M’Cheyne Bible Reading Plan

Da Samson rykkede byporten i Gaza op

16 En dag, da Samson var på besøg i filisterbyen Gaza, overnattede han hos en prostitueret kvinde. ² Det rygtedes snart, at Samson var i byen, hvorefter indbyggerne stillede vagtposter op forskellige steder i byen og lagde sig på lur ved byporten. De ventede hele natten i stilhed ved porten, for de tænkte: „I morgen, så snart det bliver lyst, dræber vi ham.”

³ Samson blev imidlertid kun liggende til midnat. Så forlod han huset og gik ud til byporten, som han rykkede op med stolper og portfløje, og bar det hele på sine skuldre op på toppen af bakken, der ligger over for Hebron.

Samson og Dalila

⁴ Senere forelskede Samson sig i en pige ved navn Dalila, der boede i Sorekdalen. ⁵ De fem filisterkonger opsøgte hende nu og sagde: „Du skal lokke Samson til at røbe, hvad det er, der giver ham de vældige kræfter, og hvordan vi kan overmande og uskadeliggøre ham. Så skal du få 1100 sølvstykker fra hver af os!” lovede de.

⁶ Så tiggede og bad hun Samson om at røbe hemmeligheden. „Sig mig, Samson, hvor får du dine kræfter fra?” spurgte hun. „Hvordan kan det lade sig gøre at binde dig, så du ikke kan slippe fri?” ⁷ „Hvis jeg bliver bundet med syv sener, som endnu ikke er blevet tørre, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.

^8-9 Så gav filisterkongerne hende syv sener og lod nogle af deres folk ligge på lur i værelset ved siden af. Da Samson var faldet i søvn, bandt hun ham med senerne og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Samson vågnede med et sæt og sprængte senerne, som var det sytråd, der blev holdt over ilden. Så var de lige vidt, for Samson havde stadig ikke røbet sin hemmelighed.

¹⁰ „Du har narret mig ved ikke at fortælle mig sandheden,” blev Dalila ved. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” ¹¹ „Hvis jeg bliver bundet med nye reb, der aldrig har været brugt, så bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede Samson.

¹² Da Samson var faldet i søvn, tog Dalila nye reb og bandt ham med dem, mens der igen lå mænd på lur i værelset ved siden af. Så råbte hun: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Men også denne gang sprængte han sine bånd, som var det sytråd.

¹³ „Hvorfor narrer du mig og bliver ved at lyve for mig?” spurgte hun. „Sig mig nu, hvordan det kan lade sig gøre at binde dig!” „Hvis du væver mine syv fletninger ind i klædet, der sidder på væven, og fastgør det med skyttelen, bliver jeg lige så svag som alle andre,” svarede han.

¹⁴ Da Samson var faldet i søvn, gjorde hun, som han havde sagt, og råbte: „Samson, vågn op! Filistrene kommer!” Da vågnede Samson med et sæt, rev skyttelen ud og fik håret fri fra væven.

¹⁵ „Hvordan kan du påstå, at du elsker mig, hvis du ikke vil vise mig fortrolighed?” klagede hun. „Nu har du tre gange gjort mig til grin ved ikke at fortælle mig din hemmelighed!”

^16-17 Sådan blev hun ved med at presse og plage ham, indtil han blev dødtræt af at høre på hende og røbede hemmeligheden. „Mit hår er aldrig blevet klippet,” forklarede han, „for jeg er naziræer og har været indviet til Gud, fra før jeg blev født. Hvis mit hår bliver klippet af, vil min styrke forlade mig, så jeg bliver lige så svag som alle andre.”

¹⁸ Dalila var klar over, at Samson denne gang havde fortalt hende sandheden, så hun sendte bud efter filisterkongerne: „Kom tilbage en gang til,” sagde hun, „for denne gang har han talt sandt!” Så kom de tilbage og bragte den lovede sum penge med sig. ¹⁹ Da Dalila havde lullet Samson i søvn i sit skød, kaldte hun på en af mændene, som straks klippede hans syv fletninger af. Samsons styrke var nu forsvundet, og det var begyndelsen til hans ydmygelse, takket være Dalila.

²⁰ „Samson, vågn op!” råbte hun. „Filistrene kommer!” Da vågnede han op og tænkte: „Jeg skal nok slippe fra dem og ryste båndene af mig, som jeg plejer.” Han vidste nemlig ikke, at Herrens kraft havde forladt ham. ²¹ Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham, hvorefter de førte ham til Gaza, bandt ham med bronzelænker og satte ham til at trække en møllesten i fængslet. ²² Men Samsons hår begyndte langsomt at vokse ud igen.

