M’Cheyne Bible Reading Plan
3 Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne. 2 Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere. 3 De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat. 4 Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.
5 Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, 6 og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Otniel som befrier
7 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera. 8 Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[a] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.
9 Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz. 10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp. 11 De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Ehud som befrier
12 Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. 13 Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. 14 De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.
15 Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. 16 Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. 17 Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, 18 og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.
19 Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. 20 Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, 21 trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, 22 så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. 23 Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.
24 Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. 25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.
26 Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. 27 Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig. 28 „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”
Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. 29 Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. 30 Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.
31 Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.
Stefanus’ forsvarstale
7 „Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. 2 „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. 3 Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’[a] 4 Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. 5 Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. 6 Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. 7 ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’[b] 8 Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.[c] Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.
9 Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham 10 og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. 11 Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. 12 Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. 13 Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. 14 Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.[d] 15 Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. 16 Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.
17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.
23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.
26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.
30 Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. 31 Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: 32 ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’[e] Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. 33 Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. 34 Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’
35 Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. 36 Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.
37 Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’[f] 38 Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.
39 Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. 40 Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ 41 Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. 42 Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? 43 Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’[g]
44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:
49 ‚Himlen er min trone,
og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50 Jeg har jo selv skabt det hele.’[h]
51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
Stefanus henrettes ved stening
54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”
57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,[i] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Folkets straf og løftet om genoprettelse
16 Ved en anden lejlighed sagde Herren til mig:
2 „Du skal ikke gifte dig og få børn her. 3-4 For de børn, som fødes i denne by, vil sammen med deres fædre og mødre få en ynkelig død. Ingen vil holde dødsklage over dem eller begrave dem. Deres lig vil ligge og rådne som affald på jorden. Nogle falder i krig, mens andre dør af sult, og deres kroppe vil blive fortæret af gribbe og vilde dyr. 5 Gå ikke til en afdøds hus for at deltage i dødsklage, vis ingen deltagelse. For jeg tager min velsignelse, nåde og barmhjertighed fra dem. 6 Alle skal dø, uden at nogen begraver dem, både høj og lav. Ingen holder dødsklage, snitter sig i huden eller klipper håret af for at vise deres sorg. 7 Ingen tilbyder de efterladte et trøstende måltid mad eller giver et bæger vin til den, der har mistet sine forældre.
8 Hold dig også borte fra dem, der holder fest. 9 For Herren den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg gør ende på glæden iblandt jer, og der bliver ikke holdt flere bryllupsfester. Og det vil ske i jeres egen generation.
10 Når du giver folket det budskab, og de spørger: ‚Hvorfor vil Herren ramme os med så megen ulykke? Hvad har vi gjort, siden vi fortjener så hård en straf?’ 11 skal du give dem følgende svar: ‚Fordi jeres forfædre forlod mig og dyrkede andre guder, fordi de var ulydige imod mine love, 12 og fordi I selv opfører jer endnu værre end jeres forfædre. I følger blot jeres egne lyster og nægter at adlyde mig. 13 Derfor jager jeg jer bort fra jeres eget land til et fremmed land, som hverken I selv eller jeres forfædre før har kendt. Dér kan I dyrke så mange afguder, I vil. I skal ikke regne med min hjælp.’ ”
14-15 Herren fortsatte: „Men der kommer en tid, hvor man ikke længere vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk ud af Egypten,’ men man vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk hjem fra landet mod nord og de andre lande, som han i sin tid fordrev dem til.’ Engang vil jeg nemlig føre mit folk hjem igen til det land, jeg gav deres forfædre.
16 Men nu sender jeg bud efter fiskere, som skal fiske dem ud fra deres gemmesteder. Og jeg sender bud efter jægere, som skal opsøge dem i bjergene og klippehulerne, hvor de har gemt sig. 17 Jeg holder nøje øje med dem, og de kan hverken skjule sig selv eller deres synd for mig.
18 Jeg vil straffe dem hårdt for alle deres synder, for de har forurenet mit land med deres væmmelige, livløse afguder. Med deres forfærdelige afgudsofringer har de besudlet det land, jeg gav dem i eje.”
19 „Ak Herre,” udbrød jeg, „det er dig, der styrker og beskytter mig, du er min tilflugt i nødens stund. Mennesker fra alverdens folkeslag vil komme til dig og erkende: ‚Vores forfædre handlede tåbeligt ved at dyrke livløse afguder, der intet kunne udrette. 20 Menneskeskabte guder kan aldrig sammenlignes med den sande Gud.’ ”
21 Da sagde Herren: „Nu giver jeg dem en lærestreg og viser dem min magt, så de kan forstå, at jeg er Herren, den evige Gud.
Jesus viser sin magt til at tilgive synder(A)
2 Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. 2 Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige. 3 Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre. 4 Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham. 5 Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”
6 Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: 7 „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”[a] 8 Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan? 9 Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’? 10 Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen[b] har magt på jorden til at tilgive synder.” 11 Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” 12 Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.
Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster(B)
13 Senere gik Jesus igen ud langs Galilæasøen. En masse mennesker fulgte i hælene på ham, og han underviste dem, mens han gik. 14 Da han passerede toldstedet, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde der. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig og fulgte med ham som en af hans disciple.
15 Derefter blev Jesus og disciplene indbudt til spisning i Levis hjem. Mange skatteopkrævere og nogle af de andre „syndere”, som til stadighed fulgte Jesus, blev også inviteret. 16 Da nu de skriftlærde blandt farisæerne så Jesus i det selskab, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan han få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
17 Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
Jesus kommer med en ny lære(C)
18 En dag, da Johannes Døbers disciple og farisæerne havde en fastedag,[c] kom der nogle og spurgte Jesus: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både farisæernes og Johannes’ disciple gør det?”
19 „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham,” svarede Jesus. 20 „Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
21 Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at når den nye lap krymper, river den det gamle tøj i stykker, så hullet bliver endnu værre. 22 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges—den nye vin går til spilde, og de gamle sække bliver ødelagt. Nej, til ny vin bruger man nye lædersække.”
Jesus er herre over sabbatten(D)
23 En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. 24 Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
25 „Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. 26 „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”
27 Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. 28 Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.