Book of Common Prayer

Lovsang som tak for sejr^[a]

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

Hizkijas sygdom og helbredelse

20 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

² Esajas gik igen, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. ³ „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

⁴ Før Esajas var nået ud af paladsets gård, sagde Herren til ham: ⁵ „Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. ⁶ Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen, for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld.”

⁷ Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: „Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.

⁸ Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”

⁹ Esajas svarede: „Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”

¹⁰ „Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. „Lad skyggen gå ti streger tilbage.”

¹¹ Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahaz’ solur.

Profeti om bortførelsen til Babylonien

¹² Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom. ¹³ Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.

¹⁴ Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

¹⁵ „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

¹⁶ „Hør Herrens ord,” sagde Esajas. ¹⁷ „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. ¹⁸ Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

¹⁹ „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

²⁰ Resten af kong Hizkijas historie og hans bedrifter er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der fortælles også om den dam, han konstruerede, og den vandtunnel, han lod grave for at lede vand ind i byen. ²¹ Da han døde, blev hans søn Manasse konge i hans sted.

Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem

12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa^[a] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, ² og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. ^3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. ⁵ Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.

Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp

⁶ Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. ⁷ Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. ⁸ „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” ⁹ Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. ¹⁰ De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.

¹¹ Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”

¹² Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. ¹³ Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. ¹⁴ Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. ¹⁵ „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” ¹⁶ Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. ¹⁷ Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob^[b] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.^[c]

Jesus opvækker enkens søn i Nain

¹¹ Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en stor skare af nysgerrige. ¹² Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. ¹³ Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. ¹⁴ Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” ¹⁵ Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. ¹⁶ Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”

¹⁷ Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.