M’Cheyne Bible Reading Plan
5 Da de amoritiske konger, der herskede vest for Jordanfloden, og de kana’anæiske konger langs Middelhavets kyst hørte, at Herren havde stoppet vandet i Jordanfloden, så israelitterne kunne gå over, blev de lammet af frygt og turde ikke kæmpe imod Israels folk.
Omskærelsen og påskefesten i Gilgal
2 Herren sagde nu til Josva: „Lav nogle flinteknive og sørg for, at israelitterne bliver omskåret som før i tiden.” 3 Josva gjorde, som Herren havde sagt, og de mandlige israelitter blev omskåret ved et sted, som blev kaldt Givat-ha-Aralot.[a] 4-5 Alle de omskårne, våbenføre mænd, som i sin tid havde forladt Egypten, var døde undervejs, og de, som var blevet født under ørkenvandringen, var aldrig blevet omskåret. 6 Israelitterne havde jo opholdt sig i ørkenen i 40 år, indtil alle de våbenføre mænd var døde. Herren havde nemlig sagt, at på grund af deres ulydighed måtte de ikke få lov at se det land, han havde lovet deres forfædre—et land, som flyder med mælk og honning. 7 Det var deres sønner, der nu blev omskåret.
8 Efter omskærelsen hvilede mændene i lejren, indtil deres sår var lægt.
9 Herren sagde til Josva: „I dag har jeg fjernet skammen fra jeres slavetid i Egypten. Jeg har rullet den bort.” Derfor kaldte man stedet Gilgal,[b] og det kaldes det den dag i dag. 10 Mens de lå i lejren ved Gilgal på Jerikosletten, fejrede de påske om aftenen den fjortende dag i årets første måned. 11 Dagen efter spiste de af landets afgrøde: ristet korn og brød bagt uden surdej. 12 Fra den dag kom der ikke mere manna, men de spiste af Kana’ans afgrøder.
Jerikos fald
13 En dag, mens Josva opholdt sig i nærheden af Jeriko, så han pludselig, at der stod en mand med draget sværd foran ham. Josva gik hen til ham og spurgte: „Hører du til hos os eller vores fjender?”
14 „Ingen af delene,” svarede manden. „Jeg er øverstkommanderende for Herrens hær!”
Da faldt Josva på knæ og bøjede ansigtet mod jorden. „Til tjeneste, Herre!” udbrød han. „Hvad ønsker du, jeg skal gøre?”
15 Den øverstkommanderende over Herrens hær svarede: „Tag dine sko af, for du står på et helligt sted.” Og Josva gjorde, som han sagde.
6 Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. 2 Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. 3 I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. 4 Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. 5 Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
Det harmoniske fællesskab
133 En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
2 Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
3 Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
Vågenætter i templet
134 En valfartssang.
Pris Herren, alle I, som tjener ham,
I, som våger om natten i Herrens hus.
2 Løft jeres hænder mod helligdommen
og lovpris Herren.
3 Herren velsigne jer fra Zion,
han, som skabte himmel og jord.
Guds svar
65 Herren siger til sit folk: „Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig. Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde til et folk, som egentlig ikke var mit folk: ‚Se, her er jeg!’
2 Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk, som handlede ondt og fulgte deres egne tanker, 3 et folk, som blev ved med at håne mig op i mit åbne ansigt ved at dyrke deres afguder i haverne og brænde offerild på hustagene for fremmede guder. 4 Om natten gik de ud til gravhulerne for i al hemmelighed at søge kontakt med de afdøde, og de spiste svinekød og anden uren mad. 5 Alligevel sagde de til andre mennesker: ‚Rør ikke ved mig, for du gør mig uren med din synd. Jeg er nemlig hellig og ren.’ De er som en stadig stank i min næse.
6 Deres synderegister er langt, og jeg giver ikke op, før de har fået, hvad de fortjener. 7 Jeg straffer jer ikke kun for jeres egne synder, men også for jeres forfædres synder. Også de brændte røgelse på bjergene og hånede mig ved at dyrke deres afguder på offerhøjene. I skal få den fulde straf for jeres synd.”
8 „Men jeg vil ikke udslette jer alle,” siger Herren. „På en rådden drueklase kan man altid finde enkelte gode druer, der ikke fortjener at blive kasseret. Jeg har da også fundet sande Guds tjenere i Israel, og dem vil jeg ikke lade gå til grunde sammen med de andre. 9 Jeg vil frelse en rest af Israels folk og Judas efterkommere. Mine udvalgte, som tjener mig, skal arve landet og bo der. 10 Saronsletten bliver græsmarker for deres får, og i Akors dal vil deres kvæg ligge og tygge drøv. Det lover jeg dem af mit folk, som søger mig.
11 Men I, som har svigtet mig og mit tempel og i stedet tilbeder lykkeguden og skæbneguden, 12 jeres skæbne bliver sværdhug, og jeres lykke bliver at knæle til nedslagtning. For da jeg kaldte, svarede I ikke, og da jeg talte, hørte I ikke efter. I syndede bevidst for øjnene af mig og valgte at handle stik imod min vilje.”
