M’Cheyne Bible Reading Plan
Fordelingen af resten af landet
18 Nu da landet var under Israels kontrol, samledes folket i Shilo for at rejse åbenbaringsteltet. 2 Dog var der endnu syv af stammerne, som ikke havde fået tildelt deres landområder.
3 Josva spurgte dem: „Hvor længe vil I vente med at tage det land i besiddelse, som Herren, jeres Gud, har lovet jer? 4 Udvælg tre mænd fra hver stamme, så vil jeg sende dem ud for at kortlægge de resterende områder, så vi kan få fastlagt de sidste stammers landegrænser. 5-6 De skal opdele landet i syv områder, idet Judas stamme allerede har fået land mod syd og Josefs stammer mod nord. Så vil vi ved lodtrækning fordele disse områder mellem de sidste syv stammer. 7 Levitterne får ingen jord, da de arbejder direkte for Herren. Gud selv er deres arvelod, og han vil sørge for dem. Gads stamme og Rubens stamme samt Manasses halve stamme skal heller ikke have noget jord, for de har allerede fået tildelt deres arvelod øst for Jordanfloden, som Moses lovede dem.”
8 Til de udvalgte mænd sagde Josva: „Tag af sted og kortlæg hele landet, og kom så tilbage til mig med jeres skrevne rapport, så vil vi kaste lod for Herrens ansigt her i Shilo.” 9 Mændene tog nu af sted, som de havde fået besked på, og opdelte området i syv territorier med en liste over byerne i de enkelte territorier. Derpå vendte de tilbage til Josva i lejren ved Shilo, 10 og under den efterfølgende lodtrækning viste Herren Josva, hvordan territorierne skulle fordeles mellem stammerne.
Benjamins arvelod
11 Klanerne af Benjamins stamme fik ved lodtrækning tildelt området mellem Judas og Efraims territorier.
12 Nordgrænsen løb fra Jordanfloden op om Jeriko og vestpå gennem højlandet og Bet-Avens ørken. 13 Den fortsatte til den sydlige skråning over for Luz, der også kaldes Betel, og gik videre til Atarot-Addar i højlandet syd for Nedre Bet-Horon. 14 Vestgrænsen gik herfra mod syd og fulgte den vestlige side af højdedraget over for Bet-Horon for at ende ved landsbyen Kirjat-Ba’al, som også kaldes Kirjat-Jearim, som tilhørte Judas stamme.
15 Den sydlige grænse løb fra udkanten af Kirjat-Jearim vestpå til Neftoakilden 16 og ned til foden af bjerget ved Hinnoms dal i den nordlige ende af Refaims dal. Derfra gik den gennem Hinnoms dal syd om de høje, hvor jebusitterne boede, og fortsatte ned til En-Rogel. 17 Fra En-Rogel løb grænsen mod nordøst til En-Shemesh, videre til Gelilot over for Adummimpasset og ned til Bohanstenen, der er opkaldt efter Rubens søn, 18 videre til højdedraget nord for Bet-ha-Araba, ned i Jordandalen 19 og nord om Bet-Hogla for at ende nær det sted ved Det Døde Hav, hvor Jordanfloden løber ud i søen.
20 Den østlige grænse fulgte Jordanfloden. Det var Benjamins territorium.
21 Benjamins stamme fik følgende byer: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Ketzitz, 22 Bet-ha-Araba, Zemarajim, Betel, 23 Avvim, Para, Ofra, 24 Kefar-ha-Ammoni, Ofni og Geba, i alt 12 byer med tilhørende landsbyer. 25 Desuden Gibeon, Rama, Be’erot, 26 Mitzpe, Kefira, Mosa, 27 Rekem, Jirpe’el, Tarala, 28 Zela, Elef, Jebus, der også kaldes Jerusalem, Gibea og Kirjat-Jearim, i alt 14 byer med tilhørende landsbyer.