Samsons sidste hævnakt over filistrene

²³ Nogen tid efter arrangerede filisterkongerne en stor fest til ære for deres gud Dagon. De bragte takofre til gudestatuen og fejrede, at Samson endelig var blevet uskadeliggjort. „Dagon har udleveret vores fjende Samson til os!” jublede de. ²⁴ Da folkeskaren gik forbi og så den fangne Samson i fængslet, lovpriste de deres gud med ordene:

²⁵ Da alle var kommet i stemning, var der nogle, der råbte: „Hent Samson op fra fængslet, så han kan optræde for os.” Så blev Samson ført ud og tvunget til at optræde for dem. Da Samson stod mellem søjlerne, ²⁶ sagde han til slaven, der havde ført ham ved hånden: „Før mig hen til de store søjler som bærer taget, så jeg kan hvile mig op ad dem.”

²⁷ Templet var fyldt med mennesker, både mænd og kvinder, som havde set Samson optræde. Alle filisterkongerne var der, og på taget var der omkring 3000 mænd og kvinder.

²⁸ Da bad Samson til Herren. „Min Herre og Gud,” sagde han, „hjælp mig nu og giv mig styrke for sidste gang, så jeg kan hævne mig på filistrene, fordi de stak mine øjne ud.”

²⁹ Så stemte Samson armene imod de to bærende søjler midt i templet og bad: ³⁰ „Lad mig dø sammen med filistrene!” Så skubbede han til af alle kræfter—og templet brasede sammen over filisterkongerne og alle, der var forsamlet. Samson dræbte således flere ved sin død, end han havde dræbt, mens han levede.

³¹ Senere kom hans brødre og slægtninge ned for at hente hans lig. De bar ham hjem og begravede ham mellem Zora og Eshtaol, hvor hans far Manoa lå begravet. Samson havde været Israels befrier i 20 år.

Paulus tilser menighederne i Grækenland

20 Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien. ² I alle de byer, han kom igennem, talte han opmuntrende ord til menigheden.

Efter rejsen gennem Makedonien ankom han til den græske halvø, ³ hvor han blev i tre måneder.^[a] Han havde netop besluttet at tage ned til havnebyen for at sejle til provinsen Syrien, da han fik at vide, at jøderne havde planlagt et baghold imod ham. Derfor besluttede han at tage den anden vej gennem Makedonien. ⁴ Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa,^[b] Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien. ⁵ De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der. ⁶ Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.^[c]

Paulus taler i menigheden i Troas

⁷ Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat. ⁸ Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet. ⁹ En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død. ¹⁰ Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!” ¹¹ Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre. ¹² De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulus’ besøg.

Paulus tager afsked med lederne for menigheden i Efesos

¹³ Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten. ¹⁴ Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene. ¹⁵ Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.^[d]

¹⁶ Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.

¹⁷ Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. ¹⁸ Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien, ¹⁹ til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig. ²⁰ Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp. ²¹ Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.

²² Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der. ²³ Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude. ²⁴ Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.

²⁵ Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen. ²⁶ Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv, ²⁷ for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje. ²⁸ Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed,^[e] som han købte med sit eget blod. ²⁹ Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed. ³⁰ Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere. ³¹ Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år. ³² Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.

³³ Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj. ³⁴ I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig. ³⁵ Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”

³⁶ Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem. ³⁷ Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd. ³⁸ Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.

Jeremias sender breve til de bortførte judæere i Babylon

29 ^1-2 Nogen tid efter at kong Jekonja sammen med enkedronningen, hoffolkene, embedsmændene og håndværkerne var blevet deporteret fra Jerusalem til Babylon af Nebukadnezar, skrev jeg i Jerusalem et brev til lederne, præsterne, profeterne og de øvrige bortførte judæere. ³ Brevet blev overbragt af Elasa, Shafans søn, og Gemarja, Hilkijas søn, da de drog af sted til Nebukadnezar i Babylon som kong Zidkijas udsendinge. I brevet stod der:

⁴ Herren, den Almægtige, Israels Gud, sender følgende budskab til alle de fanger, han har sendt i eksil fra Jerusalem til Babylonien:

⁵ Indstil jer på at blive i Babylonien. Byg huse, plant vingårde og dyrk jeres marker, så I kan leve af det, I høster. ⁶ Gift jer og få børn. Lad jeres sønner og døtre gifte sig, så de kan få børn og befolkningen vokse. ⁷ Arbejd for, at den by, I nu bor i, får fremgang, og bed Herren om at velsigne den, for når det går godt for den, går det også godt for jer.

