M’Cheyne Bible Reading Plan
Josvas afskedstale til folket og pagtslutningen
24 Derefter samlede Josva alle Israels stammeledere, dommere og administratorer i Sikem, hvor de trådte frem for Guds ansigt.
2 Da sagde Josva til folket: „Herren, Israels Gud, siger: Jeres forfar Tera, Abrahams og Nakors far, boede på den anden side af Eufratfloden, hvor man dyrkede fremmede guder. 3 Men jeg udvalgte Abraham og førte ham ind i Kana’ans land, hvor jeg gav ham talrige efterkommere gennem hans søn Isak. 4 Isak gav jeg sønnerne Jakob og Esau. Esau fik området omkring Seirs bjerge, mens Jakob og hans familie tog til Egypten.
5 Jeg gav jer Moses og Aron som ledere, og jeg bragte frygtelige plager over Egypten, hvorefter jeg førte mit folk ud af landet. 6 Men egypterne satte efter dem med deres heste og vogne, og da jeres forfædre var kommet til Det Røde Hav, 7 råbte de til mig om hjælp, og jeg satte mørke mellem dem og egypterne. Jeg lod havet skylle over alle egypterne, så de druknede for øjnene af Israels folk. Derefter vandrede folket omkring i ørkenen i mange år.
8 Til sidst førte jeg jer ind i amoritternes land på østsiden af Jordanfloden. De rykkede ud imod jer, men jeg tilintetgjorde dem og overgav landet til jer. 9 Da rykkede kong Balak af Moab ud imod jer og lejede Bileam til at forbande jer. 10 Men det ville jeg ikke tillade. I stedet tvang jeg ham til at velsigne jer, så I blev reddet fra hans forbandelser.
11 Derefter krydsede I Jordanfloden og kom til Jeriko. Jerikos mænd tog kampen op imod jer, og det samme gjorde mange andre folk: amoritterne, perizzitterne, kana’anæerne, hittitterne, girgashitterne, hivvitterne og jebusitterne. Hver især kæmpede de imod jer, men jeg tilintetgjorde dem alle. 12 Jeg sendte frygt og forvirring[a] foran jer, så jeres fjender blev panikslagne, også de to amoritterkonger. Det var ikke jeres sværd og buer, som skaffede jer sejr. 13 Det var mig, som gav jer et land, I ikke havde slidt med at opdyrke, og byer, I ikke selv havde bygget—de byer, som I bor i nu. Jeg gav jer frugten af landets vinmarker og olivenlunde, skønt I ikke havde haft besværet med at plante dem.”
14 Josva fortsatte: „Vis nu ærefrygt for Herren og tjen ham af et oprigtigt og sandt hjerte. Udryd de afguder, som jeres forfædre dyrkede, mens de boede hinsides Eufratfloden og i Egypten. Tilbed Herren alene. 15 Hvis ikke I vil tjene Herren, så beslut jer i dag for, hvilke andre guder I vil tjene. Skal det være de guder, som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Eufratfloden? Eller skal det være de guder, som blev dyrket her i amoritternes land, som I nu har overtaget? Men jeg og min familie, vi vil tjene Herren!”
16 Da svarede folket: „Vi vil aldrig svigte Herren og dyrke andre guder! 17 Herren er den Gud, som frelste os og vores forfædre fra Egyptens slaveri. Han er den Gud, som har gjort vældige undere for øjnene af os. Han beskyttede os under vores lange vandringer og hjalp os mod alle vores fjender. 18 Det var ham, der drev amoritterne og de andre folkeslag ud af det land, vi nu bor i. Også vi vil tjene Herren—han alene skal være vores Gud!”
19 Men Josva svarede folket: „Det er ikke sikkert, at I kan klare at holde fast ved Herren, jeres Gud. Han er en hellig Gud, der ikke tåler rivaler, og som ikke ser igennem fingre med oprør og synd. 20 Hvis I svigter ham og vender jer til andre guder, vil han straffe jer hårdt—uanset hvor god han hidtil har været imod jer.”
21 Men folket svarede: „Vi vil tjene Herren!”
22 „I er selv vidner på, at I har valgt at tjene Herren,” sagde Josva.
„Ja,” svarede folket, „det er vi vidner på.”
