M’Cheyne Bible Reading Plan

⁶ Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” ⁷ Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”

⁸ På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. ⁹ De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.

¹⁰ „I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”

¹¹ Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.

^12-14 Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.

¹⁵ Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen. ¹⁶ Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: „Råb! Herren har givet jer byen!”

¹⁷ Josva havde tidligere sagt til sine krigere: „Alle indbyggerne skal slås ihjel, med undtagelse af den prostituerede Rahab og familiemedlemmerne i hendes hus, fordi hun hjalp spionerne. ¹⁸ Alt andet skal ødelægges! I må overhovedet intet krigsbytte tage til jer selv, for hvis I gør det, skal I selv dø, og det bliver hele folkets undergang. ¹⁹ Hvad der findes af sølv og guld skal indvies til Herren og bringes til hans skatkammer. Det samme gælder alle ting lavet af bronze eller jern.”

²⁰ Da mændene nu hørte den langtrukne lyd fra vædderhornene, råbte de af deres lungers fulde kraft. Bymuren brød sammen, og de styrtede alle ind i byen. ²¹ De huggede alt ned, som de kom frem, både mennesker og dyr—mænd og kvinder, unge og ældre, okser, får og æsler—alting! ²² Imens sagde Josva til de to spioner: „Skynd jer at redde Rahab og hendes familie, sådan som I har lovet.” ²³ Spionerne gjorde, som de fik besked på, og bragte Rahab og hendes far og mor, hendes søskende og øvrige familie i sikkerhed i nærheden af lejren uden for byen. ²⁴ Derefter blev byen og alt, hvad der var i den, brændt af, med undtagelse af sølvet, guldet og redskaberne af bronze og jern, som blev anbragt i Herrens skatkammer. ²⁵ Josva skånede den prostituerede Rahab og dem, der var hos hende i huset, fordi hun havde skjult de mænd, han havde sendt af sted for at spionere i Jeriko. Rahab og hendes familie bor den dag i dag blandt israelitterne.

²⁶ Ved den lejlighed udtalte Josva i hele folkets påhør følgende forbandelse:

²⁷ Herren var med Josva, så han blev berømt og respekteret over hele landet.

Herren er stor

Herrens trofasthed og magt

66 „Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvordan vil I bygge et hus til mig? Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo? ² Jeg har jo selv skabt det hele, og det tilhører mig,” siger Herren.

„Jeg hjælper dem, som har et ydmygt og sønderknust hjerte, og som handler på mine ord. ³ Men mange håner mig med deres ondskab. De ofrer en okse til mig, men slår samtidig mennesker ihjel. De ofrer et lam til mig, men ofrer samtidig en hund til afguderne. De bringer et afgrødeoffer til mig, men et offer af svineblod til afguderne. De brænder røgelse for mig, men hylder også en afgud.^[a] De har valgt at følge deres egne lyster og tager med glæde del i afskyelige handlinger. ⁴ Men nu vil jeg også straffe dem og bringe al den ulykke over dem, som de håbede at undgå. For da jeg kaldte på dem, nægtede de at svare. Da jeg talte til dem, ville de ikke høre efter. I stedet syndede de lige op i mit åbne ansigt og handlede stik imod min vilje.

⁵ Men hør, hvad jeg, Herren, har at sige til jer, som adlyder mig: De fra jeres eget folk, som hader jer og støder jer bort på grund af jeres loyalitet imod mig, håner jer og siger: ‚Få Herren til at vise sin herlighed, så vi kan se, hvad det er, I er så glade for.’ Men de vil blive ydmyget eftertrykkeligt.

⁶ Hør et råb i byen, en høj lyd fra templet. Det er mig, Herren, der taler. Jeg vil gøre op med mine fjender.

