M’Cheyne Bible Reading Plan
8 De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.
2 Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd! 3 Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.
4 Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede. 5 Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”
6 Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”
7 Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.” 8 Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot, 9 hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”
10 I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet. 11 Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter. 12 De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.
13 Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset. 14 Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere. 15 Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen:
„Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”
16 Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem til døde med ørkentjørne og tidsler. 17 Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.
18 Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”
„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.
19 „Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” 20 Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.
21 „Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.
Gideon afslår at blive konge
22 Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” 23 Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” 24 Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.[a]
25 „Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. 26 Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.[b] Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. 27 Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.
28 Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.
29-30 Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. 31 Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. 32 Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.
33 Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud 34 og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. 35 De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.
Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem
12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa[a] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, 2 og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. 3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. 5 Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.
Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp
6 Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. 7 Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. 8 „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” 9 Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. 10 De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.
11 Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”
12 Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. 13 Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. 14 Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. 15 „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” 16 Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. 17 Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob[b] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.[c]
18 Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. 19 Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.
Herodes bliver straffet
20 Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. 21 Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. 22 Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” 23 I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.
Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia
24 Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. 25 Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.
Gud afslår kongens anmodning om hjælp
21 Kong Zidkija sendte senere Pashhur, Malkijas søn, og præsten Sefanja, Ma’asejas søn, til Jeremias med følgende anmodning: 2 „Bed Herren om at hjælpe os, for kong Nebukadnezar af Babylonien har belejret byen. Forhåbentlig vil Herren være barmhjertig og gøre et mirakel som i gamle dage, så Nebukadnezar bliver tvunget til at trække sine tropper tilbage.”
3-4 Jeremias svarede: „Gå tilbage til kong Zidkija med denne besked fra Herren, Israels Gud: Jeg vil sørge for, at dine krigere, som netop nu kæmper imod den babyloniske konge og hans hær, må give op og flygte tilbage ind i byen. 5 Jeg kæmper personligt imod jer med min vældige magt, for min vrede er stor. 6 Jeg vil lade en epidemi bryde ud i byen, så både mennesker og dyr omkommer. 7 Derefter vil jeg overgive kong Zidkija, hans embedsmænd og de overlevende indbyggere til kong Nebukadnezar, som vil slå dem ned uden medfølelse eller barmhjertighed.
8 Endvidere siger Herren til sit folk: Jeg stiller jer over for et valg. Vil I dø eller leve? 9 De, som bliver i Jerusalem, vil dø i kampen, eller på grund af sult eller sygdom. Men de, som går ud og overgiver sig til babylonierne, vil overleve. 10 Jeg har besluttet at bringe en katastrofe over denne by, siger Herren. Den babyloniske konge vil indtage den og brænde den ned til grunden.
11-12 Og til Judas konge siger Herren: Vær altid retfærdig overfor dine undersåtter. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Gør, hvad der er det rigtige, ellers vil min vrede blusse op imod dig som en fortærende ild på grund af alle dine synder. 13 Jeg vil kæmpe imod Jerusalem, den stolte by, der praler af at være uindtagelig og sikker på bjergets top. 14 Jeg vil selv straffe dig for dit oprør og dine onde handlinger, siger Herren. Jeg sætter ild til dit fornemme palads,[a] og alt, hvad der er i nærheden, skal brændes op.”
Guds befalinger og menneskelige traditioner(A)
7 En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. 2 De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. 3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.
5 Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”
6 „I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:
‚Dette folk ærer mig i det ydre,
men deres hjerte er fjernt fra mig.
7 Det er forgæves, de dyrker mig,
når deres lære blot er menneskebud.’[b]
8 De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. 9 Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!
10 For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’[c] 11 Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ 12 så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. 13 På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”
Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?(B)
14 Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: 15 Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. 16 Lad dem høre, som har øre!”[d]
17 Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. 18 „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, 19 for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. 20 Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, 21 dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, 22 utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”
En ikke-jødisk kvindes tro(C)
24 Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. 25-26 Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
27 Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
28 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”
29 Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”
30 Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.
Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde(D)
31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. 32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. 33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”
35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. 36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.