M’Cheyne Bible Reading Plan

Juda og Simeon indtager deres område

1 Efter Josvas død spurgte israelitterne Herren: „Hvem skal nu gå i spidsen i kampen mod kana’anæerne?”

² Herren svarede: „Judas stamme. Jeg vil hjælpe dem til at indtage det land, jeg har lovet dem.”

³ Lederne af Judas stamme sagde til lederne af Simeons stamme: „Hjælp os med at besejre de kana’anæere, som bor i det område, der skal tilhøre os. Så hjælper vi bagefter jer med at indtage jeres område.” Så fulgte mændene fra Simeons stamme med Judas mænd.

⁴ Da de angreb, gav Herren dem sejr over kana’anæerne og perizzitterne, så de dræbte 10.000 af fjendens krigere ved byen Bezek. ⁵ Fjendens hær blev anført af kong Adonibezek, ⁶ og det lykkedes ham at undslippe, men israelitterne fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. ⁷ „Jeg har selv behandlet 70 høvdinge på samme måde,” sagde kongen, „og jeg har ladet dem spise smulerne under mit bord. Nu gengælder Gud mig for, hvad jeg har gjort imod dem.” Derefter blev han ført til Jerusalem, hvor han blev til sin dødsdag.

⁸ Judas mænd angreb også Jerusalem, huggede indbyggerne ned og satte ild til byen. ⁹ Derefter rykkede de ud mod kana’anæerne i det sydlige højland, i Negev og på de vestlige bakkeskråninger. ¹⁰ De gik til angreb på kana’anæerne i Hebron, det tidligere Kirjat-Arba, og besejrede Sheshajs, Ahimans og Talmajs mænd. ¹¹ De angreb også byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer. ¹² Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” ¹³ Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.

¹⁴ Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” ¹⁵ „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.

¹⁶ Dengang Judas stamme drog op fra Palmernes By,^[a] fulgte efterkommerne af Moses’ svigerfar med dem. De hed kenitterne, og de slog sig ned blandt de øvrige beboere i Negevs ørken syd for Arad.

¹⁷ Da Judas og Simeons mænd drog i kamp sammen, udryddede de kana’anæerne i Zefat og udslettede byen totalt. Derfor kaldes byen nu Horma.^{[b] 18} Judas hær indtog også byerne Gaza, Ashkalon og Ekron med de omkringliggende områder. ¹⁹ Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.

²⁰ Kaleb havde nu fået Hebron, som Moses i sin tid havde lovet ham, og han fik jaget de folk bort, som boede der. De var efterkommere af Anaks tre sønner.

De øvrige stammer fordriver ikke alle de oprindelige indbyggere

²¹ Benjamins stamme fordrev ikke alle jebusitterne fra Jerusalem. Derfor bor jebusitterne stadig i byen sammen med benjaminitterne.

^22-23 Efraims og Manasses stammer angreb byen Betel, tidligere kaldet Luz, og Herren var med dem. De sendte først spioner af sted, ²⁴ som fangede en mand, der var på vej ud af byen. De sagde så til ham: „Hvis du viser os, hvordan vi kommer ind i byen, vil vi skåne dit liv.” ²⁵ Manden viste dem et smuthul, hvorefter hele byens befolkning blev hugget ned, med undtagelse af den mand og hans familie. ²⁶ Senere flyttede han til hittitternes land og grundlagde der en by, som han kaldte Luz.^[c] Byen ligger der den dag i dag.

²⁷ Manasses stamme fordrev ikke alle indbyggerne i Bet-Shan, Ta’anak, Dor, Jibleam og Megiddo og landsbyerne deromkring, for kana’anæerne var fast besluttet på at blive boende. ²⁸ Senere, da israelitterne blev stærkere, gjorde de kana’anæerne til slaver, men de fik aldrig fordrevet dem fra landet. ²⁹ På samme måde gik det for Efraims stamme. Kana’anæerne blev boende side om side med dem i Gezer.

³⁰ Zebulons stamme udryddede heller ikke kana’anæerne i Kitron og Nahalol, men gjorde dem til slaver, ³¹ og Ashers stamme fordrev ikke indbyggerne i Akko, Sidon, Ahlab, Akzib, Helba, Afik og Rehob. ³² Kana’anæerne blev boende side om side med Ashers stamme. ³³ På samme måde gik det for Naftalis stamme: de fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat, men de gjorde dem til slaver.

³⁴ Amoritterne holdt stand mod Dans stamme, så de ikke kunne bosætte sig i lavlandet. ³⁵ Amoritterne blev også boende på Heresbjerget, i Ajjalon og i Sha’albim, men da Efraims og Manasses stammer blev stærkere, gjorde de dem til slaver. ³⁶ Amoritternes sydlige grænse løber fra Akrabbimpasset til Sela og videre opefter.

Ananias og Safira

5 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. ² Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. ³ Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? ⁴ Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” ⁵ Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. ⁶ Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.

⁷ Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. ⁸ Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.

⁹ „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” ¹⁰ Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. ¹¹ Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.

Helbredelser af syge og dæmonbesatte mennesker

¹² Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket. ¹³ Ingen af de øvrige troende^[a] turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket, ¹⁴ og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder. ¹⁵ Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem. ¹⁶ Store skarer af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner—og de blev alle helbredt!

Apostlene er lige ved at blive slået ihjel

^17-18 Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel. ¹⁹ Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen: ²⁰ „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”

²¹ Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene. ²² Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede: ²³ „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”

²⁴ Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde. ²⁵ Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket. ²⁶ Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem—dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.

²⁷ Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde: ²⁸ „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”

²⁹ Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker. ³⁰ Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt. ³¹ Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet. ³² Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”

³³ Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme. ³⁴ Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik. ³⁵ Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker. ³⁶ For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde. ³⁷ Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling.^[b] Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængerskare som dug for solen. ³⁸ Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv. ³⁹ Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.”

Forsamlingen fulgte hans råd. ⁴⁰ Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt, ⁴¹ og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld. ⁴² Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.

14 Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:

² „Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. ³ Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. ⁴ Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. ⁵ Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. ⁶ Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”

⁷ Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. ⁸ Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? ⁹ Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”

¹⁰ Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”

¹¹ Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. ¹² Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”

¹³ Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”

¹⁴ Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. ¹⁵ Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! ¹⁶ Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.

¹⁷ Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. ¹⁸ Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”

¹⁹ „Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. ²⁰ Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. ²¹ Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! ²² Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”

Jesus genopstår^(A)

28 Da sabbatten var forbi, og det var ved at blive lyst søndag morgen, begav Maria Magdalene og den anden Maria sig på vej ud for at se til graven.

² Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den. ³ Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys. ⁴ Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.

⁵ Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: „I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet. ⁶ Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå. ⁷ Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‚Jesus er genopstået fra de døde! Og han vil tage til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”

⁸ Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade. ⁹ Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: „Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.

¹⁰ Jesus sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”

Gravvagterne bestikkes

¹¹ Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. ^12-13 De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. ¹⁴ „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”

¹⁵ Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.

Jesu sidste ord til disciplene^(B)

¹⁶ De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. ¹⁷ Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.

¹⁸ „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. ¹⁹ „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre^[a] Faderen og Sønnen og Helligånden, ²⁰ og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”