Book of Common Prayer

Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
    Jeg har altid sat min lid til dig.
² Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
    undersøg mine tanker og motiver.
³ Jeg kender din trofaste nåde,
    jeg ønsker at gøre din vilje.
⁴ Jeg færdes ikke blandt de falske,
    gør ikke de gudløse selskab.
⁵ Jeg tager afstand fra de ondes planer,
    jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
⁶ Jeg ønsker at bevare min uskyld,
    så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
⁷ Der vil jeg synge dig en takkesang,
    fortælle om alle dine undere.
⁸ Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
    for det er der, jeg kan se din herlighed.
⁹ Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
    døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
¹⁰ for de er altid ude på rov
    og tager gerne imod bestikkelse.
¹¹ Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
    Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
¹² Mine fødder står på sikker grund,
    og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.

Herre, jeg råber til dig om hjælp,
    for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
    må jeg se døden i øjnene.
² Herre, lyt til min bøn om nåde,
    jeg råber til dig om hjælp
        med løftede hænder mod din helligdom.
³ Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
    der taler venligt til folk,
        mens de udtænker onde planer.
⁴ Giv dem den straf, de fortjener,
    lad dem lide for deres grusomme handlinger.
        Straf dem for al deres ondskab.
⁵ De ænser ikke Guds veje,
    de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
    som et hus, der aldrig skal genopbygges.

² Onde mennesker har et oprørsk hjerte,
    de har ingen respekt for Gud.
³ De er blændet af deres eget hovmod,
    de vil ikke erkende deres egen synd.
⁴ Deres tale er løgn og bedrag,
    de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt.
⁵ De ligger om natten og lægger onde planer,
    de gør bevidst det, de ved, er forkert,
        i stedet for at tage afstand fra det onde.

² Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
    og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
    når der var gudløse mennesker til stede.
^3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
    men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
    og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
    til sidst var jeg nødt til at tale:
⁵ „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
    dagene synes at flyve af sted.
⁶ Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
    et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
⁷         Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
    men ved ikke, hvem der får glæde af det.

1 Ak ja, den travle by er nu folketom.
    Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
        Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
² Byen jamrer og græder natten lang.
    Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
        Alle de gamle venner har svigtet hende.
³ Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
    De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
        De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
⁴ Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
    Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
        Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
⁵ Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
    Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
        Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
⁶ Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
    Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
        De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
⁷ Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun^[a] har mistet.
    Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
        Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
⁸ Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
    Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
        Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
⁹ Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
    Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
        „Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
¹⁰ Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
    Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
        men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
¹¹ Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
    Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
        Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
¹² Mon der findes en større smerte end min?
    Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
        Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.