Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 20-21

Folket beder for kongen før kampen

20 Til korlederen: En sang af[a] David.

Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
    må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
    styrke dig fra sin bolig på Zion.
Må han mindes alle dine gaver
    og acceptere dine brændofre.
Må han opfylde dit hjertes længsler
    og lade dine planer lykkes.
Må vi få anledning til at råbe af glæde,
    når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
    Må Herren svare på alle dine bønner.

Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren

Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
    Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
        hjælper mig med sin mægtige styrke.
Nogle stoler på vogne og ryttere,
    men vi stoler på Herren, vor Gud.
De skal falde og gå til grunde,
    men vi rejser os og står fast.

10 Giv mig sejren, Herre!
    Hør os, når vi beder dig om hjælp!

Lovsang efter sejren

21 Til korlederen: En sang af David.

Herre, kongen glæder sig over din magt,
    han råber af fryd over din sejr.
Du har opfyldt hans hjertes ønske,
    ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
Du kom til ham med rige gaver.
    Du satte en gylden krone på hans hoved.
Han bad om din velsignelse over sit liv,
    og du lovede ham et varigt dynasti.
Du gav ham sejre og berømmelse,
    du tildelte ham ære og værdighed.
Din velsignelse følger ham altid,
    dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
    for den Almægtiges trofaste nåde bevarer ham.

Du opsporer alle dine fjender,
    tilintetgør enhver, som hader dig.
10 Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
    du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
11 Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
    deres slægt dør fuldstændig ud.
12 Selv om de sætter sig op imod dig,
    vil deres onde planer ikke lykkes.
13 De vender om og flygter,
    når du sender dine pile.

14 Rejs dig, Herre, i din vældige styrke.
    Med sang og spil vil vi lovprise din magt.

Salme 110

Den mægtige konge

110 En sang af David.

Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
    imens jeg overvinder dine fjender.”
Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
    fra Zion skal du herske over alle dine fjender.
Dit folk kommer villigt på kampens dag,
    din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.[a]
Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
    „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
Herren er ved din side, han er din styrke,
    han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
Han holder dom over folkeslagene,
    han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
Han drikker af en bæk langs vejen,
    han rejser sig med fornyet styrke.

Salme 116-117

Hjælp i dødsangst

116 Jeg elsker Herren,
    for han hører min bøn.
Han lytter til mit råb om hjælp,
    jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
Døden holdt mig i sit kvælertag,
    jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”

Herren er god og nådig.
    Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
Han hjælper dem, der råber om hjælp,
    han frelste mig i nødens stund.
Min sjæl, fald til ro igen,
    for Herren har bevist sin godhed.
Han reddede mig fra døden,
    mit øje fra gråd, min fod fra fald.
Jeg er stadig i live,
    og jeg vil altid følge Herrens vej.

10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
    „Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
    „De er alle sammen fulde af løgn!”

12 Hvad kan jeg give til Herren
    for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
    med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
    for øjnene af hele folket.

15 Herren elsker sit folk,
    han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
    Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
    og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
    for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
    midt i Jerusalem.
Halleluja!

Herrens godhed og trofasthed

117 Pris Herren, alle nationer.
    Lovsyng ham, alle folkeslag.
For hans godhed mod os er stor,
    hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!

Anden Kongebog 25:8-12

På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, 10 hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. 11 De overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. 12 Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.

Anden Kongebog 25:22-26

22 Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der, 23 og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og ma’akatitten Ja’azanja samt deres menige folk. 24 Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.” 25 Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater. 26 Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.

1 Korinterne 15:12-29

Alle menneskers opstandelse

12 Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? 13 Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. 14 Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. 15 I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. 16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.

20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.

29 Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?

Matthæus 11:7-15

Jesus taler om Johannes som profet(A)

Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
    Han skal berede vejen for dig.’[a]

11 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.

Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand(B)

12 Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs.[b] 13 Både Toraen[c] og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. 14 Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. 15 Lad dem høre, som har øre.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.