Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 102

Bøn om Herrens indgreb

102 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.

Herre, hør min bøn,
    lad mit nødråb nå frem til dig.
Vend dig ikke bort fra mig,
    for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
    kom mig hurtigt til hjælp.
Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
    det er, som om jeg blev lagt på et bål.
Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
    jeg har mistet lysten til at spise.
Jeg sukker og stønner højlydt,
    jeg er snart ikke andet end skind og ben.
Jeg er mager som en grib i ørkenen,
    som en ugle i øde ruiner.
Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
    så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
    de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
    min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
    du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
    jeg visner bort som afskåret græs.

13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
    din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
    Det er tid til at vise din barmhjertighed,
        du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
    elsker dit folk byens sten og murbrokker.

16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
    og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
    han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
    ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
    så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
    han betragter jorden fra sit himmelske tempel.

21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
    han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
    hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
    og konger skal bøje sig for Herren.

24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
    jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
    lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
    med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
    Himmel og jord slides op som en klædning,
        du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
    dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
    de skal få lov at trives i din nærhed.

Salme 107:1-32

Herrens trofasthed mod sit folk

107 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Det er, hvad Herrens folk bør sige,
    dem, han befriede fra fjendens magt
og bragte tilbage fra fjerne lande,
    fra øst og vest og syd og nord.

De måtte vandre længe gennem øde egne,
    de ledte efter et sted at bo.
De var udmattede af sult og tørst
    og nær ved at give op.
Men i deres nød råbte de til Herren,
    og han reddede dem ud af problemerne.
Han førte dem ad den rigtige vej
    til en by, hvor de kunne bosætte sig.
De bør takke Herren for hans trofasthed,
    for de undere, han gør for menneskene.
Han slukkede de udmattedes tørst,
    og han mættede de sultne med gode gaver.

10 De sad i et trøstesløst mørke
    og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
    ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
    når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
    og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
    og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
    for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
    og huggede gennem slåer af jern.

17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
    på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
    de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
    og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
    han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
    for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
    synge med glæde om hans vældige gerninger.

23 Nogle stod til søs med deres skibe,
    drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
    de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
    bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
    Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
    de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
    og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
    havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
    og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
    for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
    og for landets ledende råd.

Anden Kongebog 19:1-20

Hizkija søger hjælp hos Esajas

19 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas,[a] Amotz’ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

10 „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. 11 Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har lagt utallige lande under sig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? 12 Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. 13 Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

14 Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. 15 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. 16 Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! 17 Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde 18 og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. 19 Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

20 Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen.

1 Korinterne 9:16-27

16 At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det! 17 Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave. 18 Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.

19 Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus. 20 Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus. 21 Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.[a] 22 Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv. 23 Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.

Det kræver disciplin at vinde sejren

24 Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! 25 Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,[b] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. 26 Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. 27 Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.

Matthæus 8:1-17

Jesus helbreder en spedalsk mand(A)

Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, da han gik videre. Inden længe kom der en spedalsk[a] mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!”

Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed.

Derpå sagde Jesus til ham: „Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen forlanger.”

En romersk officers tro(B)

Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: „Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.” Jesus sagde til ham: „Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?”[b]

Officeren svarede: „Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan gå ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. Jeg er jo selv en mand, der står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”

10 Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: „Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. 11 Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. 12 Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.”

13 Derefter sagde Jesus til den romerske officer: „Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(C)

14 Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber. 15 Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.

16 Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt. 17 Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:

„Han tog vores sygdomme på sig,
    han bar vores lidelser.”[c]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.