M’Cheyne Bible Reading Plan
Tola og Jair som dommere
10 Efter Abimelek kom en ny dommer til magten i Israel. Det var Tola, der var søn af Pua og barnebarn til Dodo. Han tilhørte Issakars stamme, selv om han boede i byen Shamir i Efraims højland. 2 Tola var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir 3 og efterfulgt af Jair fra Gilead, der var dommer i Israel i 22 år. 4 Han havde 30 sønner, der red rundt på 30 æsler, og sønnerne havde 30 byer i Gilead under sig—byer, der den dag i dag går under fællesnavnet „Jairs byer”. 5 Da Jair døde, blev han begravet i Kamon.
Israelitterne vender sig igen bort fra Herren og straffes
6 Så gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede de hedenske guder Ba’al og Astarte og de øvrige afguder, som aramæerne, sidonierne, moabitterne, ammonitterne og filistrene dyrkede. De glemte Herren og tilbad ham slet ikke mere. 7 Da blussede Herrens vrede op imod folket, så han ikke tøvede med at udlevere dem til filistrene og ammonitterne. 8 I 18 år tyranniserede ammonitterne de israelitter, der boede øst for Jordanfloden i Gilead, i amoritternes land. 9 De satte også over Jordanfloden og invaderede den del af landet, hvor Judas, Benjamins og Efraims stammer boede. Det var en hård plage for israelitterne. 10 Til sidst vendte de sig til Herren og råbte om hjælp.
„Vi har syndet imod dig ved at svigte dig og dyrke afguderne!” bekendte de.
11 Men Herren svarede: „Frelste jeg jer ikke fra egypterne, amoritterne, ammonitterne, filistrene, 12 sidonierne, amalekitterne og de arabiske folk?[a] Har jeg ikke altid reddet jer, når I råbte til mig om hjælp? 13 Og alligevel bliver I ved med at svigte mig for at dyrke andre guder! Forsvind med jer, for nu vil jeg ikke længere redde jer! 14 Gå hen til de nye guder, I har valgt jer, og kald på dem, så de kan redde jer fra jeres plageånder!”
15 Men folket råbte igen: „Vi har syndet! Giv os den straf, vi fortjener—bare du en sidste gang vil redde os fra vores fjender!” 16 Så ødelagde de deres afgudsbilleder og gik tilbage til at tilbede Herren. Derfor besluttede han alligevel at hjælpe dem mod deres fjender.
Jefta besejrer ammonitterne
17 Ammonitterne mobiliserede deres hær i Gilead og gjorde sig parat til at angribe Israels hær, som havde samlet sig ved Mitzpa.
18 Da sagde Gileads ledere til hinanden: „Den, der vil lede angrebet mod ammonitterne, skal regere over os.”
11 Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. 2 Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”
3 Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. 4-5 Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. 6 „Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. 7 Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” 8 „Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” 9 Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” 10 „Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.
11 Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa.
Næste stop: Ikonion
14 I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere. 2 Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning. 3 Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger. 4 Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.
5 En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas. 6 Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien. 7 Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.
En lam mand helbredes i Lystra
8-9 Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.[a] 10 Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.
11 Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” 12 De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. 13 Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.
14 Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, 15 mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. 16 Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, 17 men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”
18 Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.
19 Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.
Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia
Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, 21 hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. 22 De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. 23 I hver af menighederne indsatte[b] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.
24 Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. 25 De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.
27 Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. 28 Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
Løfte om tilbagevenden til deres eget land og et nyt rodskud fra Davids slægt
23 Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde. 2 I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger. 3 Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst. 4 Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”
5 „Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. 6 Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’[a] for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.
7 Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‚Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’ 8 I stedet vil man sige: ‚Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”
Dom over de ugudelige præster og profeter
9 Når jeg tænker på dem, der skulle tale på Guds vegne, er jeg dybt frustreret. Jeg ryster og skælver, jeg raver omkring, som var jeg beruset. Det er helt forfærdeligt, som de behandler Herren og hans hellige ord. 10 Landet er fuldt af troløshed imod Herren, og derfor hænger hans forbandelse over det, så jorden tørrer ind, og græsset visner. Det er de gudløse lederes skyld, for de er onde og misbruger deres magt.
11 „Både præsterne og profeterne er gudløse!” siger Herren. „Jeg har set deres forargelige ondskab selv her i mit eget tempel. 12 Derfor vil de blive jaget hen ad mørke og glatte stier, så de falder. Når tiden er inde, vil jeg sende ulykken over dem.
13 Jeg så, hvor frygteligt Samarias profeter opførte sig. De profeterede ved Ba’al og ledte mit folk Israel på afveje. 14 Men Jerusalems profeter opfører sig lige så forfærdeligt. De er utro mod mig og lever på en løgn. De opfordrer ligefrem folket til at synde i stedet for at advare dem. Den slags ledere og hele Jerusalems befolkning er lige så ugudelige, som Sodomas og Gomorras indbyggere var.”
