Book of Common Prayer
Velsignelsen ved at gøre Guds vilje
1 Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
2 men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
3 De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
4 Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
5 På dommens dag står de straf skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
6 Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Guds udvalgte konge
2 1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
3 „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
4 Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
5 Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
6 „Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
7 (Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
8 Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
9 Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
10 Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
Tryghed hos Herren
3 En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.
2 Åh Herre, mine fjender er så mange,
de er alle imod mig, de gør mig bange.
3 „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
4 Men Herren er mit skjold og min styrke,
han gav mig modet tilbage.
5 Jeg råbte til ham om hjælp,
og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
6 Jeg lagde mig trygt til at sove,
for Herren skærmede mig med sin hånd.
7 Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
om så tusinder af fjender omringer mig.
8 Men jeg råber til Herren:
„Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
det er ham, der bryder de ondes magt.
9 Han er den, som redder os.
Ja, velsign dit folk, Herre!
At stole på Herren
4 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
og lyt til min bøn!
3 I oprørske mennesker,
hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
og foretrække løgn og bedrag?
4 I må forstå, at Herren velsigner dem,
der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
han svarer, hver gang jeg kalder.
5 Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
Tænk jer om, forhast jer ikke.
6 Bring hellere ofre til Herrens ære
og sæt jeres lid til ham.
7 Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
Herre, se i nåde til os.
8 Mit hjerte glæder sig mere over dig
end over en rig høst af korn og vin.
9 Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
for du, Herre, beskytter mig.
Bøn om hjælp mod fjenderne
7 En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.
2 Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
red mig fra alle mine forfølgere.
3 Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
4 Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
hvis jeg virkelig var skyldig,
5 hvis jeg havde svigtet mine venner
eller uden grund udplyndret mine fjender,
6 kunne de med god ret sønderrive mig
og trampe mig ned i støvet.
7 Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
Giv dem den straf, de fortjener.
8 Lad folkene samles foran dig.
Tag plads på din høje trone.
9 Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
du vejer vore motiver og inderste tanker.
11 Den almægtige Gud er mit skjold,
han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.
11 Da Gemarjas søn, Mika, hørte alle disse budskaber fra Herren, 12 gik han hen til statssekretærens værelse i kongens palads, hvor landets øverste embedsmænd sad i møde. Blandt de tilstedeværende var sekretæren Elishama; Delaja, søn af Shemaja; Elnatan, søn af Ahbor; Gemarja, søn af Shafan; og Zidkija, søn af Hananja. 13 Mika fortalte dem nu om alt det, han havde hørt Baruk læse op for folket. 14 Derefter sendte embedsmændene en mand ved navn Jehudi hen for at sige til Baruk, at han skulle komme hen til dem med bogrullen. Det gjorde Baruk så. 15 „Sæt dig ned og læs op for os,” sagde embedsmændene, og Baruk læste for dem.
16 Da han var færdig, så embedsmændene forfærdede på hinanden og sagde: „Det må vi fortælle kongen.” 17 Så spurgte de Baruk: „Sig os, hvordan har du fået alt det skrevet ned? Var det Jeremias, der dikterede det for dig?” 18 „Ja, det var ham, der dikterede for mig, og jeg skrev det hele ned med blæk i denne bogrulle,” svarede Baruk. 19 „Du og Jeremias må hellere gå under jorden,” sagde embedsmændene til Baruk. „Fortæl ikke nogen, hvor I befinder jer.” 20 Derefter gemte embedsmændene bogrullen i sekretæren Elishamas kontor og gik til kongen for at fortælle ham det hele.
21 Kongen sendte straks Jehudi af sted for at hente bogrullen i Elishamas værelse, og Jehudi læste den op for kongen og hans hoffolk. 22 Kongen sad foran ildstedet i paladsets vintersal, for det var koldt i årets niende måned. 23 Hver gang Jehudi havde læst tre-fire spalter, skar kongen det læste stykke af rullen, og kastede det i ilden. Sådan blev han ved, indtil hele bogrullen var brændt. 24 Hverken kongen eller hans hoffolk viste nogen tegn på forfærdelse over budskaberne, og ingen af dem rev deres klæder itu i fortvivlelse. 25 Elnatan, Delaja og Gemarja bad kongen om endelig ikke at brænde bogrullen, men han hørte ikke på dem. 26 Derefter gav kongen en befaling til Jerahme’el, der var medlem af kongefamilien, samt Seraja, Azriels søn, og Shelemja, Abde’els søn, om at arrestere både mig og Baruk. Men Herren beskyttede os, så vi ikke blev opdaget.
Størst af alt er kærligheden
13 Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.
2 Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
3 Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære,[a] men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.
4 Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. 5 Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. 6 Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. 7 Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.
8 Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. 9 Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, 10 men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde.
11 Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. 12 Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed.
13 Der er tre blivende fundamenter: tro, håb[b] og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.
5 Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, 6 men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. 7 Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. 8 Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. 9 I skal ikke tage penge med, 10 ingen taske med ekstra tøj og sandaler—ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham.
11 Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. 12 Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ 13 Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. 14 Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. 15 Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil stå sig bedre på dommens dag end dem, der nægter at tage imod jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.