⁸ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Lad jer ikke narre af de profeter og åndemanere, der findes iblandt jer. Lyt ikke til deres drømme, ⁹ for de profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke talt til dem, siger Herren. ¹⁰ Sandheden er, at I skal blive i Babylonien i 70 år. Men derefter vil jeg opfylde mit løfte og føre jer hjem til jeres eget land. ¹¹ For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. ¹² Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, ¹³ når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. ¹⁴ Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri og giver jer fremgang. Jeg samler jer fra de lande, jeg fordrev jer til, og fører jer hjem til jeres eget land.

¹⁵ Lad være med at tro på de profeter, I har hos jer i det fremmede. De lover jer en hurtig frihed, ¹⁶ men hør, hvad Herren siger angående kongen, der sidder på Davids trone, og alle dem, som stadig bor her i Jerusalem, og jeres slægtninge, som ikke blev bortført til Babylonien: ¹⁷ „Jeg sender krig, hungersnød og sygdom over dem, der bor i Jerusalem, så de bliver som uspiselige, rådne figner. ¹⁸ Ja, jeg vil straffe dem med krig, hungersnød og sygdom og sprede dem ud over hele jorden, så de bliver eksempler til skræk og advarsel for folkene i de lande, jeg fordriver dem til. Overalt vil de blive forbandet og hånet, ¹⁹ fordi de nægtede at lytte til mig, skønt jeg gang på gang talte til dem gennem mine profeter. ²⁰ Derfor bør I høre efter og adlyde Herrens ord, alle I, som er i fangenskab i Babylonien.”

²¹ Herren, den Almægtige, Israels Gud, har også noget at sige om Ahab, søn af Kolaja, og Zidkija, søn af Ma’aseja, der begge profeterer løgne og påstår, at de taler på mine vegne: „Jeg udleverer dem til Nebukadnezar, så han kan henrette dem offentligt. ²² Når man i fremtiden vil forbande nogen, vil man mindes deres grufulde skæbne og sige: ‚Må Herren gøre ved dig, som Babylons konge gjorde ved Zidkija og Ahab, da han brændte dem levende.’ ²³ De to mænd har gjort frygtelige ting iblandt mit folk. De begik ægteskabsbrud med andres koner, og de har profeteret ting, som jeg aldrig har sagt. Jeg har set alt, hvad de har gjort,” siger Herren.

²⁴ Senere sendte jeg et brev med et budskab til Shemaja fra Nehelam: ²⁵ Herren den Almægtige, Israels Gud, siger: Du skrev et brev til præsten Zefanja, søn af Ma’aseja, og sendte kopier til de øvrige præster og ledere i Jerusalem. ²⁶ I brevet til Zefanja skrev du: „Herren udpegede dig til at overtage posten som præst i Jerusalem i stedet for Jojada. Det er altså dit ansvar at arrestere enhver tåbe, der hævder at være profet, og sætte ham i gabestok og halsjern. ²⁷ Hvorfor har du så ikke gjort noget for at standse Jeremias fra Anatot, som giver sig ud for at være profet hos jer? ²⁸ Han skrev til os her i Babylonien, at vi skulle indstille os på at blive her i lang tid, at vi skulle bygge huse og dyrker markerne, så vi kunne leve af det, vi høstede.”

²⁹ Da Zefanja modtog dit brev, bragte han det til mig og læste det for mig. ³⁰ Da sagde Herren til mig: ³¹ Send et åbent brev af sted til dem, som er i eksil i Babylonien med følgende budskab: „Fordi Shemaja har profeteret for jer, uden at jeg har talt til ham, og narret jer til at tro på sine løgne, ³² vil jeg straffe ham og hans familie. Hans slægt vil snart uddø, så ingen af dem kommer til at opleve den velsignelse, der venter mit folk, for han har gjort oprør mod Herren.”

Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(A)

15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

² Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

³ Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. ⁴ Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” ⁵ Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(B)

⁶ Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. ⁷ På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.

⁸ Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. ⁹ „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹⁰ Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.

¹¹ Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.

¹² „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹³ „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.

¹⁴ „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”

¹⁵ Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge^(C)

¹⁶ Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. ¹⁷ De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. ¹⁸ Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” ¹⁹ Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. ²⁰ Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(D)

²¹ En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.

²² De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). ²³ Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. ²⁴ Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.^[a]

²⁵ Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. ²⁶ På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.

²⁷ Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.^[b]

²⁹ Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! ³⁰ Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”

³¹ Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. ³² Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”

Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.

Jesus dør^(E)

³³ Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. ³⁴ Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”^[c]

³⁵ Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. ³⁶ En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”

³⁷ Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.

³⁸ I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.

³⁹ Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”^[d]

⁴⁰ Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. ⁴¹ De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.

Jesus lægges i graven^(F)

^42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. ⁴⁴ Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. ⁴⁵ Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. ⁴⁶ Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. ⁴⁷ Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.