Simeons arvelod
19 Det næste stykke land tilfaldt ved lodtrækning klanerne i Simeons stamme. Landet var en del af det område, som Judas stamme tidligere havde fået tildelt. 2 Deres arvelod omfattede følgende byer med tilhørende landsbyer: Be’ersheba, Molada, 3 Hatzar-Shual, Bala, Etzem, 4 Eltolad, Betul, Horma, 5 Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susa, 6 Bet-Lebaot og Sharuhen, i alt 13 byer med tilhørende landsbyer. 7 Desuden Ajin, Rimmon, Eter og Ashan, i alt fire byer med tilhørende landsbyer. 8 Disse byer med tilhørende landsbyer strakte sig sydpå helt til Ba’alat-Be’er, der også kaldes Ramat-Negev. 9 Simeons arvelod var altså en udstykning af Judas oprindelige territorium, der alligevel var for stort til judæerne.
Zebulons arvelod
10 Det tredje lod faldt på Zebulons stamme, som nu fik tildelt sit territorium. Grænsen løb syd for Sarid 11 i en bue mod vest forbi Marala til Dabbeshet, og videre indtil den nåede wadien øst for Jokneam. 12 I modsat retning løb grænsen østpå fra Sarid til Kislot-Tabors grænse og videre til Daberat og op til Jafia. 13 Derfra fortsatte den øst om Gat-Hefer til Et-Katzin videre til Rimmon og drejede så mod Nea. 14 Den nordlige grænse gik forbi Hannaton og endte i Jifta-El-dalen. 15-16 Foruden de nævnte byer indbefattede området også byerne Kattat, Nahalal, Shimron, Jidala og Betlehem.[a] Det var i alt 12 byer med tilhørende landsbyer.
Issakars arvelod
17 Som nummer fire fik Issakars stamme tildelt sit territorium. 18 Området omfattede: Jizre’el, Kesulot, Shunem, 19 Hafarajim, Shion, Anaharat, 20 Rabbit, Kishjon, Ebes, 21-23 Remet, En-Gannim, En-Hadda, Bet-Passes, Tabor, Shahatzuma og Bet-Shemesh, i alt 16 byer med tilhørende landsbyer. Issakars østgrænse fulgte Jordanfloden.
Ashers arvelod
24 Det femte lod faldt på Ashers stamme. 25 Deres område omfattede følgende byer: Helkat, Hali, Beten, Akshaf, 26 Alammelek, Amad og Mishal.
Den vestlige grænse gik sydpå fra Karmel til wadi Shihor-Libna, 27 drejede østpå mod Bet-Dagon og stødte op til Zebulons grænse i Jifta-El-dalen. Herfra gik grænsen nordpå, så området kom til at indeholde Bet-ha-Emek, Neiel, Kabul, 28 Abdon, Rehob, Hammon og Kana, tæt på Storsidon. 29 Derfra bøjede grænsen af nord for Rama og gik i retning af den befæstede by Tyrus for at ende ved Hosa ved Middelhavet. Området indbefattede også byerne Mehalleb, Akzib, 30-31 Umma, (Akko), Afek og Rehob, i alt 22 byer med tilhørende landsbyer.
Naftalis arvelod
32 Som nummer seks fik Naftalis stamme tildelt sit territorium. 33 Sydgrænsen løb fra Helef, fra egen ved Sa’anannim, syd om Adami-Nekeb til Jabne’el og Lakkum for at ende ved Jordanfloden. 34 Den vestlige grænse gik nordpå fra Aznot-Tabor i retning af Hukok. Naftalis område stødte op til Asher mod vest, Zebulons mod syd og Jordanfloden mod øst. 35 De befæstede byer i området omfattede Siddim, Ser, Hammat, Rakkat, Kinneret, 36 Adama, Rama, Hatzor, 37 Kedesh, Edrei, En-Hatzor, 38-39 Jiron, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Shemesh. I alt var der 19 byer med tilhørende landsbyer.
Dans arvelod
40 Til syvende og sidst fik Dans stamme tildelt sit territorium ved lodtrækning. 41 Byerne i dette område var Zora, Eshtaol, Ir-Shemesh, 42 Sha’alabbin, Ajjalon, Jitla, 43 Elon, Timna, Ekron, 44 Elteke, Gibbeton, Ba’alat, 45 Jehud, Bene-Berak, Gat-Rimmon, 46 Me-ha-Jarkon, Rakkon og området ved Jafo. 47-48 Danitterne kunne dog ikke fastholde deres område, og derfor tog de op til byen Leshem,[b] udryddede indbyggerne og slog sig ned der. Fra da af kaldte de byen Dan efter deres forfar.
