M’Cheyne Bible Reading Plan
Gibeonitterne narrer Josva
9 1-2 I landet vest for Jordanfloden boede der en række folkeslag, nemlig hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Deres landområder dækkede højsletterne midt i landet, kystsletterne ud mod Middelhavet og skrænterne midt imellem. Nogle boede mod nord oppe ved Libanons bjerge. Da kongerne for alle disse folkeslag hørte, hvad der var sket med Jeriko og Aj, sluttede de sig sammen for at gøre fælles sag imod Josva og Israels folk. 3 Men da de hivvitter, som boede omkring byen Gibeon, hørte om Jerikos og Ajs totale udslettelse, 4 forsøgte de at redde livet ved list. En gruppe af dem lagde gamle sadler og sprukne vinsække på deres æsler, 5 tog laset tøj og lappede sandaler på, og tørt, muggent brød med som proviant, og så rejste de af sted for at forhandle med Josva. 6 Da de kom til israelitternes lejr ved Gilgal, sagde de til Josva og de ledende mænd i Israel: „Vi er kommet fra et fjernt land for at slutte fredspagt med jer.”
7 Israelitterne svarede: „Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke bor her i nærheden? For hvis det er tilfældet, kan vi ikke slutte fredspagt med jer.”
8 De svarede: „Vi vil være jeres slaver.”
„Men hvem er I?” spurgte Josva. „Og hvor kommer I fra?”
9 „Vi kommer fra et meget fjernt land,” svarede de. „Vi har hørt om jeres vældige Gud og alle de undere, han gjorde i Egypten. 10 Vi har også hørt, hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordanfloden, kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan, som boede i Ashtarot. 11 Derfor sagde vores ledere og landsmænd til os: ‚Tag proviant med og begiv jer ud på den lange rejse. Opsøg israelitterne og sig, at vi er villige til at lade dem regere over os, hvis de vil slutte fred med os.’ 12 Se det her brød, som vi tog med hjemmefra. Det var helt nybagt, da vi tog af sted, men nu er det tørt og muggent. 13 Se på vores vinsække. De var nye, da vi fyldte vin i dem, men nu er de sprukne. Og vores tøj og sandaler er blevet helt slidt op på den lange rejse.”
14 De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds. 15 Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.
16 Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden. 17 Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim. 18 Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.
19 Men lederne svarede: „Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem. 20 Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede. 21 Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.
22 Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: „Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her? 23 Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”
24 „Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. „Vi var bange for, at I ville slå os ihjel. 25 Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”
26 Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem, 27 men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.
Bøn om beskyttelse
140 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, red mig fra onde mennesker,
beskyt mig mod voldelige mænd.
3 Altid har de ondt i sinde,
hele tiden skaber de konflikter.
4 De spiller med tungen som en slange,
deres ord er som dræbende gift.
5 Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
vær mit værn mod de voldsmænd,
som ønsker at få mig ned med nakken.
6 Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
De ligger i baghold for at fange mig.
7 Herre, du er min Gud.
Lyt til min bøn om hjælp.
8 Ja, Herre, du er min redningsmand,
du beskytter mig på kampens dag.
9 Lad ikke de gudløse få deres vilje,
lad ikke deres onde planer lykkes.
10 Lad dem ikke få held til at omringe mig,
men lad deres ondskab ramme dem selv.
11 Lad gloende kul vælte ned over dem,
styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
12 Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
13 Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
og forsvare de undertryktes rettigheder.
14 De gudfrygtige har grund til at takke dig,
de retskafne skal bo i din nærhed.
Endnu en bøn om beskyttelse
141 En sang af David.
Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
Hør mig, når jeg beder til dig.
2 Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
mine løftede hænder som et aftenoffer.
3 Herre, hjælp mig til at holde min mund
og være varsom med, hvad jeg siger.
4 Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
selv om det nok kan være fristende.
5 En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,
6 og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
vil man indse, at jeg havde ret.
7 Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
som sten, der er pløjet op af marken.[a]
8 Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
Du er min hjælp og min tilflugt,
overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.
9 Bevar mig fra deres baghold,
fra forbrydernes fælder.
10 Lad dem selv gå i fælden,
og lad mig gå fri.
Israel er som en utro ægtefælle
3 „Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? 2 Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. 3 Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? 4 I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. 5 Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”
6 En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:
„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. 7 Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. 8 Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. 9 Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. 10 Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. 11 Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”
12 Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. 13 Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. 14 Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. 15 Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.
16 Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. 17 Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. 18 Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.
19 Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. 20 Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.
21 Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. 22 Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.
Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. 23 Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. 24 Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. 25 Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)
17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. 2 Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. 3 Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. 4 „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
5 Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”
6 Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. 7 Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” 8 Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.
9 På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?(B)
10 Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
11 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.[a] 12 Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”
13 Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.
Alt er muligt for den, som tror(C)
14 Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. 15 „Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,[b] og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. 16 Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”
17 „Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” 18 Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.
19 Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
20 „På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. 21 Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”[c]
Jesus taler igen om sin død og opstandelse(D)
22-23 Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.
Om at betale skat til templet
24 Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.
25 „Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.
Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”
26 „Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. 27 Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.