Book of Common Prayer
33 Han forvandlede floder til ødemark,
gjorde kildevand til ørkensand.
34 Frugtbart land blev til saltsletter
på grund af beboernes ondskab.
35 Men derefter gjorde han ørkenen til oase
og ødemarken til frugtbart land,
36 så hans sultende folk kunne slå sig ned
og bygge byer, hvor de kunne bo,
37 tilså deres marker, plante vingårde
og bringe en bugnende høst i hus.
38 Han velsignede dem, de blev mange,
og der var ingen mangel på kvæg.
39 Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,
mange døde, så de blev færre og færre.
40 Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,
lade dem flakke om i øde egne.
41 Men de, der søgte hjælp hos Herren,
blev reddet ud af deres ulykke.
Han tog sig af dem,
så de trivedes og havde fremgang.
42 De retskafne glæder sig over at se det,
men de onde holder skamfuldt deres mund.
43 De vise vil lægge mærke til det
og anerkende Herrens trofasthed.
Hjælp mod fjenden
108 En sang af David.
2 Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
3 Jeg vil gribe min harpe og lyre,
når befrielsens sol står op.[a]
4 Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
5 Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
6 Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
7 Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
8 Gud har talt fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
9 Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
11 Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
Lovsang om Herrens magt og trofasthed
33 Råb af glæde, I, der kender Herren.
Det er godt at prise og lovsynge ham.
2 Spil en takkesang på lyren,
skøn musik på den ti-strengede harpe.
3 Syng en ny sang for Herren,
spil smukt på lyren og råb af fryd.
4 For Herrens bud er gode,
og alt, hvad han gør, er rigtigt.
5 Han elsker det rette og gode,
hans nåde mærkes i hele verden.
6 Da Herren talte, blev himlen skabt,
alle stjerner blev til på hans ord.
7 Han samlede vandet, så det blev til hav,
han dannede et mægtigt vandreservoir.
8 Hele jorden bør give ham ære,
alle mennesker bør vise ham respekt.
9 Et ord fra ham satte verden i gang,
på hans befaling blev jorden til.
10 Herren ødelægger folkenes planer
og forhindrer deres mange intriger.
11 Men Herrens planer står fast for evigt,
hans tanker bliver altid til virkelighed.
12 Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
dem han valgte som sit ejendomsfolk.
13 Herren ser ned fra Himlen,
han ser på alle menneskene.
14 Fra sin bolig iagttager han dem alle,
han holder øje med verdens befolkning.
15 Det er ham, der har skabt dem alle,
han kender deres motiver og handlinger.
16 En konge sejrer ikke ved sin store hær,
en helt vinder ikke ved sin egen styrke.
17 Stridsheste kan være nok så stærke,
det er dog ikke dem, der giver sejren.
18 Men de, der ærer Herren og stoler på ham,
oplever hans trofasthed og nåde.
19 Han redder dem fra døden
og hjælper dem i hungersnøden.
20 Vi venter på, at Herren griber ind,
det er ham, der hjælper og beskytter os.
21 Det er en stor glæde at kende ham,
vi stoler på hans magt og herlighed.
22 Herre, vis os din trofaste kærlighed,
til dig alene har vi sat vores håb.
21 Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:
Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
22 Hvem var det, du hånede og spottede?
Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens Gud,
vendte dig imod Israels Hellige.
23 Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
nedlagde de statelige cypresser.
Jeg nåede bjergenes tinder,
Libanons prægtige frugtplantager.
24 Jeg lod brønde grave i fjendeland
og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
blev Egyptens floder tømt for vand.’
25 Forstår du ikke, at det var min idé?
Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
og forvandle dem til bunker af sten,
26 mens indbyggerne måtte se til,
skuffede, udmattede og skamfulde,
som planter, der rykkes op med rode,
som græs på taget, der visner i solen.
27 Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,
jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.
28 Men fordi du hidser dig op imod mig,
og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
tilbage ad den vej, du kom.
Om Jerusalem og folkets fremtid
29 Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.[a] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. 30 For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. 31 En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.
32 Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. 33 Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. 34 For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”
Herren ødelægger den assyriske hær
35 Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. 36 Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve.
Advarsel mod at falde fra
10 Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav. 2 Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham. 3 De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen, 4 og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer. 5 Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.
6 Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde. 7 Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”[a] 8 Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.[b] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. 9 Lad os ikke sætte os op mod Herren,[c] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.[d] 10 Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.[e]
11 Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider. 12 Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen. 13 De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn(A)
18 En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19 I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”
20 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”
21 En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
22 Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(B)
23 Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24 Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25 Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
26 „Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27 Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er egentlig den mand?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.