M’Cheyne Bible Reading Plan
4 Efter at folket var kommet godt over på den anden side, sagde Herren til Josva:
2-3 „Sig til de 12 mænd, der blev udpeget af Israels 12 stammer, at de hver skal tage en sten fra det sted i flodlejet, hvor præsterne står, og tage stenene med sig til det sted, hvor I slår lejr i aften.”
4 Så kaldte Josva de 12 mænd sammen 5 og sagde til dem: „Nu kan I gå over, men stands midt ude i flodlejet, hvor pagtens ark er. Der skal hver af jer samle en sten op og bære den på skulderen over på den anden side, så der er en sten for hver af Israels 12 stammer. 6 De sten skal være et minde, og når jeres børn i fremtiden spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ 7 skal I svare: ‚De minder os om dengang, Jordanflodens vand standsede for at lade Herrens Ark og folket passere.’ De sten skal altid minde Israels folk om det under, som skete, da vi krydsede Jordanfloden.”
8 Mændene gjorde, som Josva havde sagt. De samlede 12 sten op fra flodlejet, én sten for hver stamme, sådan som Herren havde befalet Josva, og tog dem med sig til det sted, hvor de slog lejr for natten. 9 Josva anbragte desuden 12 sten midt i floden på det sted, hvor præsterne stod med pagtens ark, og de sten er der den dag i dag. 10 De præster, som bar arken, blev altså stående ude i flodlejet, indtil alt, hvad Herren havde befalet Josva, var udført. På den måde førte Josva folket over floden, sådan som Moses havde givet instrukser om. Folket skyndte sig over floden, mens præsterne stod i midten, 11 og da de alle var kommet over, fulgte præsterne efter med arken, mens folket stod og så til.
12 Som Moses havde befalet, gik de våbenføre mænd fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme også med over floden. 13 De udgjorde 40.000 bevæbnede krigere, som var klar til at kæmpe for Herren på Jerikos sletter. 14 Herren gjorde det sådan, at Josva den dag vandt stor respekt i folkets øjne. Fremover viste de ham samme ærefrygt, som de havde vist Moses. 15-18 Efter at Josva på Herrens befaling havde sagt til de præster, der stod med pagtens ark, at de skulle komme op af flodlejet, steg de op på bredden, og i samme øjeblik de satte foden på landjorden, strømmede vandet tilbage, og floden gik over sine bredder som før.
19 Det var den tiende dag i årets første måned,[a] at folket krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Gilgal øst for Jeriko. 20 Det var også der, Josva anbragte de 12 mindesten, de havde taget med fra midten af floden. 21 Så gentog han over for hele Israels folk, hvad han allerede tidligere havde sagt: „I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ 22 skal I sige: ‚De er til minde om, at Israels folk gik tørskoet over Jordanfloden.’ 23 Fortæl dem, hvordan Herren holdt vandet tilbage for øjnene af jer, indtil alle var kommet over, ligesom han gjorde med Det Røde Hav, dengang Israels folk skulle krydse det. 24 For alle jordens folk skal det være et tegn på Herrens vældige magt, og det skal hjælpe jer til altid at have respekt og ærefrygt for Herren, jeres Gud.”
Jerusalems skæbne
129 En valfartssang.
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig
—lad hele Israel gentage det:
2 Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
De angreb mig, men overvandt mig ikke.
3 Min ryg er mærket af dybe sår,
som var den pløjet med en plov.
4 Men Herren er retfærdig,
han satte en stopper for deres mishandling.
5 Alle, der angriber Zion,
vil blive slået og tvunget til at vende om.
6 De er som græsset, der vokser på taget,
det visner og dør, før det bliver til noget.
7 Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
der er ikke nok til at binde et neg af.
8 Ingen, der går forbi dem, vil sige:
„Herren velsigne jer!”
Herren er villig til at tilgive
130 En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
2 Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
3 Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
4 Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
5 Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
6 Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
7 Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
8 han vil redde os ud af syndens morads.
Hvilen i Gud
131 En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
2 men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
3 Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
64 Det ville få folkeslagene til at skælve af angst og fjenderne til at frygte dit herlige navn, som når ild sætter kvas i brand og bringer vand i kog. 2 For du gjorde engang undere, vi ikke ventede, og bjergene skælvede, da du viste dig. 3 Intet øre har hørt, og intet øje har set en gud som dig, for du griber ind og hjælper dem, som sætter deres lid til dig. 4 Du hjælper dem, som med glæde gør din vilje og følger dine veje.
