Book of Common Prayer
Herrens trofasthed imod sit folk
106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3 Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5 Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14 I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15 Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18 Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20 De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22 Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25 De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26 Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29 Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33 De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35 De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36 så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37 De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38 Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39 Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41 Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42 De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43 Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46 Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47 Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48 Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Kong Manasse af Juda
21 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Hans mors navn var Hefziba. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde som de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
3 Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde brudt ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, sådan som Israels kong Ahab tidligere havde gjort, og han tilbad stjernerne. 4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han på en særlig måde ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. 6 Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sin søn på alteret som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme og sort magi, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. 7 Den udskårne Asherapæl, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Herrens hus, det sted, om hvilket Herren havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[a] 8 Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav til min tjener Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”
9 Men folket var ulydigt. Kong Manasse lokkede dem til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.
10 Da udtalte Herren dom over dem gennem sine tjenere, profeterne: 11 „Kong Manasses ondskab overgår langt amoritternes ondskab, det folk, som oprindeligt boede i landet. Han har forledt Judas folk til afgudsdyrkelse. 12 Derfor skal Jerusalem og Juda opleve en så alvorlig katastrofe, at de, som hører om den, vil blive lamslået af skræk. 13 Jeg vil straffe Jerusalem, sådan som jeg straffede Samaria. Jeg vil udrydde Manasses kongeslægt, som jeg udryddede kong Ahabs slægt. Jeg vil rense ud i Jerusalem, som man gør en skål ren og derefter vender bunden i vejret på den. 14 Jeg vil forkaste den sidste rest af mit ejendomsfolk og give dem i deres fjenders hånd. Ja, fjenderne skal få lov at gå på rov iblandt dem og udplyndre dem fuldstændigt, 15 for de har været ulydige imod mig og gjort oprør lige siden dengang, jeg førte deres forfædre ud af Egypten.”
16 Kong Manasse førte ikke alene an i afgudsdyrkelsen, men han iværksatte en grufuld massakre på så mange uskyldige mennesker, at Jerusalem blev fyldt med blod. 17 Andre enkeltheder fra kong Manasses onde regime er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 18 Da han døde, blev han begravet i Uzzas have, som var en del af parken ved hans palads. Hans søn Amon blev konge efter ham.
Hold jer væk fra al afgudsdyrkelse
14 Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse. 15 I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger. 16 Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os. 17 Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød. 18 Tænk på det gamle Guds folk, Israel![a] Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret. 19 Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer? 20 Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder. 21 I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder. 22 Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?
Begræns din egen frihed for næstens skyld
23 „Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker. 24 Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.
25 Alt det kød, der sælges på torvet, kan I spise med god samvittighed uden at spørge, om det er afgudsofferkød, 26 for: „Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren.”[b] 27 Hvis en ikke-troende indbyder jer til middag, og hvis I siger ja tak, så kan I med god samvittighed spise alt, hvad der bliver sat på bordet uden at spørge, hvor det stammer fra. 28 Men hvis man siger til jer: „Det er kød fra afgudstemplet”, så lad være med at spise det af samvittighedshensyn. 29 Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den anden persons.
„Men hvorfor skal min frihed begrænses af andre menneskers skrøbelige samvittighed?” vil nogen måske indvende. 30 „Hvis jeg kan spise efter at have takket Gud for maden, hvorfor skal jeg så høre for det bagefter?”
31 Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker. 32 Jeres handlinger bør ikke vække anstød, hverken hos jøder, grækere eller Guds menighed. 33 Det er sådan, jeg selv gør, når jeg søger at komme alle i møde. Jeg tænker ikke på, hvad der er bedst for mig selv, men på, hvad der er bedst for dem, så de har mulighed for at få det evige liv.
11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.
Jesus sætter to ikke-jøder fri fra dæmonernes magt(A)
28 Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område.[a] To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. 29 Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”
30 Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. 31 Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”
32 „Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.
33 Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. 34 Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.