M’Cheyne Bible Reading Plan

Israelitternes fortsatte ulydighed

6 Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år. ² Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge. ³ Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem. ⁴ De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler. ^5-6 Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet, ⁷ at folket igen råbte til Herren om hjælp.

⁸ Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten ⁹ og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kana’ans land og gav det til jer. ¹⁰ Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”

Gideons kald og hans opgør med afguderne

¹¹ Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joash’ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.

¹² Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!” ¹³ „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”

¹⁴ Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!” ¹⁵ „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!” ¹⁶ „Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”

¹⁷ Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig. ¹⁸ Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.

¹⁹ Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose^[a] mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.

²⁰ Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”

Gideon gjorde, som englen sagde, ²¹ og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.

²² Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”

²³ Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”

²⁴ På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.

²⁵ Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Ba’als alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker. ²⁶ Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”

²⁷ Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion. ²⁸ Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at ba’alsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.

²⁹ „Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.

³⁰ „Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet ba’alsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”

³¹ Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Ba’al? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Ba’als sag, skal dø inden i morgen! Hvis Ba’al virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”

³² Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubba’al,^[b] fordi han havde revet Ba’als alter ned.

Gideon samler hæren og beder om et tegn

³³ Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizre’elsletten. ³⁴ Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben. ³⁵ Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.

³⁶ Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet, ³⁷ vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”

³⁸ Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den! ³⁹ Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”

⁴⁰ Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.

Kornelius får besøg af en engel

10 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. ² Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. ³ En eftermiddag ved tretiden^[a] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” ⁴ Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”

Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.^{[b] 5} Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. ⁶ Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”

⁷ Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. ⁸ Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.

Peters syn om, hvad der er rent og urent

⁹ Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. ¹⁰ Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: ¹¹ Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. ¹² I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. ¹³ I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” ¹⁴ „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” ¹⁵ Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” ¹⁶ Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.

Peter får besked på at tage til et ikke-jødisk hjem

¹⁷ Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten ¹⁸ og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter. ¹⁹ Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig. ²⁰ Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.” ²¹ Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?” ²² Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.” ²³ Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.

Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.

²⁴ Dagen efter ankom de til Cæsarea. Kornelius ventede på ham og havde sammenkaldt sin familie og nærmeste venner. ²⁵ Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed. ²⁶ Men Peter sagde til ham: „Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”

²⁷ Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham. ²⁸ „I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. „Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt. ²⁹ Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”

³⁰ Kornelius svarede: „For nøjagtig tre dage siden^[c] lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig. ³¹ Han sagde: ‚Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger. ³² Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’ ³³ Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”

Kornelius med flere kommer til tro og modtager Helligånden

³⁴ „Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter. ³⁵ „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører. ³⁶ Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag. ³⁷ I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe. ³⁸ I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham. ³⁹ Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors. ⁴⁰ Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem. ⁴¹ Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde. ⁴² Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde. ⁴³ Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”

⁴⁴ Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede. ⁴⁵ De Jesus-troende jøder, der var kommet dertil sammen med Peter, var forbløffede over, at Helligåndens gave nu også var blevet givet til andre end jøderne, ⁴⁶ men de kunne jo høre dem tale i tunger og prise Gud. ⁴⁷ Da sagde Peter: „Er der noget i vejen for, at de mennesker her kan blive døbt, siden de har modtaget Helligåndens kraft, akkurat som vi gjorde?” ⁴⁸ Så gav han besked om, at de skulle døbes til at tilhøre Jesus, Messias. Derefter bad de ham om at blive nogle dage hos dem.

Jerusalem skal knuses som en lerkrukke

19 Herren sagde derpå til mig: „Gå hen og køb en lerkrukke hos pottemageren. Tag så nogle af folkets politiske og religiøse ledere med dig ² og gå ud i Hinnoms søns dal med krukken, tæt ved Potteskårsporten. Derude skal du overbringe dem følgende budskab:

³ Judas kongeslægt og Jerusalems indbyggere, hør Herrens ord! Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg sender en katastrofe over dette sted, som vil få det til at ringe for ørerne af enhver, der hører om det. ⁴ For Israel har svigtet mig og gjort denne dal til en skamplet ved at brænde røgelse for fremmede guder, som hverken de selv eller deres forfædre kendte til, og Judas konger har på dette sted ofret uskyldige børn. ⁵ De har bygget højaltre for Ba’al og brændt deres egne børn som ofre på disse altre, en afskyelig handling, som jeg aldrig ville drømme om at kræve af dem.

⁶ Der kommer en dag, siger Herren, hvor denne dal ikke længere skal hedde Tofet eller Hinnoms søns dal. I stedet skal den kaldes for ‚Massakrens dal’. ⁷ Jeg modarbejder Judas og Jerusalems krigsstrategi og tillader fjendens hære at overrumple jer og slå jer ihjel. Gribbe og vilde dyr vil æde jeres døde kroppe. ⁸ Jeg jævner Jerusalem med jorden, så enhver, der går forbi, vil gispe af rædsel over byens grufulde skæbne. ⁹ Jeg vil sørge for, at jeres fjender belejrer byen, indtil alle fødevarer er brugt op, og de belejrede begynder at spise deres egne børn og venner.

¹⁰ Jeremias, når du har givet dem budskabet, skal du knuse krukken for øjnene af de mænd, du har taget med. ¹¹ Så skal du sige til dem: Hør, hvad Herren, den Almægtige, siger: Som den her lerkrukke blev knust, så den ikke kan laves igen, vil jeg knuse Judas og Jerusalems indbyggere. Og man vil kaste de døde ud her i Tofetdalen, fordi der ikke er plads nok i gravhulerne. ^12-13 Det er, hvad jeg vil gøre med dette sted og dets indbyggere. Jerusalem vil blive vanhelliget som Tofet. Død og ødelæggelse vil ramme hvert eneste hus i Jerusalem, ja selv det kongelige palads. Det er straffen for, at I på tagterrasserne brændte røgelse for stjerneguderne og bragte drikofre til alle jeres afguder.”

¹⁴ Efter at Jeremias havde forkyndt sit budskab, forlod han Tofetdalen og gik hen i forgården til Herrens tempel, hvor han råbte til folket: ¹⁵ „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil snart lade katastrofen ramme Jerusalem og de omliggende byer, sådan som jeg har sagt, fordi I hårdnakket nægter at høre efter, hvad jeg siger.”

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt^(A)

5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes^[a] egn. ^2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. ⁴ Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, ⁵ og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.

⁶ Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. ^7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”

⁹ „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” ¹⁰ Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.

¹¹ Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. ¹² „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. ¹³ I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.

¹⁴ Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. ¹⁵ Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. ¹⁶ De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. ¹⁷ Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.

¹⁸ Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. ¹⁹ „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud^[b] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”

²⁰ Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde^(B)

²¹ Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, ²² kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham ²³ og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”

²⁴ Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. ²⁵ Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. ²⁶ I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. ^27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. ²⁹ Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.

³⁰ Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.

³¹ „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”

³² Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.

³³ Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. ³⁴ „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”

³⁵ Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” ³⁶ Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

³⁷ Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. ³⁸ Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. ³⁹ Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” ⁴⁰ De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.

⁴¹ Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” ⁴² Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. ⁴³ „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”