15 Derfor siger Herren, den Almægtige, om Jerusalems profeter: „Jeg vil fodre dem med min hårde straf og give dem et lidelsens bæger at tømme. For det er deres skyld, at ugudeligheden breder sig i landet.”
16 Herren, den Almægtige, siger til Jerusalems indbyggere: „Lad være med at lytte til de ugudelige profeter, for de fylder jer med falske forhåbninger. De taler nemlig ud af deres egen fantasi i stedet for at bringe et budskab fra mig. 17 Til dem, der gør oprør og forkaster mit ord, siger de: ‚I vil få fremgang!’ og til dem, der stædigt følger deres egne onde tilskyndelser, siger de: ‚Bare rolig! Det sker der ikke noget ved.’
18 Men kan I nævne bare én blandt disse profeter, som lever mig så nær, at han kan høre, hvad jeg siger? Findes der én eneste, der er villig til at lytte og adlyde? 19 Min straf vil pludselig være over dem som en mægtig hvirvelvind. 20 Min vrede lægger sig ikke, før jeg har udført den straf, jeg har tiltænkt dem. I vil forstå det, når I ser det ske.
21 Jeg har aldrig sendt den slags profeter, men alligevel hævder de at tale på mine vegne. Jeg har ikke givet dem noget budskab, men alligevel vover de at profetere. 22 Hvis de virkelig havde kendt mig og forstået min vilje, ville de have givet folket et budskab fra mig om omvendelse fra deres ondskab. 23 Er jeg måske en jordisk gud med et begrænset udsyn? 24 Kan nogen skjule sig for mig? Er jeg ikke overalt både i himlen og på jorden?
25 Jeg har hørt disse profeter sige: ‚Gud gav mig en drøm i nat.’ Men det er løgn! 26 Hvor længe vil de blive ved med at komme med deres løgnagtige budskaber og selvopfundne profetier? 27 Med deres falske drømme får de mit folk til at glemme mig, akkurat som deres forfædre glemte mig og begyndte at tilbede Ba’al.
28 Kan I ikke kende forskel på halm og aks? Prøv at sammenligne det, I hører fra en såkaldt profet, der fortæller om sine drømme, og det I hører fra en, der bringer et sandt budskab fra mig. 29 Mit ord brænder som ild og renser urenheder bort. Det er som en forhammer, der knuser de hårde klipper til småsten. 30-31 Derfor er jeg imod de profeter, der godt nok siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ men blot efterligner hinandens budskaber og smigrende ord. De taler for egen regning. 32 Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!”
33 Herren sagde til mig: „Jeremias, hvis en profet eller præst eller en anden person spørger dig, om du har en byrde[b] fra Herren, skal du svare: ‚Det er jer, der er blevet en byrde, og Herren kan ikke bære den længere.’ 34 Den profet, præst eller anden person, der løgnagtigt påstår at have en ‚byrde fra Herren’, vil jeg straffe hårdt. 35 I må gerne spørge hinanden: ‚Hvad siger Herren?’ 36 men lad være med at tale om ‚en byrde fra Herren’, for de ‚byrder’, I kommer frem med, er jeres egne tanker og meninger. På den måde ringeagter I jeres Gud, Herren, den Almægtige. 37 I må godt spørge en profet: ‚Hvad siger Herren?’ 38-39 Men hvis I trods min advarsel fortsætter med at gøre nar ad mig ved at tale om en ‚byrde fra Herren’, når det kun er jeres egne ord, I kommer med, så vil jeg også behandle jer som en byrde og kaste jer langt bort. Jeg vil forkaste både jer og den by, jeg gav jeres fædre. 40 Jeg vil vanære jer i en sådan grad, at jeres fornedrelse vil blive husket til alle tider.”
9 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)
2 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. 3 Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. 4 Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.
5 „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
6 Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.
7 Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”
8 Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.
9 På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. 10 De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?(B)
11 Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
12-13 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.[a] Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”
Alt er muligt for den, som tror(C)
14 Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. 15 Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. 16 Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”
17 „Mester,” råbte en mand i skaren, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. 18 Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”
19 „Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”
20 De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. 21 Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”
„Fra han var ganske lille,” lød svaret. 22 „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os—hvis du kan!”
23 „Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”
24 „Jeg tror!” råbte faderen. „Afhjælp min vantro!”
25 Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”
26 Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: „Han er død!”
27 Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene—og han blev stående.
28 Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
29 „Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,”[b] svarede han.
Jesus taler igen om sin død og genopstandelse(D)
30 Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, 31 for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”
32 Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.
Den største er den, som vil tjene(E)
33 De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”
34 Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. 35 Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.
36 Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: 37 „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”
Den, der ikke er imod, er for(F)
38 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”
39 „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. 40 Den, der ikke er imod os, er for os.[c] 41 Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.
Fristelser, som fører til fortabelse(G)
42 Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.
43 Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.[d] 45 Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. 47 Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. 48 Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’[e]
Gennem prøvelsernes ild til hellighed
49 Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. 50 Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”[f]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.