13 Derfor siger Gud Herren: „I skal sulte, men de, der tjener mig, skal spise. I skal tørste, men de skal drikke. I skal hænge med hovedet i skam, men de skal glæde sig. 14 I skal græde af sorg og jamre i fortvivlelse, men de skal juble af fryd. 15 Mine udvalgte vil huske jer som dem, der blev forbandet og dræbt af Herren. Mine tjenere får en bedre fremtid.
16 Til den tid vil I igen begynde at bruge mit navn, når I aflægger en ed eller udtaler en velsignelse, for jeg er en trofast Gud. Da vil de gamle problemer være glemt og ikke længere huskes.
17 Hør her! Jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, og man vil ikke huske det gamle mere. 18 Glæd jer! Fryd jer for evigt over mit nye skaberværk!
Jeg gør Jerusalem til et vidunderligt sted, hvor folk vil juble af glæde. 19 Og jeg vil fryde mig over mit folk i Jerusalem. Ingen skal længere græde og jamre af sorg. 20 Ingen børn vil dø som spæde, og de gamle vil ikke gå bort før tiden. Hundrede år skal betragtes som en ung alder, og en, der ikke når de hundrede, vil man regne for at være under forbandelse. 21 De bygger sig huse og bor der selv, de planter vinmarker og nyder selv dens frugt. 22 De bliver ikke jaget fra hus og hjem, og andre røver ikke deres høst. Mit folk vil opnå en høj alder og nyde frugten af deres arbejde. 23 De skal ikke arbejde forgæves eller føde børn for bare at miste dem igen. De er Herrens velsignede folk, og velsignelsen skal gå i arv til deres børn. 24 Jeg vil gribe ind og hjælpe dem, før de kalder på mig. Ja, før de ved, hvad de skal bede om, vil jeg give dem det, de har brug for. 25 Ulven og lammet skal græsse sammen, løven skal æde hø som oksen, men slangen skal spise støv. Til den tid vil der hverken findes ondskab eller ødelæggelse i hele mit hellige bjergland,” siger Herren.
Billedet med jordbunden(A)
13 Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. 2 Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. 3 Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. 4 „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. 5 Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, 6 men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. 7 Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden, og tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. 8 Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.
9 Lad dem høre, som har øre.”
Guds riges mysterier forklares kun for disciplene(B)
10 Disciplene kom bagefter hen til Jesus og spurgte: „Hvorfor bruger du billedsprog, når du underviser folk?”
11 Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men det gælder ikke de andre. 12 De, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, så de har overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det hele. 13 Grunden til, at jeg taler til dem i billeder, er, at selv om de har øjne, ser de dog ikke. De har ører, men hører dog ikke og forstår ikke. 14 På dem opfyldes profeten Esajas’ ord, for Gud talte på følgende måde gennem ham:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.
15 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.’[a]
16 Men I er velsignede, for I er i stand til både at se og høre. 17 Det siger jeg jer: Mange profeter og gudfrygtige mennesker har i tidens løb længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.
Jesus forklarer billedet med jordbunden(C)
18 Nu får I så forklaringen på billedet med landmanden, der såede korn på sin mark: 19 Nogle mennesker er som vejen. De hører budskabet om Guds rige, men tager ikke imod det. Så kommer den Onde og piller de ord væk, som blev sået i deres sind. 20 Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører budskabet, tager de straks imod det med glæde. 21 Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. 22 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. 23 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager det til sig. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”
Satan modarbejder Guds rige
24 Her er et andet billede, Jesus brugte for at forklare, hvad der sker i Guds rige: „En landmand såede god hvede i sin mark. 25 Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt oven i hveden. Derefter forsvandt han. 26 Da hveden voksede op og begyndte at sætte aks, kunne man se ukrudt over det hele. 27 Landmandens medhjælpere kom hen til ham og spurgte: ‚Du såede jo god hvede i din mark, men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’
28 ‚Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ‚Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. 29 ‚Nej,’ sagde han, ‚så river I bare hveden med op. 30 Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked på at sortere ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe hveden i hus.’ ”
Guds rige vokser fra småt til stort(D)
31 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. 32 Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre urter, ja, det bliver en stor busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.”
33 Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Om brugen af billedtale(E)
34 Jesus brugte altid billeder, når han talte til folkeskaren. 35 Sådan opfyldtes det profetiske ord:
„Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været ukendt fra verdens begyndelse.”[b]
Jesus forklarer billedet med hveden og ukrudtet
36 Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.
37 „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. 38 „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, 39 og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.
40 Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. 41 Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen 42 og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. 43 Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”
Skatten og perlen
44 Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.
45 Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. 46 En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”
Sorteringen ved verdens ende
47 Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. 48 Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. 49 Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. 50 De onde bliver kastet i ildovnen, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.”
Nyt og gammelt
51 „Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” 52 Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”
Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby(F)
53 Da Jesus havde afsluttet sin billedtale, fortsatte han vandringen sammen med disciplene 54 og kom snart til sin hjemby, Nazaret. Her underviste han en sabbatsdag i synagogen, og folk blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han fået den visdom fra? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? 55 Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. 56 Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” 57 Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”
58 På grund af deres mangel på tro kunne han ikke udføre ret mange undere der.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.