M’Cheyne Bible Reading Plan
Samsons fødsel
13 Israels folk gjorde igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så udleverede han dem til filistrene, der undertrykte dem i 40 år.
2 På den tid boede der en mand ved navn Manoa fra Dans stamme i byen Zora. Hans kone kunne ikke blive gravid, så de havde ingen børn. 3 En dag viste Herrens engel sig for Manoas kone og sagde til hende: „Du har aldrig kunnet få børn, men du vil snart blive gravid og føde en søn! 4 Du må ikke drikke vin eller øl eller spise kød fra noget urent dyr.[a] 5 Du må heller ikke klippe din søns hår, for han skal være naziræer og særligt indviet til at tjene Gud fra fødslen af. Han skal tage de indledende skridt til at befri Israel fra filistrenes undertrykkelse.”
6 Kvinden gik straks til sin mand og sagde: „En mand fra Gud viste sig for mig. Han så ud som en Herrens engel, frygtindgydende! Jeg spurgte ikke, hvor han kom fra, og han sagde ikke, hvad han hed. 7 Men han sagde: Du skal blive gravid og føde en søn! Du må ikke drikke vin eller øl eller spise noget, der er ceremonielt urent. Drengen skal nemlig være naziræer og særligt indviet til Gud fra fødslen af og indtil han dør.”
8 Da bad Manoa til Gud: „Herre, lad dit sendebud komme tilbage til os og forklare os, hvordan vi skal opdrage den dreng, du vil give os.” 9 Gud hørte hans bøn, og englen viste sig igen for Manoas kone, mens hun sad ude på marken. Hendes mand var der ikke, 10 så hun løb straks hjem til ham og sagde: „Nu er han der igen, den mand, som viste sig for mig forleden!”
11 Manoa skyndte sig med sin kone og spurgte manden: „Var det dig, der talte til min kone forleden?” „Ja, det var mig,” svarede han. 12 „Når nu det sker, som du har lovet, hvordan skal vi så opdrage drengen?” 13-14 Herrens engel svarede: „Din kone skal gøre, som jeg sagde. Hun må hverken spise druer eller rosiner eller drikke vin eller øl, og hun må ikke spise noget, der er ceremonielt urent.”
15-16 Så sagde Manoa: „Vi vil gerne slagte et gedekid og give dig et måltid mad, hvis du vil vente lidt.” Englen svarede: „Selvom jeg venter, vil jeg ikke spise jeres mad. Men hvis I vil ofre et gedekid, så giv det som et brændoffer til Herren.” (Det var ikke gået op for Manoa, at det virkelig var en engel).
17 „Sig os dit navn,” fortsatte Manoa, „så vi kan ære dig og fortælle om dig til andre, når dit ord er gået i opfyldelse, og drengen er født.” 18 „Hvorfor spørger du om det?” svarede englen. „Mit navn er overnaturligt.”
19 Derefter tog Manoa et gedekid og noget korn og ofrede det til Herren på en klippe. For øjnene af Manoa og hans kone gjorde Herren en overnaturlig ting: 20 Da flammerne slog op fra alteret mod himlen, steg englen opad midt i flammerne. Da Manoa og hans kone så det, faldt de på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse. 21 Men englen forsvandt og viste sig aldrig for dem igen. Da gik det op for Manoa, at det var Gud selv i form af en engel. 22 „Vi har set Gud!” udbrød han. „Det er den visse død!” 23 Men hans kone svarede: „Hvis Herren ville slå os ihjel, ville han da ikke have taget imod vores brændoffer eller vist sig for os og fortalt os den vidunderlige nyhed, at vi vil få en søn!”
24 Da hun senere fødte en søn, kaldte hun ham Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham. 25 Og Guds Ånd begyndte at komme over ham med styrke og kraft ved Dans Lejr[b] mellem Zora og Eshtaol.
En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand
17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. 2 Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. 3 Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” 4 Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.
5 De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. 6 Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. 7 Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” 8 På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, 9 men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.
Menigheden i Berøa grundlægges
10 Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. 11 Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. 12 Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.
13 Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. 14 Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. 15 De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.
Paulus i Athen
16 Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. 17 I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.
18 På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. 19 De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. 20 „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” 21 Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.
22 Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. 23 Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. 24 Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. 25 Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. 26 Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. 27 Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, 28 for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ 29 Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. 30 Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. 31 Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”
32 Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” 33 Så forlod Paulus dem, 34 men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.
Jeremias anklages for at være en falsk profet, men bliver frifundet
26 Det følgende budskab kom til mig fra Herren i kong Jojakims, Josias’ søns, første regeringsår:
2 Først sagde Herren til mig: „Stil dig uden for Herrens tempel med et opråb til folket, der er kommet fra hele Juda for at tilbede. Sørg for at forkynde hele budskabet for dem, glem ikke et eneste ord. 3 Måske vil de høre efter og vende om fra deres ondskab, så jeg kan tilbageholde den straf, jeg er parat til at give dem for deres ondskab.”
