Book of Common Prayer
Bøn om beskyttelse
140 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, red mig fra onde mennesker,
beskyt mig mod voldelige mænd.
3 Altid har de ondt i sinde,
hele tiden skaber de konflikter.
4 De spiller med tungen som en slange,
deres ord er som dræbende gift.
5 Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
vær mit værn mod de voldsmænd,
som ønsker at få mig ned med nakken.
6 Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
De ligger i baghold for at fange mig.
7 Herre, du er min Gud.
Lyt til min bøn om hjælp.
8 Ja, Herre, du er min redningsmand,
du beskytter mig på kampens dag.
9 Lad ikke de gudløse få deres vilje,
lad ikke deres onde planer lykkes.
10 Lad dem ikke få held til at omringe mig,
men lad deres ondskab ramme dem selv.
11 Lad gloende kul vælte ned over dem,
styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
12 Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
13 Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
og forsvare de undertryktes rettigheder.
14 De gudfrygtige har grund til at takke dig,
de retskafne skal bo i din nærhed.
Råb om hjælp
142 En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.
2 Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
3 Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
4 Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå,
for de har sat fælder op alle vegne.
5 Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
ingen er villige til at hjælpe.
6 Herre, derfor råber jeg til dig,
du er min tilflugt, mit eneste håb.
7 Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
Red mig, for mine forfølgere er stærke.
8 Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.
Endnu en bøn om beskyttelse
141 En sang af David.
Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
Hør mig, når jeg beder til dig.
2 Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
mine løftede hænder som et aftenoffer.
3 Herre, hjælp mig til at holde min mund
og være varsom med, hvad jeg siger.
4 Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
selv om det nok kan være fristende.
5 En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,
6 og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
vil man indse, at jeg havde ret.
7 Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
som sten, der er pløjet op af marken.[a]
8 Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
Du er min hjælp og min tilflugt,
overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.
9 Bevar mig fra deres baghold,
fra forbrydernes fælder.
10 Lad dem selv gå i fælden,
og lad mig gå fri.
Bøn om befrielse
143 En sang af David.
Herre, hør min bøn!
Lyt til mit indtrængende råb!
Svar mig, for du er trofast og god.
2 Fordøm mig ikke, Herre,
for ingen er fejlfri i dine øjne.
3 Mine fjender forfølger mig,
de har spoleret mit liv.
De tvinger mig til at leve i mørket,
som om jeg allerede var død.
4 Modet svigter mig,
jeg er lammet af frygt.
5 Jeg tænker på gamle dage,
jeg mindes dine mægtige undere,
jeg husker det, du gjorde engang.
6 Jeg rækker ud efter dig med længsel,
min sjæl tørster som den tørre jord.
7 Skynd dig at hjælpe mig, Herre,
for jeg kan snart ikke mere.
Vend mig ikke ryggen,
for så er det ude med mig.
8 Lad mig smage din godhed hver morgen,
for det er dig, jeg sætter min lid til.
Vis mig din vilje med mit liv,
for det er dig, jeg ønsker at følge.
9 Frels mig fra mine fjender, Herre,
for det er hos dig, jeg har søgt tilflugt.
10 Lær mig at gøre din vilje,
for det er dig, der er min Gud.
Led mig ved din gode Ånd
til et sted, hvor jeg kan leve i fred.
11 Frels mig, Herre, for din æres skyld,
hjælp mig for din godheds skyld.
12 Uskadeliggør alle mine fjender,
for jeg er din tjener.
36 Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. 37 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.
24 Mens Jojakim var konge, besatte kong Nebukadnezar af Babylonien Juda, og i tre år var Jojakim tvunget til at betale skat til ham. Derefter gjorde han oprør. 2 Da sendte Herren kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander ind i landet for at ødelægge det, i overensstemmelse med, hvad han havde sagt gennem sine profeter. 3-4 Det skete efter Herrens befaling, for han havde besluttet at udslette Juda som følge af Manasses store synder og den massakre, han havde iværksat i Jerusalem. Det ville Herren ikke tilgive.
5 Jojakims øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 6 Da han døde, blev hans søn Jojakin konge i hans sted.