23 „Godt,” fortsatte Josva, „så bevis det ved at fjerne jeres afguder, så I kan tjene Herren alene.”
24 „Ja,” svarede folket, „for vi vil tilbede og tjene Herren alene.”
25 Den dag lod Josva folket slutte pagt ved Sikem, en permanent og bindende pagt imellem dem og Gud, 26 og han skrev det hele i den bog, hvor Guds love var nedskrevet. For at minde dem om deres pagt med Gud rullede han en stor sten hen under egetræet ved siden af Herrens alter. 27 Så sagde han til folket:
„Denne sten har hørt hvert eneste ord, Herren har sagt, og derfor skal den være et vidne imod jer, hvis I bryder jeres løfte.” 28 Derpå sendte han folket hjem til deres forskellige territorier.
29 Josva døde kort efter i en alder af 110 år 30 og blev begravet på sin jord i Timnat-Sera nord for Ga’ashbjerget i Efraims højland.
31 Folket adlød Herren, så længe Josva og de andre gamle israelitter levede, de som havde oplevet Herrens undere.
32 Josefs knogler, som folket havde bragt med fra Egypten, blev begravet på det stykke jord, som Jakob havde købt af Hamors sønner i Sikem, og som nu hørte med til Josefs efterkommeres arvelod.
33 Arons søn Eleazar døde også og blev begravet i Gibea i Efraims højland, den by, som var blevet overdraget hans søn Pinehas.
Peter og Johannes for Det jødiske Råd
4 Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. 2 De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.[a] 3 De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. 4 Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.
5 Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. 6 Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. 7 De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.
8 Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! 9 Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, 10 så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. 11 Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.[b] 12 Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”
13 Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. 14 Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. 15 Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.
16 „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. 17 Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”
18 Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. 19 „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. 20 „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”
21 Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: 22 En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.
Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen
23 Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.
24 Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. 25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:
Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.[c]
27 Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, 28 og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. 29 Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. 30 Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”
31 Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.
Menighedens fællesskab og Barnabas
32 Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. 33 Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. 34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.
36 Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). 37 Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.
Den kommende straf over Jerusalem og Judas folk
13 Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” 2 Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. 3 Senere sagde Herren til mig: 4 „Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” 5 Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.
6 Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” 7 Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.
8-11 Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.
12 Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ 13-14 skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”
15 Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. 16 Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. 17 Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”
18 Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. 19 Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”
20 Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? 21 Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. 22 Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.
23 Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?
24-25 Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. 26 Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. 27 Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”
Jesus sendes til Pilatus(A)
27 Så snart det blev lyst,[a] afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. 2 Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
Judas begår selvmord
3 Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. 4 „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”
„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” 5 Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.
6 Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” 7 Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. 8 Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. 9 Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter—det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til— 10 og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”[b]
Jesus i forhør hos Pilatus(B)
11 Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. 12 Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.
13 „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. 14 Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(C)
15 Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 16 På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. 17 Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” 18 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. 19 Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”
20 Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. 21 Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”
22 „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”
„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
23 „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”
24 Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” 25 Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
26 Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(D)
27 Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. 30 Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. 31 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(E)
32 På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. 33 De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 34 Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.
35 De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.[c] 36 Nogle satte sig ned for at holde vagt, 37 mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. 38 Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. 39 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: 40 „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”
41 Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: 42 „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! 43 Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”
44 Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.
Jesus dør(F)
45 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 46 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[d]
47 Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 48 En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. 49 De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”
50 Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.
51 I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, 52 og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. 53 De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.
54 Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[e]
55 Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder. 56 Blandt dem var Maria Magdalene og den Maria, som var mor til Jakob og Josef, samt Zebedæussønnernes mor.
Jesus lægges i graven(G)
57-58 Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. 59 Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et helt nyt lagen. 60 Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem. 61 Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.
Der sættes vagt ved graven
62-63 Den følgende dag var det sabbat. Ypperstepræsterne og farisæerne gik til Pilatus og sagde: „Herre, vi er kommet i tanke om, at den bedrager engang sagde: ‚På den tredje dag vil jeg genopstå.’ 64 Vi beder dig derfor give ordre til, at graven forsegles indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal stjæle hans lig og udsprede det rygte, at han er kommet til live igen. Det ville være et endnu større bedrag end det første.”
65 Pilatus svarede: „Her har I vagtmandskab. Gå hen og bevogt graven, så godt I kan.”
66 Så gik de hen og forseglede stenen og lod vagtmandskabet bevogte graven.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.