4 Budskabet lød således: „Hvis I ikke vil lytte til mig, siger Herren, og adlyde de love, jeg har givet jer, 5 og hvis I ikke vil lytte til mine tjenere, profeterne, som jeg gang på gang forgæves har sendt for at advare jer, 6 så vil jeg ødelægge templet her på samme måde, som jeg ødelagde helligdommen i Shilo, og alle vil betragte Jerusalem som et forbandet sted.”
7-8 Da jeg havde forkyndt hele budskabet for folket, blev jeg pågrebet af præsterne og de falske profeter og de andre, der var samlet uden for templet. „Du skal dø,” skreg de. 9 „Hvor vover du at profetere i Herrens navn, at hans tempel vil blive ødelagt ligesom helligdommen i Shilo, og at Jerusalem skal ødelægges, så ingen kan bo her?” Og folk stimlede sammen om mig foran Herrens hus.
10 Da Judas øverste ledere hørte, hvad der foregik, skyndte de sig straks fra paladset over til templet og satte sig ved Den Nye Port for at dømme i sagen. 11 Præsterne og de falske profeter fremlagde nu deres anklager for lederne og folket. „Den mand bør dømmes til døden!” sagde de. „I hørte selv, hvad han sagde. Han er en forræder, for han har profeteret imod denne by.”
12 Derefter forsvarede jeg mig med følgende ord: „Det er Herren, der har sendt mig for at profetere imod templet og Jerusalem. Hvert eneste ord, jeg har sagt, har jeg fået fra ham. 13 Men hvis I vil holde op med at synde imod ham og i stedet begynde at adlyde Herren jeres Gud, vil han ikke gøre alvor af den straf, han har truet jer med. 14 Hvad mig selv angår, så kan I gøre med mig, hvad I vil. 15 Men én ting er sikkert: Hvis I slår mig ihjel, dræber I en uskyldig mand, og I og alle byens indbyggere vil blive krævet til regnskab for det. Jeg forsikrer jer, at det er Herren, der har sendt mig og givet mig hvert eneste ord, jeg har talt.”
16 Så sagde lederne og folket til præsterne og de falske profeter: „Denne mand fortjener ikke døden, for han har talt til os i Herren, vores Guds, navn.”
17 Derefter rejste nogle af de gamle og vise mænd sig og talte til folket: 18 „I kong Hizkija af Judas regeringstid profeterede Mika fra Moreshet følgende for folket: ‚Hør hvad Herren, den Almægtige, siger: Zion bliver lagt øde som en pløjemark, Jerusalem bliver til en hob af ruiner, tempelbjerget bliver dækket af et tjørnekrat.’ 19 Hvordan reagerede kong Hizkija og folket på det budskab? Slog de Mika ihjel? Nej, de vendte sig fra deres ondskab og tilbad Herren. De bønfaldt ham om at være nådig. Derfor tilbageholdt Herren den frygtelige dom, som han havde udtalt over dem. Hvis vi nu slår Jeremias ihjel, hvem ved, hvad Herren så vil gøre imod os?”
20 Der var engang en anden profet, som bragte et tilsvarende domsbudskab imod Jerusalem og Judas land. Han hed Urija, Shemajas søn fra Kirjat-Jearim. 21 Da kong Jojakim og hans officerer og embedsmænd hørte hans budskab, sendte kongen en mand hen for at dræbe profeten. Urija fik imidlertid underretning om det og flygtede til Egypten. 22 Så sendte kong Jojakim Elnatan, Ahbors søn, og en gruppe mænd af sted til Egypten for at fange ham. 23 De arresterede ham og førte ham tilbage til kong Jojakim, som huggede ham ned med sit sværd og lod ham kaste i en offentlig grav.
24 Til sidst stod kongens sekretær, Ahikam, Shafans søn, frem og talte min sag, og det lykkedes ham at overtale retten til ikke at udlevere mig til folket. Derved undgik jeg at blive slået ihjel.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(A)
12 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 2 Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. 3 Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 4 Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. 5 Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. 6 Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ 7 Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 8 De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.
9 Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. 10 Har I aldrig læst følgende skriftord:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
11 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’[a]”
12 De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord(B)
13 Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for.
14 Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
15 Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” 16 De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.
17 „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[b] De var målløse over hans svar.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde(C)
18 Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 19 „Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 20 Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. 21 Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. 22 Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. 23 Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”
24 Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 25 Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 26 Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’[c] 27 Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”
Det vigtigste bud i Toraen(D)
28 En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”
29 Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:
‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. 30 Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’[d]
31 Et andet bud lyder således:
‚Du skal elske din næste som dig selv.’[e]
Det er de to vigtigste bud.”
32 „Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. 33 Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”
34 Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.
Messias som Davids søn(E)
35 Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn[f] af David? 36-37 David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’[g]
Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
Den store skare lyttede til ham med begejstring.
Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri(F)
38 Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. 39 De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. 40 Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”
Forskellen mellem at give og at ofre(G)
41 Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, 42 men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. 43 Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. 44 De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.