7 Egypterkongen og hans hær blev aldrig mere en trussel for Juda, for Babylonien havde overtaget kontrollen over hele det område, som før lå under Egyptens kontrol, lige fra Egyptens Bæk mod syd til Eufratfloden mod nord.[a]
Kong Jojakin af Juda
8 Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. 9 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far, Jojakim.
10 Kong Nebukadnezars hær kom og belejrede Jerusalem. 11 Den babyloniske konge var personligt til stede under belejringen, 12 og kong Jojakin overgav sig sammen med alle sine ledende embedsmænd og enkedronningen, hvorefter de blev ført til Babylon som fanger. Det skete i babylonierkongens ottende regeringsår.
13 Babylonierne bortførte også alle tempelskattene og værdierne i det kongelige palads, og de fjernede alle de genstande af guld, som kong Salomon efter Herrens anvisning havde ladet lave til templet. 14 Kong Nebukadnezar tog desuden 10.000 krigsfanger med sig fra Jerusalem, byens ledere, officererne og soldaterne, kunsthåndværkerne og smedene. Kun de fattigste og dårligst stillede lod han blive tilbage i Jerusalem.
15 Nebukadnezar tog altså kong Jojakin, hans koner, hans embedsmænd, de ledende mænd og enkedronningen med sig til Babylon. 16 Derudover tog han 7000 soldater og 1000 kunsthåndværkere og smede. 17 Så udpegede han Jojakins farbror Mattanja til konge i stedet for Jojakin, men han ændrede Mattanjas navn til Zidkija.
Harmoni og enhed i forskelligheden
12 Ligesom et menneskelegeme har mange helt forskellige dele, som trods deres forskellighed hører til det samme legeme, sådan er det også med Kristi legeme. 13 Vi blev jo alle døbt til at tilhøre ét og samme legeme ved den samme Ånd, hvad enten vi er jøder eller ikke-jøder, slaver eller frie mennesker. Og vi har alle fået den samme Ånd, som vi kan modtage kraft fra.
14 Et menneskelegeme består jo af mange forskellige dele med hver deres funktion. 15 Hvis foden ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som hånden kan,” så betyder det ikke, at foden af den grund ikke hører med til legemet. 16 Eller hvis øret ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som øjet kan,” ville det så indebære, at øret ikke hører med til legemet? 17 Tænk hvis hele legemet var øje. Hvor ville hørelsen blive af? Eller hvis hele legemet var et stort øre, hvordan skulle man så kunne lugte eller smage? 18 Nej, Gud har netop skabt vores legeme med mange dele, og han har sat hver del nøjagtigt, hvor han vil have den. 19 Hvis alle dele var ens, ville der jo slet ikke være noget legeme. 20 Men nu er det sådan, at der er mange dele og dog kun ét legeme.
21 Øjet kan ikke sige til hånden: „Dig har jeg ikke brug for!” Og hovedet kan ikke sige til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for!” 22 Tværtimod, de dele af vores legeme, som synes at være de svageste, er i virkeligheden de mest nødvendige! 23 De dele af vores legeme, som vi synes er mindre ærefulde, behandler vi med den største ære, og de legemsdele, vi generer os for at vise frem, sørger vi for at holde skjult under tøjet. 24 Det har de andre dele af vores legeme ikke brug for. Gud har altså føjet legemet sammen på en sådan måde, at de dele, der naturligt holdes i baggrunden, bliver vist en særlig ære og omsorg. 25 Det er, for at der ikke skal være splittelser i legemet.
De enkelte dele af legemet skal have lige så meget omsorg for hinanden, som de har for sig selv. 26 Hvis én del lider, så lider alle de andre legemsdele også, og hvis én del bliver hædret, så glæder alle de andre dele på legemet sig også.
To blinde mænds tro
27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[a] hav barmhjertighed med os!” 28 De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.
„Ja, Herre!” svarede de.
29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” 30 Derefter kunne de begge se.
Jesus forbød dem at sige det til nogen, 31 men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.
Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale
32 Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. 33 Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. 34 Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.