Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 31

Tillid i kriser

31 Til korlederen: En sang af David.

Herre, jeg søger ly hos dig,
    for du svigter mig aldrig.
Kom og red mig,
    for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
    grib ind og red mig hurtigt.
Vær du min fæstning og mit tilflugtssted,
    hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
    Hjælp mig igen, og jeg vil ære dig.
Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat,
    for du er mit håb og min tilflugt.
Mit liv er i dine hænder.[a]
    Frels mig, Herre, min trofaste Gud.

Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder.
    Jeg stoler altid selv på dig og din magt.
Jeg jubler over din trofaste nåde,
    for du kender mine problemer,
        og du har set mine lidelser.
Du udleverede mig ikke til fjenden,
    men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
    for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
    mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
    mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
    min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
    mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
    de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
    jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
    jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
    de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
    Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
    Red mig fra alle mine fjender.
17 Se i nåde til din stakkels tjener,
    frels mig, min trofaste Gud.”
18 Herre, lad mig ikke i stikken,
    når jeg råber til dig om hjælp.
Gør det af med de onde mennesker,
    lad dem synke stumme i graven.
19 Sæt en stopper for deres falske anklager,
    luk munden på de hovmodige løgnere,
    som anklager de gudfrygtige uden grund.

20 Hvor er din godhed dog stor,
    du velsigner alle, der ærer dig.
Enhver kan se din nåde
    over dem, der søger din hjælp.
21 Du beskytter dem, der adlyder dig,
    de er skærmet mod vold og overgreb.
Du holder din hånd over dem
    og renser dem fra de falske anklager.

22 Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde.
    Du reddede mig, da jeg var omringet af fjender.
23 Jeg sagde i min angst,
    „Herren har forladt mig.”
Men du hørte min bøn,
    da jeg råbte om hjælp.

24 Følg Herren, alt hans folk,
    for han beskytter de lydige,
        men straffer de oprørske.
25 Hold ud og tab ikke modet,
    I, der stoler på Herren.

Salme 35

Hjælp under falsk anklage

35 En sang af David.

Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
    Gå i krig mod dem, som angriber mig.
Tag din rustning på, grib dit skjold,
    gør klar til kamp mod mine fjender.
Kast dit spyd og brug din lanse
    mod dem, der forfølger mig.
        Lov mig, at du vil redde mig.
Bring skam over dem,
    der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
    og deres onde planer mislykkes.
Blæs dem væk som avner for vinden,
    lad din mægtige engel drive dem bort.
Gør deres vej mørk og glat,
    lad din engel forfølge dem.

Uden grund har de sat fælder for mig,
    gravet en faldgrube på min vej.
Men pludselig kommer ulykken over dem,
    de bliver fanget i deres egen fælde,
        de styrter selv i faldgruben.

Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
    jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
    Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
    frelser de værgeløse fra røveres overgreb.

11 Falske vidner stod frem imod mig,
    anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
    og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
    klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
    og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
    jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
    blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
    bagtalte mig dagen lang.

16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
    De viste tænder som glubske løver.

17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
    Grib dog ind og frels mig fra de løver.
        Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
    prise dig blandt alt dit folk.

19 De blev mine fjender uden årsag.
    Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
    Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
    men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
    „Ha!” siger de. „Vi så det selv!”

22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
    Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
    Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
    Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
    Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
    alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
    selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
    juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
    for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
    Ja, jeg vil prise dig dagen lang.

Ezra 3

Alteret genopbygges

Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem. Zerubbabel og hans slægt tog fat på at genopbygge brændofferalteret under vejledning af Jeshua, Jotzadaks søn, og hans præstekolleger. Først derefter kunne man ofre brændofre efter de forskrifter, som Guds tjener, Moses, havde givet dem. Selvom de var bange for de fremmede folk, som havde bosat sig dér i deres fravær, byggede de alteret på dets oprindelige sted og bragte morgen og aften de daglige brændofre til Herren. De fejrede løvhyttefesten efter forskrifterne i Toraen og bragte det antal brændofre, som er foreskrevet for hver enkelt dag i løbet af festen.