⁷ Jerusalem er som en kvinde, der pludselig føder et barn, så snart veerne begynder. ⁸ Hvem har nogen sinde oplevet, hvad I nu ser med egne øjne? Fødes en nation på en enkelt dag? Fødes et folk på et øjeblik? Men sådan føder Jerusalem. Pludselig får hun veer og føder straks sine børn. ⁹ Skulle jeg tillade svangerskab og så hindre fødslen? Skulle jeg afbryde en fødsel, jeg selv har sat i gang?” siger Herren.

¹⁰ Glæd jer med Jerusalem. Vær glade på hendes vegne, alle I, som elsker hende, og som før har sørget over hende. ¹¹ Så skal I mættes ved hendes overflod og finde hvile som spædbarnet, der mættes og hviler trygt ved sin mors bryst. ¹² „Ja,” siger Herren, „jeg sender en flod af fred over hende tillige med en strøm af rigdom fra fremmede nationer. Hendes børn bæres på hoften, sidder på skødet og får kærtegn. ¹³ Som en mor trøster sit barn, sådan trøster jeg jer. I vil finde trøst i Jerusalem.”

¹⁴ Når I ser Jerusalems genrejsning, vil I juble af glæde, og I vil vokse jer sunde og raske. Da vil Guds tjenere erfare Herrens magt, og hans fjender vil smage hans vrede. ¹⁵ For se, Herren kommer med lyn og tordenskrald, hans vrede er en fortærende ild, hans dom er et brølende flammehav. ¹⁶ Herren vil straffe sine modstandere med ild og sværd i et vældigt blodbad.

¹⁷ Herren siger: „De, som dyrker afguder i offerlundene, og som spiser svinekød og mus og andre urene dyr, vil blive udryddet. ¹⁸ Jeg kender menneskets tanker og gerninger, og alle folkeslagene vil opleve min kraft og magt til at straffe dem. ¹⁹ Jeg vil gøre et under iblandt dem, og dem, der undslipper, sender jeg ud til Tarshish, Pul, Lud (de berømte bueskytter), Tubal, Javan, og til de fjerne lande, der ikke har hørt om mig eller oplevet min kraft. De skal fortælle folkene om min herlighed, ²⁰ og de skal føre alle jeres brødre iblandt folkeslagene tilbage som et offer til mig. På heste, i vogne, i bærestole, på muldyr og kamelryg skal de komme til Jerusalem og mit hellige bjerg,” siger Herren. „De skal komme, som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til mit tempel. ²¹ Da vil jeg udpege nogle af dem, som er vendt hjem, til at være mine præster og levitter,” siger Herren.

²² „Ligesom den nye himmel og den nye jord altid vil bestå, skal jeres slægt og efterkommere aldrig dø ud. ²³ Hver uge på sabbatten og hver den første i måneden skal alle mennesker komme for at tilbede mig,” siger Herren. ²⁴ „Og de skal gå ud og se på ligene af dem, som gjorde oprør imod mig. De ligger på lossepladsen, hvor ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes. Synet af dem vil tjene til skræk og advarsel for alle.”

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(A)

14 Da kong Herodes^[a] hørte om de mirakler, Jesus udførte, ² sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”

^3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.

⁶ En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. ⁷ Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. ⁸ Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” ⁹ Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, ¹⁰ og Johannes blev halshugget i fængslet. ¹¹ Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

¹² Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.

Bespisningen af de 5000^(B)

¹³ Da Jesus fik det at vide,^[b] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.

¹⁴ Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.

¹⁵ Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”

¹⁶ „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”

¹⁷ „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.

¹⁸ „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.

¹⁹ Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. ²⁰ Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. ²¹ Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.

Disciplenes tøvende tro^(C)

²² Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. ²³ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.

²⁴ Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.

²⁵ Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. ²⁶ Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ²⁷ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”

²⁸ Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” ²⁹ „Kom!” sagde Jesus.

Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. ³⁰ Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.

„Herre, red mig!” råbte han.

³¹ Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”

³² Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. ³³ Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.

Helbredelser i Genesaret området^(D)

³⁴ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ³⁵ Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. ³⁶ De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.