Book of Common Prayer
Glæden i Guds nærvær
16 En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
2 Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
3 De gudfrygtige i landet er mine helte,
og jeg glæder mig over dem.
4 Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
5 Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
6 Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
7 Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
8 Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
9 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
Et gudfrygtigt menneskes bøn
17 En bøn af David.
Herre, lyt til mig,
for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
2 Frikend mig, Herre,
du kender dem, som gør det rette.
3 Du er klar over mine motiver,
du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
4 Jeg har altid fulgt din vejledning
og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
5 Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
6 Jeg beder til dig, Gud,
for jeg ved, du svarer mig.
Bøj dig ned og lyt til mine ord.
7 Vis mig din trofaste nåde,
for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
8 Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
Gem mig under dine vingers skygge.
9 Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
fra de morderiske fjender, som omringer mig.
10 De kender ikke til at vise nåde,
men er fulde af hovmod.
11 De opsporer mig og omringer mig,
de er parat til at gøre det af med mig.
12 De er som rovdyr på jagt efter bytte,
som unge løver, der ligger på lur.
13 Kom og slå dem ned, Herre.
Brug din magt til at redde mig fra dem.
14 Frels mig med din stærke hånd, Herre,
red mig fra disse mordere.
De er rige og får alt, hvad de peger på.
De har mange børn og kan efterlade dem en rigelig arv.[a]
15 Men jeg er uskyldig og ser frem til at se dit ansigt.
Når jeg vågner, vil du åbenbare dig for mig.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
Zidkija spørger endnu en gang Jeremias til råds
14 En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. „Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. „Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”
15 „Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. „Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.”
16 Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig.
17 Da sagde jeg til ham: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet. 18 Men hvis du nægter at overgive dig, vil den babyloniske hær brænde byen ned til grunden, og du har ingen chance for at undslippe.”
19 „Men jeg er bange for at overgive mig,” svarede kongen, „for babylonierne vil sikkert udlevere mig til de judæiske overløbere, og hvem ved, hvad de vil gøre ved mig?”
20 „Hvis du vil adlyde Herren,” svarede jeg, „har du ikke noget at frygte. Du vil redde livet, og du vil få det bedre, end du har det her. 21 Men hvis du nægter at overgive dig, så kan jeg fortælle dig, hvad der vil ske, for det har Herren vist mig i et syn: 22 Alle paladsets kvinder blev udleveret til de babyloniske officerer. Og de sang en smædevise om dig:
Hvorfor troede du dine venners ord?
De førte dig jo ud på det forkerte spor.
Og da du så stod midt i ulykken,
vendte de dig bare ryggen.
23 Alle dine koner og børn vil blive udleveret til babylonierne, og du har ingen chance for at undslippe. Du bliver taget til fange, og byen bliver brændt ned til grunden.”
24 Da sagde Zidkija til mig: „Lad det her blive imellem os to. Hvis du røber for nogen, hvad du her har sagt, er du dødsens. 25 Hvis mine hoffolk får nys om vores samtale, og hvis de truer dig med døden, medmindre du fortæller dem, hvad vi har talt om, 26 skal du sige til dem: ‚Jeg bad bare kongen love mig, at han aldrig igen vil kaste mig i fangehullet i Jonatans hus.’ ”
27 Hoffolkene kom da også hen til mig og ville krydsforhøre mig om mit møde med kongen. Jeg gjorde nøjagtigt, som kongen havde sagt. Derefter lod de mig være i fred, for ingen havde hørt, hvad jeg snakkede med kongen om. 28 Således forblev jeg i husarrest på paladsets område, indtil den dag da Jerusalem blev indtaget.
Budskabets kerne og Kristi opstandelse
15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. 2 Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.
3 Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, 4 at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. 5 Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. 6 Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. 7 Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. 8 Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. 9 Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. 11 Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.
Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias(A)
11 Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder.
2 I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: 3 „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
4 Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: 5 Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.[a] 6 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.