Fra da af gennemførte de alle de foreskrevne ofringer: de daglige ofringer, ofrene ved nymånefesterne og ved de øvrige religiøse højtider. Desuden blev der bragt frivillige ofre. Den første dag i den syvende måned begyndte præsterne at bringe brændofre til Herren, selvom grundstenen til templet endnu ikke var lagt.

Med fuldmagt fra kong Kyros ansatte de derpå stenhuggere og tømrere på løn, og de aftalte med folkene i Tyrus og Sidon, at de derfra skulle bringe cedertræ ad søvejen til Jafo og få madvarer, drikkevarer og olivenolie i bytte.

Genopbygningen af templet påbegyndes

Selve genopbygningen af templet begyndte i den anden måned i det andet år efter ankomsten til Jerusalem. Arbejdsstyrken bestod af alle præster, levitter og øvrige indbyggere i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og Jeshua. De levitter der var 20 år eller derover, blev udpeget til formænd for arbejdsholdene. Det overordnede ansvar for selve genopbygningen af templet blev overdraget til den ledende præst, Jeshua, og hans sønner og brødre, og de fik hjælp af Kadmiel af Hodavjas slægt og Henadads sønner samt deres sønner og brødre, som alle var levitter.

10 Da byggearbejderne havde lagt fundamentet til templet, iklædte præsterne sig deres dragter og blæste i trompeterne, og de levitter, som var af Asafs slægt, slog på deres bækkener i lovprisning til Herren, sådan som kong David havde foreskrevet. 11 De lovsang Herren med ordene: „Herren er god! Hans trofasthed over for Israel varer til evig tid!” Da brød folket ud i et mægtigt jubelråb, og de priste Herren, fordi templets grundvold nu var lagt. 12 Mange af de gamle blandt præsterne, levitterne og lederne—de der havde set Salomons storslåede tempel—græd højt, da de så fundamentet blive lagt til det nye tempel. Men andre rundt om var vilde af glæde. 13 Man kunne ikke skelne jubelen fra gråden, og støjen kunne høres langt bort.

1 Korinterne 16:10-24

Afsluttende bemærkninger og hilsener

10 Når Timoteus når frem til jer, så tag jer godt af ham, så han ikke har noget at frygte. Han arbejder jo for Herren ligesom jeg, 11 og I skal vise ham respekt. Når han tager tilbage hertil, så giv ham det, han har brug for til rejsen. Jeg vil vente på ham og hans ledsagere her.

12 Med hensyn til min gode medarbejder, Apollos, så havde jeg stærkt opfordret ham til at tage med på rejsen til jer sammen med de andre, men det var han ikke opsat på lige på det tidspunkt. Han vil komme, når han finder det belejligt.

13 Vær altid parat til Herrens genkomst og vær trofaste over for ham. Vær modige og stærke. 14 Hvad I end gør, så gør det i kærlighed!

15-16 I kender jo Stefanas og hans familie og ved, at de var blandt de første, der blev kristne i provinsen Akaja. De har givet sig selv fuldt ud til tjenesten i menigheden. Jeg beder jer om at underordne jer og vise respekt over for sådanne mennesker og alle vores medarbejdere, som arbejder hårdt i tjenesten for Herren. 17 Jeg blev glad for at få besøg af Stefanas, Fortunatus og Akaikos. De har afhjulpet savnet af jer, 18 for de har været mig til trøst og opmuntring, ligesom de har været det for jer. Jeg håber, at I skønner på sådanne mænd.

19 Menighederne i provinsen Asien sender jer mange hilsener. Akvila og Priska og menigheden, som samles i deres hus, hilser jer hjerteligt i Herren. 20 Også menighedens ledere sender deres særlige hilsen. Hils hinanden med et helligt kindkys.

21 Disse afsluttende ord skriver jeg med egen hånd. 22 Den, som ikke elsker Herren, vil blive dømt. Kom snart, Herre!

23 Herren Jesu nåde være med jer!

24 Mine kærligste hilsener til jer alle i Jesu Kristi navn.

Matthæus 12:22-32

Messias under falsk anklage(A)

22 Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. 23 Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden.

24 Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, han kan ikke være Messias. Det må være med hjælp fra Satan,[a] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.”

25 Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. 26 Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? 27 I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! 28 Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

29 Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.

30 De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. 31 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån—undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. 32 Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.