddet ved krig, hungersnød og epidemier. Jeg gør jer til et afskrækkende eksempel for resten af verden. ¹⁸ Fordi I overtrådte den pagt, som I højtideligt indgik i mit nærvær, vil jeg straffe jer. I vil lide samme skæbne som den kalv, I skar i to stykker, så I kunne gå mellem stykkerne, da I bekræftede pagtens ordlyd. ¹⁹ Jeg vil skære jer i stykker, hvad enten I er ledere i Jerusalem og Juda, embedsmænd, præster eller jævne folk, for I har brudt en højtidelig pagt. ²⁰ Jeg vil overgive jer til jeres fjender, og de vil slå jer ihjel. Jeres lig vil blive til føde for gribbe og vilde dyr. ²¹ Jeg vil også udlevere kong Zidkija af Juda og hans embedsmænd til den babyloniske konge. Skønt kongen af Babylon har trukket sig tilbage for en tid, ²² vil jeg atter tilkalde de babyloniske hære, og de vil angribe og erobre denne by og brænde den ned til grunden. Jeg vil også sørge for, at alle Judas byer bliver jævnet med jorden, så de alle bliver folketomme.”

Beskyttet under Herrens nåde

5 Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.

Bøn under lidelse

6 Til korlederen: Brug lyrerne.^[a] En sang af David.