49 Således blev hele landet fordelt mellem Israels stammer efter de grænser, som her er nævnt. Også Josva fik tildelt et stykke jord, 50 for Herren havde lovet, at han kunne tage en hvilken som helst by, han ønskede. Josva valgte Timnat-Sera i Efraims højland, genopbyggede byen og slog sig ned der.
51 Fordelingen af landet fandt sted ved lodtrækning for Herrens ansigt ved indgangen til åbenbaringsteltet i Shilo under Eleazars, Josvas og ledernes opsyn.
Guds folks triumf
149 Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
2 Israel, glæd dig over din Skaber,
Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
3 Pris ham ved at danse af glæde,
lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
4 Herren fryder sig over sit folk,
han kommer de ydmyge til undsætning.
5 Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
juble af glæde natten igennem.
6 Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
og et tveægget sværd i hånden,
7 fuldbyrder de Guds dom over nationerne
og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
8 De lægger fjendernes konger i lænker
og stormændene i fodjern.
9 De udfører den dom, der er afsagt,
men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!
Afsluttende lovsang
150 Halleluja!
Pris Gud i hans helligdom,
pris ham i hans himmelske bolig.
2 Pris ham for hans underfulde handlinger,
pris ham for hans overvældende magt.
3 Pris ham med det kraftige vædderhorn,
pris ham med harpe og lyre.
4 Pris ham med tamburiner og dans,
pris ham med strengeinstrumenter og fløjte.
5 Pris ham med kraftige cymbler,
som får det hele til at runge.
6 Alt, hvad der er liv i, skal prise Herren.
Halleluja!
9 Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.
2 Herren sagde om sit folk: „De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke. 3 Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig. 4 Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det. 5 De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”
6 Derfor sagde Herren, den Almægtige: „Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem. 7 Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde. 8 Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”
9 Derpå udbrød jeg: „Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”
10 Herren sagde: „Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”
11 Jeg spurgte: „Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”
12 Herren svarede: „Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger. 13 De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte. 14 Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger. 15 Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”
16 Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: „Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”
17 Jeg udbrød: „Ja, lad dem skynde sig at komme og synge deres sørgesange. Lad os alle jamre og græde, så tårerne vælter ned over kinderne. 18 Snart kan man høre de frygteligste smerteskrig fra Jerusalem: ‚Katastrofen er over os. Vi er fuldstændig knuste. Vores huse er jævnet med jorden, og vi bliver ført bort som slaver.’ ”
19 Jeg fortsatte: „Hør hvad Herren har at sige, I grædekoner. Lær jeres døtre at græde, og øv jer i at synge sørgesange. 20 Døden vil kravle ind gennem vinduerne og skaffe sig adgang til selv de mest befæstede borge. Den vil dræbe børnene, der leger på gaden, og de unge, der samles på torvet. 21 Sig til dem fra Herren, at ligene kommer til at ligge i gaderne, som var det gødning spredt ud på en mark. De ligger der som afskårne neg, høstfolkene ikke har samlet op.”
22 Herren sagde: „Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, helten af sin styrke, eller den rige af sin rigdom. 23 Nej, hvis nogen vil rose sig, så lad dem rose sig af dette ene: at de kender mig og forstår, at mine handlinger på jorden er motiveret af nåde, barmhjertighed og retfærdighed, og at jeg glæder mig over dem, der handler på samme måde som jeg.
24 Der kommer en dag, siger Herren, hvor jeg vil straffe både de uomskårne og dem, som nok er blevet omskåret rent fysisk, men som ikke lever i pagt med mig. 25 Jeg vil slå ned på egypterne, judæerne, edomitterne, ammonitterne, moabiterne og araberne i ørkenen. De fremmede folkeslag er alle uomskårne på kroppen, men Israels folk har uomskårne hjerter.”
Jesus advarer imod farisæerne og de skriftlærde(A)
23 Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: 2 „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. 3 I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. 4 De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. 5 Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. 6 De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne. 7 De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester. 8 Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. 9 I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. 10 Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. 11 Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. 12 Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri(B)
13 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.[a]
15 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!
16 Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. 17 I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? 18 I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. 19 Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? 20 Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. 21 Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. 22 Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
23 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. 24 I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.
25 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. 26 Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.
27 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,[c] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. 28 I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.
29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ 31 Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. 32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?
34 Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. 35 Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. 36 Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.
Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro(C)
37 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! 38 Derfor bliver jeres hus øde og forladt, 39 for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.