Men vi syndede imod dig, og du blev vred. Evig og altid har vi været onde og ulydige.[a] 5 Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste, vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden. 6 Ingen bad dig om hjælp eller holdt sig nær til dig. Derfor vendte du dig bort og overlod os til den straf, vi fortjente.
7 Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk. 8 Vær ikke alt for vred på os, Herre. Husk ikke for evigt på vores synd. Vi er jo dit udvalgte folk.
9 Se, dine hellige byer er blevet jævnet med jorden, Zion ligner en øde ørken, Jerusalem ligger i ruiner. 10 Vores hellige og prægtige tempel, hvor vores forfædre lovpriste dig, er brændt ned til grunden. Det sted, vi elskede over alt andet, er nu kun en ruinhob. 11 Vil du stadig ikke gribe ind, Herre? Vil du stiltiende se på, at vi bliver straffet så hårdt?”
Jesus er herre over sabbatten(A)
12 En dag gik Jesus sammen med sine disciple langs en kornmark. Det var på en sabbat.[a] Hans disciple var sultne, og de begyndte at plukke aks for at spise kernerne. 2 Nogle farisæere opdagede det og gav sig straks til at irettesætte ham: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
3 „Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” svarede Jesus. 4 „Han gik op til Guds hus, og de spiste alle sammen af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af. 5 Har I heller aldrig læst i Toraen, at de præster, der gør tjeneste i templet, har lov til at arbejde på en sabbat? 6 Og her står I over for noget, der er større end templet! 7 Hvis I forstod betydningen af det skriftord: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre,’[b] så ville I ikke fordømme uskyldige mennesker. 8 Menneskesønnen er jo herre over sabbatten.”
Jesus helbreder en mand på sabbatten(B)
9 Så fortsatte Jesus og disciplene vandringen og nåede frem til en synagoge. 10 Derinde var der en mand med en forkrøblet hånd, og farisæerne spurgte nu Jesus: „Er det så også tilladt at helbrede nogen på en sabbat?” De håbede på at få noget at anklage ham for. 11 Jesus svarede: „Hvis en af jer har et får, og det falder i grøften på en sabbat, vil I så ikke trække det op samme dag? 12 Er et menneske ikke mere værd end et får? Altså er det tilladt at gøre godt på en sabbat!” 13 Så vendte han sig til manden og sagde: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han, og i det samme blev hånden helbredt, så den var lige så rask som den anden hånd.
14 Efter den episode begyndte farisæerne at lægge planer om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.
Jesus opfylder profetierne om Messias
15 Da Jesus var klar over, hvad farisæerne havde i sinde, trak han sig bort fra stedet, men mange fulgte ham. Han helbredte alle syge iblandt dem, 16 men forbød dem samtidig at fortælle vidt og bredt om, hvad han havde gjort. 17 Jesus opfyldte det ord om Messias, som Gud havde talt gennem profeten Esajas:[c]
18 „Se min tjener, som jeg har udvalgt,
min elskede, som jeg er fuldt tilfreds med.
Jeg lægger min Ånd på ham,
han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.
19 Han går ikke rundt og skændes,
han råber ikke op i gaderne.
20 Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Han fører retfærdigheden igennem til sejr,
21 fremmede folkeslag får nyt håb gennem ham.”
Messias under falsk anklage(C)
22 Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. 23 Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden.
24 Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, han kan ikke være Messias. Det må være med hjælp fra Satan,[d] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.”
25 Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. 26 Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? 27 I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! 28 Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!
29 Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.
30 De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. 31 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån—undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. 32 Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.
33 Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 34 Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35 Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker. 36 Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. 37 Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”
De vantro vil blive dømt(D)
38 Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.
39 Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonas’ tegn. 40 For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage[e] i jordens dyb. 41 Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. 42 Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.
Fra det dårlige til det værre(E)
43 Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men den finder ikke noget. 44 Så siger den: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset ledigt, rengjort og sat fint i stand. 45 Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske. Sådan vil det også gå de onde og vantro mennesker!”
De, der gør Faderens vilje, hører Jesus til(F)
46 Mens Jesus sad og underviste skaren af mennesker, kom hans mor og brødre til huset. De ville gerne tale med ham. 47 Da man fortalte ham, at de stod derude og ville tale med ham, 48 sagde han: „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” 49 Så slog han ud med armene i retning af sine disciple og sagde: „Min mor og mine brødre sidder her. 50 Enhver, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror og min søster og min mor!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.