M’Cheyne Bible Reading Plan
Deboras sejrssang
5 Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:
2 Når Israels ledere fører an,
når folket villigt følger med,
da skal I prise Herren.
3 Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.
4 Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
himlen kunne ikke holde tæt,
skyerne rystede regnen af sig.
5 Bjergene bævede for Herren,
Sinai skælvede for Israels Gud.
6 Men på Shamgars tid gemte man sig,
på Jaels tid lå vejene øde,
folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
7 Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
og blev som en mor for Israel.
8 Da Israel valgte sig nye guder,
blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
men hvor så man et skjold eller spyd?
9 Mit hjerte banker for Israels ledere
og for folket, der frivilligt fulgte dem.
Pris Herren for dem!
10 I, som rider på glinsende æsler,
I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
11 Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
i byporten råbte de:
12 „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
13 Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
Herrens folk kom til mig og krigerne.
14 De kom fra Efraims land,
som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
fra Zebulon stærke ledere,
15 Issakars hærførere sluttede op om Debora,
de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
16 Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
Rubens klaner var for ubeslutsomme.
17 Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
han blev i sin sikre havn.
18 Men Zebulon satte livet på spil,
Naftali sloges på slagmarken.
19 Kana’ans konger kom til Ta’anak,
de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
krigsbytte fik de intet af.
20 Himlens kræfter kæmpede for os,
tordnede og lynede mod Siseras hær.
21 Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
løb frem med styrke.
22 Da hamrede hingstenes hove,
i galop fór de frem.
23 „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”[a]
sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
imod hans vældige fjender.”
24 Velsignet blandt kvinder er Jael,
kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
af alle kvinder, der bor i telte.
25 Sisera bad om vand,
men Jael gav ham mælk,
tykmælk i en fornem skål.
26 Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
hun gennemborede hans hoved.
27 Han lå død mellem benene på hende.
En fældet fjende—stendød.
28 Siseras mor venter ved vinduet,
hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
Hvornår hører vi hestenes hove?”
29 En hofdame giver hende et svar,
det samme, hun selv har tænkt:
30 „Krigsbyttet skal nok deles,
en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
og smukt broderet tøj til hans mor.”
31 Herre, må alle din fjender
gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
stråle som den opgående sol.
Derefter var der fred i landet i 40 år.
Saul bliver standset af Jesus
9 Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem 2 og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”,[a] både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger.
3 Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. 4 Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”
5 „Hvem er du, Herre?” spurgte han.
Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren[b] Jesus, som du forfølger! 6 Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
7 De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. 8 Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. 9 I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
10 I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han. 11 „Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede, 12 og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”
13 „Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. 14 Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”
15 „Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. 16 Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”
17 Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.” 18 Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt. 19 Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.
Saul i Damaskus
Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage, 20 og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn. 21 Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: „Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”
22 Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.
23 Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel. 24 Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham. 25 Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.
Saul i Jerusalem og Tarsos
26 Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. 27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. 28 Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. 29 Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. 30 Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. 31 Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter udfører to store mirakler
32 Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. 33 I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. 34 Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. 35 Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.
36 I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. 37 Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. 38 Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. 39 Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. 40 Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. 42 Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. 43 Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
I pottemagerens værksted
18 En dag sagde Herren til mig: 2 „Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” 3 Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. 4 Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.
5 Så sagde Herren til mig: 6 „Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. 7 Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. 8 Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.
9 Hvis jeg lover at velsigne et folk, 10 men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”
11 Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.” 12 Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”
13 Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse. 14 Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud. 15 Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier. 16 Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne. 17 Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”
18 Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”
19 Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre. 20 Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede. 21 Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen. 22 Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej. 23 Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”
Billedet med jordbunden(A)
4 Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en stor skare mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskeskaren, der stod på bredden. 2 Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
3 „Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. 4 Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. 5 Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, 6 men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. 7 Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. 8 Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. 9 Lad dem høre, som har øre.”
Guds riges mysterier forklares kun for disciplene(B)
10 Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.
11 Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive åbenbaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. 12 Derved opfyldes ordet:
De ser, men fatter dog intet.
De hører, men forstår dog intet.
Derfor kommer de ikke til mig og får tilgivelse.”[a]
Jesus forklarer billedet med jordbunden(C)
13 Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?
14 Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. 15 Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. 16 Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. 17 Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. 18 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, 19 men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. 20 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”
Brug det lys, du har fået(D)
21 Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. 22 Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. 23 Lad dem høre, som har øre!”
24 Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. 25 De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det hele.”
Om Guds riges vækst(E)
26 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. 27 Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. 28 Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. 29 En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”
30 Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? 31 Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. 32 Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”
Om brugen af billedtale(F)
33 Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. 34 Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(G)
35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”
41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.